Et gammelt stykke kød

Vi ser ham bagfra. Den brede, kødfyldte ryg vugger fra side til side, idet han går frem gennem rummene. På lydsiden eskalerer jubelen fra mængden. De er kommet for at se Randy «the Ram» Robinson, 1980’ernes store wrestler. Måske den største af dem alle. Men lydsporet er en illusion. Det er kun inde i vores hoveder og måske inde i Randy. For Randy går ikke frem mod nogen kampplads i nogen stor sportsarena. Han bevæger sig gennem en lagerbygning på vej ud for at udføre endnu et sølle job som ekspedient i en slagterafdeling i supermarkedet. Jublen stopper brat, da Randy trækker forhænget til side og træder ind i supermarkedet.

Scenen optræder et godt stykke inde i Darren Aronofskys fortræffelige The Wrestler. På det tidspunkt har vi lært den fallerede wrestler rigtig godt at kende. Det er efterhånden tyve år siden, at Randy var den største. Nu går han med billigt høreapparat, og gaffatape holder sammen på hullerne i den gamle dynejakke. Nu kæmper han med at betale huslejen i sit trailer home og finansiere sit pilleforbrug; et forbrug der er nødvendigt for at holde den slidte krop i nogenlunde kampklar stand. For Randy wrestler stadig. Kun i ringen kan han momentvis føle sig som andet end en fiasko. Publikum er hans familie. Udenfor – i virkeligheden – går det hele af helvede til. Datteren Stephanie har han mistet al kontakt til. Arbejdet hænger ham ud af halsen. Lægerne advarer ham mod yderligere wrestling; hjertet er ved at give op. Og det eneste glimt af et lyspunkt er stripperen Pam, som Randy taler om hverdagsting med, mens hun giver ham endnu en lapdance. Mod betaling naturligvis.

I forkerte hænder ville filmen udvikle sig for hurtigt. For mange ting ville falde for meget på plads. Sådan er det ikke hos Darren Aronofsky. Fremskridtene er så små, at man skal være vagtsom for at se dem. Randy får kontakt til datteren men kun for endnu en gang at svigte hende i en brandert. Showmanden Randy får lov at se sin showpige Pam udenfor stripperklubben, men kun et enkelt stjålent kys kan det blive til. Livet er fortsat fuld af ensomhed, savn og svigt.
At Bruce Springsteen har skabt filmens titelnummer er næppe nogen tilfældighed. For 28 år siden skrev samme sanger nummeret «Point Blank», hvoraf disse linjer kunne stå som emblem for The Wrestler:

But tomorrow’s fall in number / In number one by one / You wake up and you’re dying / You don’t even know what from / Well they shot you point blank / You been shot in the back.

THE WRESTLER ER fortrinlig i sin skildring af tingenes forgang og livets forfald. Det, man ikke længere kan. Det, man ikke længere har.

Den tidligere bokser Mickey Rourke er eminent som Randy. Den klodsede gestik, besværligheden med at finde de rigtige ord, den fysiske gestaltning af en hærget sportsmand på vej ned af bakke. Alt er på plads hos Rourke. «Jeg er et gammelt stykke kød,» siger Randy til sin datter. En meget rammende beskrivelse. Rourke er ikke set bedre. Det samme gælder Marisa Tomei i rollen som stripperen Pam. Den 44-årige Tomei virker på en gang sexet og alt, alt for gammel til at være stripper. Sådan som Pam præcist også er det.
Filmen er dog kollektivets fortjeneste: Aronofskys minutiøse instruktion, som aldrig er set så forløst som her; Maryse Albertis dragende kameraarbejde og ikke mindst Tim Grimes’ glimrende scenografi. Filmens miljøer er minutiøst indfanget, hvad enten det gælder de til tider brutalt modbydelige og blodige wrestlingkampe i ringen eller de stille stunder i traileren, hvor Randys ensomhed udkrystalliseres. Randys storhedstid i 1980’erne illustreres elegant med avis-udklip og 80’er-musik i filmens titelsekvens. Efter det ser vi ikke mere til den tid. Filmen er her og nu. For det er her og nu, der gør ondt. Det er her og nu, der er noget på spil.

Man kommer unægtelig til at tænke på Sylvester Stallones Rocky, hvor kun den første film står tilbage som for alvor seværdig i skildringen af sportsmanden. Men hvor Rocky stedvist klang en anelse hult, står The Wrestler distancen. Troværdighed, nuancer og fornemmelsen for ærlighed er de afgørende forskelle mellem de to film. Stallone var faktisk i spil til rollen som Randy. Godt at det gik anderledes.

WRESTLING HAR ALDRIG sagt mig noget. Som barn så jeg det på satellit-tv med lige del undren og grin. Hvad var det for en mærkelig falsk sport? Hvorfor har de sådan noget grimt tøj på? Jeg er ikke blevet meget klogere på wrestlingsporten af at se The Wrestler. Men jeg er blevet dybt bevæget og har tilbragt to timer med en af amerikansk films mest mindeværdige karakterer i nyere tid.