Sveriges dystre side

Egentlig var den danske filminstruktør Niels Arden Oplev slet ikke interesseret i at stå for en filmatisering af Stieg Larssons krimi-bestseller Mænd Der Hader Kvinder, da producenten Søren Stærmose henvendte sig første gang. Arden Oplev var optaget af færdiggørelsen af filmen To Verdener¹ og kunne ikke umiddelbart se noget interessant i krimiprojektet. Han kunne dog ikke slippe tanken helt. Og efter – på anbefaling af sin nabo – at have læst bogen, sprang Arden Oplev alligevel til som instruktør på et af Skandinaviens dyreste filmprojekter hidtil.

At Arden Oplev har haft sine overvejelser er kun forståeligt. Stieg Larssons bog er blandt de mest læste værker i nyere tid. Således vil mange blandt biografpublikummet have en stor viden om handlingen på forhånd, ligesom de vil have gjort sig deres egne forestillinger om, hvordan karaktererne er og ser ud. Dette er ikke nødvendigvis de bedste vilkår at arbejde ud fra.

Heldigvis for filmen har Arden Oplev fået frie hænder til at forme Stieg Larssons litterære forlæg efter forgodtbefindende. Filmen er givetvist tæt på bogen i handling og figurgalleri, men Arden Oplev har skåret ind til benet. Han har droppet en række bi-handlinger og perifere karakterer og fokuseret på to aspekter, der er med til at løfte filmen over det gængse thrillerniveau. Dels forholdet mellem hackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist og dels bogens politiske tone, hvor en kritik af det svenske samfund kommer til syne.

LAD OS TAGE det sidste først. Stieg Larssons bog omhandler – som mange læsere sikkert allerede ved – journalisten Mikael Blomkvist. Han hyres af rigmanden Henrik Vanger til at opklare et gammelt familiemysterium. For 40 år siden forsvandt den da 16-årige Harriet, som var Henrik Vangers niece og en person, der stod ham meget nært. Faktisk var hun måske den eneste, han kunne forestille sig ville kunne overtage Vanger-koncernens forretningsimperium. Henrik Vanger er sikker på, at Harriet er blevet myrdet, men politiet har aldrig opklaret sagen, og det har naget ham lige siden. Nu kommer Blomkvist på sagen. Og snart bistås den humanistisk tænkende og idealistiske journalist af den kvindelige punker og ekstremt talentfulde computerhacker Lisbeth Salander. De to optrevler herpå et af Sverige mest bestialske og modbydelige hemmeligheder: en række seriemord på yngre kvinder – mord, der har bund i et mandsdomineret samfund, hvor hadet til kvinderne truer med at eksplodere i vold og destruktion. Stieg Larsson – og Niels Arden Oplev – illustrerer hermed et svensk samfund, der er tynget af storkapitalens nederdrægtigheder og kujonaspekt, folkets mangel på egen vilje og en nazistisk og sadistisk skygge, der stadig er at spore flere steder i samfundet. Et Sverige fjernt fra turistbrochurernes glansbilleder, hvor langlemmede piger med lyst hår smiler i sommersolnedgangen, mens mændene kokkerer aftensmad udendørs, og børnene leger ved søens rene vand.

Det er givtigt for filmen, at den politiske kritik er bevaret. Et sted i romanen siger Lisbeth Salander, at «det er som om, vi ikke længere tror på, at nogen har deres egen vilje længere». Filmen indlemmer samme diskussion om end desværre uden at komme så dybt ind i debatten, men dog formår den at rejse nogle relevante spørgsmål. For uden egen vilje hvorfra kommer da forbryderen? Er han eller hun ene og alene produkt af det omkringliggende samfund? Salander er en kvinde, der udelukkende er egen vilje. En kvinde, der har gået modbydelige grumheder igennem, men fortsat formår at tage sagen i egen hånd og hævne sig overfor de (mange) mænd, der vil hende ondt. Salander er i Noomi Rapaces ydmyge næsten androgyne skikkelse et skrøbeligt, men også næsten dyrisk faretruende og uforudsigeligt element blandt mænd, der nok bærer slips, men indeni er uciviliserede og kyniske voldsudøvere.

ARDEN OPLEV HAR også talentfuldt overført bogens originale beskrivelser af forholdet mellem Blomkvist og Salander. Den seksuelle spænding (som da også leves ud), den rå tone, indlevetheden og distancen i spil på en og samme tid forbilledligt sat i scene af Rapace og Nyqvist, der begge gør det eminent i de to titelroller.

Filmens storladne formsprog er på ingen måde originalt tænkt. Panoramiske, svenske vidder og dramatiske indstillinger af unge kvindelig skuespillere støttes af oppustet og stedvist for tydeligvis følelsesmanipulerende filmmusik. Funktionelt men bestemt ikke nytænkende i nævneværdig grad.

Mænd der Hader Kvinder er i Arden Oplevs regi en effektiv og underholdende thriller, der ikke gør sine væsentligste indtryk i kraft af spænding – som thrilleren ellers normalt gør – men i kraft af bestialiteten og den samfundskritik, der rumsterer i værket.