En kommunisme for det 21. århundre?

De kom langvejs fra, de kom fra hele verden. Mænd med baretkasketter, kunstnere, fri-tænkerne, gadefilosoffer, akademikere, estimerede professorer, fagforeningsfolk og godtfolk fra såvel høje som lave lag. Det var som om hele verden var repræsenteret i Birkbeck Colleges store amfiteater af et auditorium til en to og halv dags konference om kommunisme, om «ideen om kommunisme». Luften osede af den slags forventningsfuldhed hvor man ved at noget stort er under opsejling. En konfererence om kommunisme? Kunne det virkelig lade sig gøre? Har vi ikke for længst forladt denne romantik og nostalgi, det, som af nogen er blevet kaldt det tyvende århundredes islamisme? Hvad kunne have fået ledende forskere i England til at samle stort set samtlige de største navne indenfor den internationale filosofiske scene på ét sted, til ét og samme seminar? Og blev den slags seminarer i sin tid ikke snarere holdt på gaden, på fabrikkerne, i de indelukkede kælderrum?

Mange af de store navne var der, Toni Negri, Michael Hardt, Slavoj Žižek, Alain Badiou, Jacques Rancière, Gianni Vattimo, Terry Eagleton, Jean-Luc Nancy, Bruno Bosteels og Alberto Toscano. De to koryfæer Žižek og Badiou indledte med en slags programerklæring, som et udgangspunkt fælles for samtlige talere, uanset deres politiske ståsted. Deres budskab var klart: Den tid vi nu lever i med finanskrise og afpolitisering i verden, fortæller os, at det er tid til at tænke. Žižek gjorde da også opmærksom på at det var fredag den 13! (…)