Storhed og fald

Jeg ville så gerne holde meget af denne film. Med dens store, humanistiske temaer om kærlighed, tilgivelse og menneskelighed. Med dens betagende billeder af naturen, civilisationen og kvinden. Og ikke mindst med dens indtagende protagonist, den elskelige Ana, aldeles uimodståeligt fremført af den blot 20-årige debutant Manuela Vellés.

Men jeg kan ikke holde af Kaotiske Ana. For filmen svigter ikke blot sit publikum, men i sandhed også sine karakterer og dermed sig selv. Historien falder fra hinanden undervejs og drukner i en søgen efter noget, der mest af alt bliver et misk mask af mysticitet, hypnose og altfavnende alting.

DET STARTER ellers ganske dragende. Vi er på nutidens Ibiza, hvor Ana lever en nærmest eventyrlig tilværelse sammen med sin far. Faktisk bor de i en hule i udkanten af byen, godt afsondret fra den civilisation som Ana får gradvise indtryk af, når hun møder de turister, der gerne køber Anas naivistiske og farvestrålende billeder på det lokale marked i byen. Ana har – naturligvis – noget uberørt og naivt over sig. Som når hun går nøgen op af den turistfyldte strand for at ligge sig ud og flyde en stund på turkise hav.

En dag møder Ana den kunstinteresserede, midaldrende kvinde Justine på kunstmarkedet. Justine inviterer Ana til Madrid, hvor Justine driver et kunstnerkollektiv. Faren er øjensynligt ikke begejstret ved udsigten til at miste Ana, men af sted kommer hun og som det uspolerede væsen, hun er, venter der hende naturligvis en hel ny verden at opdage.

Denne første halve time af filmen bliver da som et sindsbillede på det moderne menneske. På civilisationen og alt det gode og slette, der følger med. Der krydsklippes fra stilheden i Anas hule til det audiovisuelle virvar i hjertet af storbyen, hvor Ana vandrer rundt. Hun er fremmed her, men lyser op. Med sit farverige tøj blandt en homogen masse af sortklædte mennesker. Hun drejer rundt og rundt i mængden og berører massens hænder i en af flere poetisk orkestrerede scener dygtigt udført af kinematografen Mario Montero.

Disse momenter er gode som illustration af barnets eller i dette tilfælde, den uskyldige Anas hengivenhed og umiddelbarhed overfor verden og alle de skønne ting, der er i den.

I KUNSTNERKOLLEKTIVET møder hun Linda, som er Anas modsætning hvad kynisme angår. «Alle mænd er voldudøvere og alle kvinder ludere», lyder hendes gentagende mantra, idet hun viser Ana, hvordan kvinderne i kollektivet byder sig til, mens mændene ser dem an for siden hen at overmande dem. Ana bevarer dog naiviteten lidt endnu, idet hun møder geniet Said, et flygtningebarn fra den Sahara-baserede berber-befolkningsgruppe. Said kan både male viltert, tænke stort og elske virtuost og svedende.

Alt er lykke. Filmen flyder nærmest over af glæde, farver og storhed. Og det fungerer faktisk helt godt. Det kan selvsagt ikke fortsætte. Noget må ske, men det, som Julio Medem siden hen sammensætter, er – for mig at se – et stort svigt af udgangspunktet.

Kort fortalt kommer Ana under hypnose. Det viser sig, at hun bærer mange liv i sig. Mange kvinders liv hvis endeligt er tragisk og voldsomt. Såsom den feministiske bjergbestiger, der ender sit liv på K2; en ørkenkvinde der får taget sin søn fra sig eller en indiansk kvindegud, der øjensynligt smadres af slaget fra en modstanders økse. Alle disse liv kommer til overfladen under Anas talrige hypnoser. Samtidig forsvinder Said og en række mere eller mindre tragiske hændelser sætter ind. Hændelser som jeg helst ikke vil røbe her, men blot konstatere er medvirkende til at filmens afsluttende 30–40 minutter er en rodet og aparte affære, hvor spiritualitet, feminisme, fashionabel urban living og påtaget seriøsitet hvirvles sammen og desværre erstatter den ublu glæde, der prægede filmens start.

SOM SAGT ER det et modigt og umiddelbart også meget personligt værk, Julio Medem har sat i søen. Filmen er stort tænkt og nærmer sig tematisk sine steder Darren Aronofskys ligeså storladne og ligeså helt igennem rodede The Fountain fra 2006. I Kaotiske Ana tager de patetiske og sentimentale øjeblikke over og jo, filmen fungerer da indimellem som en feministisk fabel, hvor det hav af undertrykte kvinder, som Ana bærer inden i sig, og hvis død beror på de undertrykkende, hvide mænd, vælter frem, men det kan ikke redde filmens anden halvdel fra en udpræget mangel på indlevelse og relevans – elementer som Ana ellers burde have så rigeligt af. Til sidst er det som om filmen vil rumme det hele. Al verdens grusomhed – fra Irak-krig til etnisk udrensning gennem to årtusinder – skal der gøres op med. Ana skal qua sine indre liv bære det hele på sine skuldre. Det kan hverken Ana eller filmen bære. Det er dømt til at blive kaotisk. Og det er det i sandhed også.

© norske LMD. Kaotiske Ana, Spania, 116 min. På kino fra 1. mai.