De dumme har alle dage været en udfordring for de oplyste samfund. Tidligere blev de spærret inde eller sat ned bagerst i klassen. Senere har vi forsøgt at drage omsorg for dem ved hjælp af pædagoger og socialrådgivere. Den dumme skal man ikke drille for han kan ikke gøre for det. Vi ved også hvordan den dumme ser ud, lavpandet og tætsiddende øjne. Det onde tilhører det indre mørke, en defekt i den menneskelige psykologi. Tendensen er klar: Dumhed tilhører den irrationelle side af mennesket, det er tegn på manglende logisk tænkning, selvmodsigende og mangelfuld sprogbehandling.
Vi modstiller klogskab med dumhed og ved tilsyneladende allerede hvad vi taler om. Litteraturen kan imidlertid vise os noget andet, at dumhed snarere er en moderne opfindelse. Forfattere som Diderot, Dostojevskij, Flaubert, Musil, Aron, Deleuze, Eco, Bernhard har alle på hver deres måde forsøgt at forstå menneskets karakter fra dumhedens perspektiv. Måske kan vi i en verden forladt af Gud betragte den dummes følsomhed som et billede på det moderne menneskes tragik. (…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
