Gyset og den kollektive skyld

Hollywood har i år fejret en strålende skuespillerpræstation: Kate Winslet modtog den kvindelige hovedrolle-Oscar for sin præstation som Hanna Schmitz, den tidligere SS-vogterske fra Auschwitz og omegn, der engang i slutningen af 50’erne har haft et forhold til drengen Michael, som siden er blevet jurastuderende og advokat i efterkrigstidens Forbundsrepublik.

Stephen Daldrys filmatisering er en kunstnerisk forbedring af Bernhard Schlinks roman Der Vorleser, forfattet på et ret stift tysk, ikke mindst hvad hovedpersonernes komplekse følelsesliv angår. Det er imidlertid kreativ bogføring af rang at omsætte det hele til engelsk, selvom de æstetiske gevinster er umiskendelige, for det samme gælder ikke de etiske: National-socialismen er et kontinentaleuropæisk problem, uløst og fordrejet, og det omfatter et mellemværende mellem stort set alle europæiske nationalstater og de forfulgte og delvis udslettede jøders efterkommere. I Europa og i staten Israel. Og det er omfanget af spørgsmålet om skyld, der tynger i romanforfatterens fortælling. Og sådan må det være: Det psykiske spørgsmål om kollektiv skyld er endnu ikke til at håndtere for kontinentets politiske, religiøse og videnskabelige institutioner. (…)