Giacomettis metode: at ikke blive kunstner

Jeg så dem første gang på Lousiana Museum udenfor Købehavn, hvor de har deres eget rum, de lange tynde skulpturer, både kvinder og mænd. Jeg gik rundt om dem. Jeg har gjort det mange gange, og hver gang har jeg haft en klar følelse af at der var noget levende som var meget langt væk. Om jeg var tæt på eller langt væk, jeg så dem altid på afstand. Jeg så dem på afstand uanset om jeg stak min næse helt hen til deres ansigt, til deres kroppe. En dag stod jeg der længe, indtil jeg trådte et skridt tilbage og det var som om det nu stod mig klart: Disse figurer hørte til i et langt større rum. De har deres rum, de har deres afstand, de bestemmer over denne afstand, de bestemmer over hvordan jeg ser dem.

Det var godt de havde fået deres eget rum. Hver gang jeg kom på besøg, så jeg på disse gående og stående kvinder og mænd. Og jo mere jeg så på dem, desto mere klart blev det for mig, at denne afstand havde noget at gøre med min egen evne til at se, min mulighed for at se hvad der er derude – tingene, menneskene, verden. Der var noget indeholdt i afstanden som betingede min sansning, min måde at se på, noget der bar et liv med sig, altså en bevægelse, noget der kom gående langvejs fra, noget der havde sit eget sprog, noget der hørte sammen med et rum, som var noget andet og mere end museumsrummet: det rum som omgiver os, det rum som vi ikke kan se, men som vi lever og ånder i kraft af. (…)