Der miljøer mødes

Fransk film synes i disse tider at være ramt af en trend til at granske uddannelsessystemet. Abdel Kechiche stod måske for påbegyndelsen af denne tendens med sin noget ujævne skolefilm L’Esquive fra 2004. Langt bedre slap Laurent Cantet afsted med emnet i den semi-dokumentariske Entre les murs (Klassen, 2008), hvor vifølger den ihærdige og idealistiske underviser Francois i sit forsøg på at banke lidt visdom ind i sindene på en række provokerende og absolut ikke skole-interesserede parisiske unge. 2008 bød også på skolefilmene La belle personne (Christophe Honoré) og Rumba (Dominique Abel, Fiona Gordon og Bruno Romy) samt Stella, der nu kommer op i de norske biografer.

ÅRET ER 1977, Stella er 11 år gammel. Hun bor hjemme hos sine forældre, men det meste af tiden er hun overladt til sig selv. Hendes forældre har nemlig travlt med at passe værtshuset L’Aquaduc og nogle hotelværelser, der også tilnærmelsesvist gør det ud som hjem for Stella. Den unge pige er fast inventar i stamgæsternes verden. Hun spiller kort og pool med dem, ser beundrende op til en af de mandlige gæster, som vistnok har en baggrund som bandeleder, og iagttager de andre, mens de drikker sig fulde, skændes og sloges, så det bløder. Det er barndom præget af kaos, larm og mangel på struktur, men også med en vis mængde fællesskab og opmuntren til selv at tage initiativ og finde sin vej.

Som beskuer slår vifølge med Stella, det år hun skal begynde på en overklasseskole i Paris. Miljøskiftet er til at tage at føle på. De andre piger gyser over Stellas mærkværdige tøjstil, mens Stella selv føler hun sidder i klasseværelset ved siden af «pigen fra Det Lille Hus på Prærien,» som hun så rammende udtrykker det. Underviserne har ikke meget at byde på. Enten er de totalt uengagerede i deres hverv, eller også har de en næsten fascistoid tilgang. Stella føler sig bestemt ikke hjemme der, men bliver alligevel hængende for at forsøge at bide sig fast. Hvor denne vilje kommer fra, lader filmen op til beskueren at gisne om, men måske Stellas vedholdenhed mest hænger sammen med et gryende venskab med den intelligente klassekammerat Gladys.
Gladys læser Balzac og Cocteau og kommer fra et intellektuelt hjem med udsigt over Paris’ flotteste bygninger. Stellas udsigt fra pigeværelset er ned på en parkeringsplads, hvor fulde værthusgæster trimler rundt i deres brandert. Alligevel fanger de to piger hinandens interesse. De er eksotiske for hinanden. Og de hviler begge i sig selv uden noget ønske om at foregive noget som helst. Stella påbegynder med inspiration fra Gladys en rejse ind i dannelsen, og snart sidder hun på køkkengulvet derhjemme med Balzac hvilende i skødet. At klasseforskelle er relative får vi øvrigt med al tydelighed påvist i en sekvens, hvor Stella besøger en gammel barndomsveninde ude på landet. Her er Stella lige pludselig den smarte pige fra Paris, som de lokale drenge gerne vil have fingrene i, men som samtidig får ry for at være storby-snobbet og højrøvet.

De første tyve minutters tid i Stella er en noget utilfredsstillende affære. Ikke meget sker på det narrative plan, og selve miljøskildringen synes også krampagtig og uærlig. Men efterhånden som filmen skrider frem, begynder troværdigheden også at sætte ind.
Stærkest er filmen i sin skildring af arbejderne, der besøger caféen og det mærkværdige sammenhold, som er imellem dem. Mange synes at leve det meste af deres liv der i baren, blandt brunt tapet, pastis, franske viser og enkle, stjålne kys. Det er imponerende godt iscenesat af filmens fotograf Nicolas Gaurin og instruktør Sylvie Verheyde, der da også har udtalt, at Stella langt hen af vejen er en selvbiografisk skildring.

Svagere er filmen i skolefortællingen. Stellas klassekammerater fremstår som en homogen, grå masse, der bare følger strømmen i modsætning til Stella og Gladys. Det bliver lige firkantet nok sat op, og som beskuer har man også svært ved at involvere sig i dramaet omkring Stellas risiko for at dumpe og at skulle gå skoleåret om.

Det, der redder filmen nogenlunde tørskoet i land, er mest af alt Léora Barbara, der gør det eminent som Stella. Det er sjældent at opleve en film, der på så præcis vis indfanger følelser i en pige på tærsklen mellem barndom og pubertet uden at blive hverken pædagogisk eller komisk. Og den styrke skal mestendels tilskrives Barbaras imponerende spil, der rummer adskillige facetter. Hun er den sarte lille-pige, men også den frygtløse og livskloge tænker, skåret af en barndom blandt voksne. Stellas følelsesliv er kaotisk indeni med udenpå er hun sagte og kan sige alt med de udtryksfulde øjne. Et fund for filmen. Heldigvis undlader Verheyde at sætten en slutspurt ind med store narrative skridt. Det hele er holdt i småtingsafdelingen. Stella modnes, får en anelse mere pondus, men ellers er det meste vist ved det gamle. Heldigvis.