Den sidste rejse

Kobayashi bliver fyret fra sit arbejde som cellist i et symfoniorkester i Tokyo. Han har gældsat sig med sit dyrt indkøbte instrument, som han er nødt til at skille sig af med. Sammen med sin hustru beslutter han sig for at returnere til sin fødeby på landet, hvor han og hustruen kan flytte ind i Kobayashis barndomshjem, der står tomt efter morens død. Afskeden med celloen og afrejsen fra Tokyo rummer megen melankoli og sorg. Præcist som det arbejde, Kobayashi påtager sig i sin fødeby.

Han besvarer en mystisk formuleret jobannonce i den lokale avis og får jobbet straks. Til at begynde med, er Kobayashi usikker på, hvad det nye arbejde egentlig består i, men snart bliver det klart, hvad det er, hans chef laver. Han gør de døde klar til deres sidste rejse. Vasker deres hud. Folder deres hænder. Barberer mændene og lægger makeup på kvinderne. Måske pynter ham dem lidt. Han giver de efterladte et smukt minde. Og han vasker den dødes smerte og bekymring bort, så denne kan rejse som et nyfødt barn – ren og uskyldig – ind i døden.

OMGIVELSERNE REAGERER med vrede og væmmelse på Kobayashis valg af profession. De synes, det er et makabert og ulækkert arbejde, som ingen bør påtage sig. Selv Kobayashis hustru, som ellers bakker ham op med sit smittende og lidt lalleglade humør, væmmes og forlader til sidst sin ægtemand, da det bliver klart for hende, at han ikke har tænkt sig at finde et andet arbejde. Til at begynde med føler Kobayashi også selv afsky. Hans første opgave er en ældre kvinde, der har ligget død i to uger. Først får Kobayashi besked fra sin chef om, at han bare kan nøjes med at kigge på, men snart ændrer chefen mening, og så må Kobayashi have fingrene i det forrådnede lig. I bussen på vej hjem griner skolepiger af ham, fordi han lugter af død. Febrilsk forsøger han at vaske døden af sig i det lokale badehus, men lugten hænger ved. Kobayashi kaster op i håndvasken, da han kommer hjem. Døden kan være kvalm, maddikebefængt og rådden. Men døden kan også være smuk, en lettelse eller en forsoning. Kobayashi kommer til at føle en naturlighed i forhold til døden, og snart påtager han sig sit nye erhverv med stor indlevelse.

Den ceremonielle klargøring af liget kræver værdighed, ro og præcision. Kobayashi bukker for liget og lægger forsigtigt sine remedier frem. Han sørger omhyggeligt for, at de tilstedeværende kun ser liget påklædt. Afslutningsvis kommer hver enkelt af de efterladte op til liget og tørrer afdødes ansigt af med en tynd klud, som Kobayashi overrækker med stor langsommelighed og respekt.

Filmen afspejler nøje ceremonien i sin stil og stemning. Alt ånder af død. Filmen er fredfyldt, langsommelig og affektiv. Kameraet er roligt, skuespillet intenst men på en nedtonet facon. Indimellem tenderer filmen mod en for sentimental og selvsmagende tone, som i en montage, hvor død og cellomusik udført siddende på en skråning med et bjerg i baggrunden næsten rummer for megen schwung og patos. Men for det meste kan filmen kapere det. Efter at hustruen har forladt Kobayashi, genfinder han sin barndoms cello på loftet, og her indtræffer en af filmens smukkeste scener. Den diegetiske musik fra celloen flyder sammen med en ikke-diegetisk klavermelodi, så vi som publikum på en og samme gang er indeni og udenfor fortællingen. Af samme grund føler vi både med og for den forladte mand. I samme sekvens ser vi et flashback til Kobayashis barndom, hvor far og søn udveksler sten. Stenene skal fortælle om deres sindsstemning. Kobayashi sten er glat og fin, hvorimod farens er tung og ru. Kort tid derefter forlader Kobayashis far familien og efterlader såvel tomrum som had i den lille dreng. Det fine ved scenen er, da kameraet i Kobayashis synsvinkel kigger hen på faren, er dennes ansigt helt utydeligt. Kobayashi kan ikke huske sin far, for han forlod ham jo. Hvilken smerte og stor sorg rummet i få, enkelte billeder.

KOBAYASHIS HUSTRU vender tilbage, men blot for at fortælle ham, at han skal være far og således virkelig er nødt til at sige sit makabre arbejde op. Da deres fælles veninde – den ældre kvinde, der ejer det lokale badehus – dør, får Kobayashis hustru dog mulighed for at se ham i arbejde. Og herefter accepterer hun mandens erhverv. Hun kan se det nødvendige, det påskønnede og det smukke i arbejdet. Efter ceremonien hos badehusejeren taler Kobayashi med den mand, der skal forestå afbrændingen af liget. Han ser ikke døden som en afslutning, men som en overgang til noget andet. Ligesom Kobayashis afsked med cello og Tokyo førte til noget andet, fører også døden til noget andet, mener ligafbrænderen. Måske er det blot et falsk håb. Men selv et falsk håb er bedre end intet håb.

Departures er en påmindelse om vor allesammens død og som sådan en dyster oplevelse, men varmen i de ceremonielle scener gør den seværdig – sentimentaliteten til trods.