Overgivelse til lyst

Suzanne (Kristin Scott Thomas) er – som det siges – godt gift. Hendes mand Samuel (Yvan Attal) er en succesrig læge. Deres fælles hjem er minimalistisk indrettet med få kvalitetsmøbler og en kunstsamling, der er et museum værdigt. To forkælede børn løber der såmænd også rundt i huset. Men lykken er en sjælden gæst i designerhjemmet. Og kærligheden er noget, der hører fortiden til. De sidste mange år har det handlet om mandens karriere og om at pleje et image som den vellykkede familie. Naturligvis har dét ført til stor kedsomhed hos Suzanne.

IND PÅ SCENEN træder da Ivan (Sergi López) – en robust bygget håndværker, der både kan tage fat men også blive følelsesmæssigt bevæget. Egentligt skal han blot hjælpe familien med at bygge et kontor til Suzanne, der drømmer om at starte en praksis op indenfor zoneterapien. Hurtigt betages Suzanne af den arbejdsomme mand. Og han af hende. Forbudte blikke udveksles.

Da Ivan kommer ud for et uheld, som Suzanne delvist er skyld i, akkompagnerer hun ham på en biltur til Spanien, hvor han skal gense sin datter efter et års fravær. Tiltrækningen mellem de to mennesker, der begge står midtvejs i livet, tager til. Men Suzanne er tynget af samvittighed overfor sin familie hjemme i Frankrig, og da Ivan stjæler et kys på gaden, vender hun skulderen til. I bilen tilbage til Frankrig er der tavshed imellem dem.

Følelserne trænger sig dog fortsat på. Velkomsten derhjemme er bestemt ikke noget at skrive hjem om. Lægemanden udviser intet tegn på savn, men fingererer blot ved sin mobiltelefon i sengen, og børnene er ligeså forkælede, som da hun forlod dem. Da Suzanne serverer kylling til aftensmaden, brummer familien blot en utilfredshed med madudbuddet.

Snart må Suzanne overgive sig til lysten. Det sker i en scene, som minder om nervøse teenageforelskelser, hvor man skal samle mod til at erklære sin kærlighed og lade den folde sig ud. Seksualakten mellem Suzanne og Ivan er befriende ærligt skildret. Her er ingen romantiserende belysning eller brug af stand-ins, men to midaldrende mennesker, der dyrker sex, med alt hvad det involverer af hængebryster og overskydende fedt.

Tynget af dårlig samvittighed bekender Suzanne sit utroskab overfor sin ægtemand og lover ham, at det ikke skal gentage sig. Det gør det naturligvis, for følelser er ikke noget, man bare kan sætte på standby. Suzanne flygter med Ivan op i en afsides beliggende hytte i et lille hjørne af Paradis.

SCENERNE MELLEM IVAN og Suzanne i paradishytten er hjertelige, men også en anelse selvsmagende. Som at være i stue med et nyforelsket par. Man glædes på deres vegne, men det er samtidigt et lidt ulideligt selskab. Så er der mere bid i den efterfølgende konflikt mellem parterne. Samuel har ikke tænkt sig at miste sin hustru uden kamp. Det er karakteristisk hvor lidt, han ytrer sine følelser overfor hende, men tværtimod taler om at «besidde hende» og at hun «skal komme hjem».

Kontrasten mellem Ivan og Samuel tydeliggøres også i filmens utallige samlejescener. Sex mellem Suzanne og Ivan er enten voldsomt lidenskabeligt eller æggende erotisk, hvorimod sex mellem Samuel og Suzanne er kedsommeligt eller tenderende voldtægtslignende overgreb.

Da Suzanne ytrer ønske om en skilsmisse, sætter ægtemanden for alvor hårdt mod hårdt. Hans vigtigste redskab i magtkampen er økonomien. Det er jo ham, der har tjent pengene, mens hun har passet børn og hjem. Hun har ikke ret til en skid, mener han og gør ord til handling, da han lukker samtlige bankkonti og efterlader hende på fallittens rand. Da Ivan heller ingen penge har, er det nyforelskede par ilde stedt, for man lever alligevel ikke på kærlighed og kildevand alene.

Snart bevæger Suzanne sig ud på det paniske overdrev. Først i det små men lettere pinagtige som når hun desperat forsøger at afsætte sit Cartier-ur på en tankstation for at få råd til at fylde bilen.

Hen mod slutningen bliver desperationen desto større. Suzanne bønfalder sin ægtemand om et bidrag, men da han afslår, ser hun sig nødsaget til at røve sit eget hjem for kunstværker og andre værdigenstande.

Man føler med Suzanne i desperationens kår, men alligevel har man som beskuer ikke megen forståelse for de voldsomme handlinger, hun udfører afslutningsvis, der ikke bør røbes her.

PARTIR ER KARSK i sin skildring af hadet mellem to mennesker, der engang elskede hinanden. Og filmen illustrerer på skræmmende effektiv vis, hvordan kvinder fortsat er dybt afhængige – også på en negativ måde – af deres mænd.

Scott Thomas leverer en gribende præstation som den på mange måder nødstedte hustru, mens Attal udviser den helt rette mængde kulde som ægtefællen. Til trods for det flotte spil er Partir dog ikke nogen helstøbt film. Manuskriptet kan ikke sige sig fri for klicheer, og de manglende nuanceringer i magtkampene får filmen til at fremstå mere skabelonskåret, end den burde.