Uddan jer, medsøstre!

Lone Scherfigs anden engelsksprogede film (efter den ikke videre vellykkede Wilbur Wants to Kill Himself fra 2002) åbner med et ganske signifikant billede. En række af teenagepiger iført engelsk kostskoleuniform går ned gennem en skolegang balancerende med en tyk bog på hovedet. Billedsproget er næsten for bastant.

Bogbalanceøvelsen skal naturligvis lære de unge damer en blandt mange engelske skoledyder: at gå ordentligt med rank ryg. Men billedet af bogen, der tynger kommer til at stå som emblem for resten af filmen. Og som udtryk for en film, der lider voldsomt under et for skematisk og overtydeligt formsprog.

Bogen på hovedet tynger den unge kvinde ned mod jorden. Den kvæler drømmene og gør hende jordnær og ordinær. Især for unge Jenny (Carey Mulligan), der bærer store drømme og håb i sig til trods for sin monotone kostskoletilværelse. Hun vil se verden. Opsluges af lidenskaben. Betages af kunsten. Men hendes fars evige formaninger om vigtigheden af en uddannelse gør, at Jenny slider i lektierne og satser på at blive optaget på Oxford University. Lige indtil den dag hun under et voldsomt regnskyl render i den charmerende, sportsvognskørende og ulasteligt klædte David (Peter Sarsgaard).

David er ferm med snakketøjet og får snart talt den unge mø varm på ideen om en date, hvor klassisk musik, gode vine og en lækker middag skal være grundingredienserne. Han skal nok lære Jenny om livets sande værdier, om kunsten, lidenskaben og alt det, der følger med.

TIL AT BEGYNDE med er Jennys forældre ikke meget for deres datters bekendtskab med den noget ældre herre. Uddannelse bør jo komme før alt. Men snart får David også «sweettalket» forældrene. Han giver nemlig udtryk for at have kontakterne i orden. Og kontakter er – også her i 1960’ernes London – jo alt. Da David påstår at have nære relationer til sin gamle engelsklærer, forfatteren C. S. Lewis, og kan skaffe Jenny et personligt møde med den levende legende, får David ligefrem lov til at tage den unge kvinde med på weekendtur.

Alt dette kan jo kun være for godt til at være sandt. Og det er det naturligvis også. Især i en film som An Education, hvor morale og budskab kommer før nuancer og kompleksitet. Snart viser David sig at være lidt af en småsvindler, der ikke kun taler trusser af kvinder, men også penge og kunst fra de folk, han har skabt sig et liv af at snyde. Den naive Jenny ser selvsagt denne side af David alt for sent. Snart har hun sat sin fremtid og uafhængighed på spil, idet kostskolen bortviser hende på grund af den promiskuøse livsstil, hun har tilegnet sig med David.

An Education er vanvittig lækkert produceret. Andrew McAlpine, der tidligere har stået bag designet på film som Jane Campions The Piano (1993), har med stor sans for detaljer genskabt et London, man i den grad har lyst at dykke ned i. Farverne er rigtige, interiøret ligeså. Alt lige fra Jennys middelklassebarndomshjem over kostskolens grå lokaler til dekadencens scene hos Davids rige svindlervenner er ramt lige på kornet. Og spillerne arter sig behændigt i disse scenarier. Især unge Carey Mulligan imponerer som en både uskyldig og naiv kvinde, men også en ganske rapkæftet, intelligent og sarkastisk størrelse. Også Alfred Molina er god og lettere kolerisk i sin rolle som den autoritære og dog kejtede far, der når alt kommer alt, elsker sin datter overalt på jord.

SCENOGRAFI OG SKUESPIL er dog langt fra nok til at redde An Education. Billedsproget og metaforikken er for alvor det sted, hvor filmen falder fra hinanden. Jeg har nævnt de tyngende bøger tidligere. Et andet – blandt mange grelle eksempler – er brugen af Frankrig, som katalysator for alt det, der er dynamisk, lidenskabeligt og værd at leve for.

Jenny drømme om at se franske film og læse franske bøger. Da David som fødselsdagsgave inviterer hende en tur til Byernes By, går Jenny og filmen i ren ekstase over franskmændenes lette og lidenskabelige liv, der står i skarp kontrast i englændernes grå, cup-of-tea-luv-hverdag.

I scener som denne minder An Education mig om den nært beslægtede The Dreamers (2003) af Bernardo Bertolucci. Den film led også under en alt for idealiserende granskning af en tematik, som forfattere og instruktør tydeligvis er dybt betaget af, men hvor netop betagetheden bliver en hæmsko, når den udmøntes i film. Filmenes diametrale modsætning findes i Lindsay Andersons gribende If…. fra 1968. Her så vi både portrættet af skolevæsenet samt ungdommens romancer gå op i en højere, filmisk fortælling.

An Education tenderer mod det studentikose i sin tematik og sine budskaber, og plages af en helt igennem unødvendig langsommelighed i dramaturgien. Man hører næsten Lone Scherfig stå i salen og mane med en pegefinger «Uddan jer, medsøstre!»