Tung at danse med

Alarmklokkerne begynder så småt at ringe, når en film promoveres med sætningen «fra den internationalt anerkendte regissøren Bruce Beresford». I min optik er Beresford snarere en hæderlig instruktør, der havde sin storhedstid i 1980’erne med lidt kvalme, men dog succesfulde film som Driving Miss Daisy (1989) og Tender Mercies (1983). Siden hen har Beresford kæmpet en hidtil forgæves kamp for at komme tilbage i rampelyset, og jeg tvivler på, at Maos siste danser» er den film, der får Beresfords internationale ry op i gear. Dertil er den for banal, ufarlig og kantfri.

Maos siste danser er baseret på kinesiske balletdanser Li Cunxins selvbiografi af samme navn. Det er fortællingen om en ung drengs transformation fra fattig bondeknægt i Shandong-provinsen til international balletstjerne på alverdens scener. Transformationen sker – naturligvis fristes man til at sige – sideløbende med et kulturmøde mellem øst og vest.

VI SKRIVER 1972, da filmen tager sin start i den fattige provins. Det kinesiske samfund er præget af Maos kulturrevolution og en forkert bevægelse, endsige en anti-maoistisk ytring kan få dig dræbt. Derfor sænker folket hovedet og lader sig kue. Således også den 11-årige Li, da han udvælges af partikammeraterne som en af få drenge, der skal trænes op med benhård disciplin tilsat en god sjat kommunistisk hjernevask på Beijings danseakademi. Li kæmper med tårerne ved afskeden med moren, der bevarer fatningen og beordrer den unge dreng til at undlade at se sig tilbage. «Skab dig et ordentlig liv,» lyder afskedssætningen.

Det ordentlige liv får dog en hård fødsel, idet Li Cunxins spinkle drengekrop har vanskeligt ved at kapere de hårde fysiske øvelser. Bedre går det med balancen og danseøvelserne hos den rolige mester Chan, og snart begynder Li at skille sig ud fra de andre drenge, hvad størrelsen på talentet angår. Disciplinen og askesen er dog den samme, og stor er derfor også kontrasten, da Li Cunxin lander som gæstedanser midt i den amerikanske materialisme anno 1982.
Blandt cowboys, store bøffer og letlevende damer i Texas minder Li mest af alt om en kommunistisk anakronisme. Li viser sig dog særdeles tilpasningsdygtig og snart er han forelsket i både den amerikanske drøm og en amerikansk kvinde ved navn Liz. Det kinesiske styre vil dog ikke så let overdrage stjernedanseren til de onde amerikanere, og snart tager filmen en drejning væk fra lyrisk danseportræt til påtaget spændingsfilm med kidnapning, hemmelige rum og kinesere i ensartede uniformer.

DENNE VAKLEN MELLEM to genrer er dog ikke filmens primære problem. Svaghederne skal snarere findes i Beresfords forkærlighed for det kvalme og behagesyge. Der er masser af interessante problemstillinger i den unge, kinesiske mands møde med Vesten, men langt de fleste bliver tiet ihjel eller kun berørt ganske overfladisk, ofte i form af nogle halvkomiske kultursammenstød i form af misforståelse eller skæve observationer. Beresford er tydeligvis bange for at blive for politisk og dermed muligvis skræmme et mere fornøjelseslystent publikum væk. Men det er rigtig ærgerligt, for Li Cunxins bemærkelsesværdige liv rummer masser af relevant materiale, der kunne have skabt en langt mere vedkommende og dialogisk film.

Det, som størstedelen af filmens scener mangler af energi og mod, finder vi til gengæld i balletsekvenserne, der er ypperligt visualiseret og fremført. Visualiseringens vellykkethed skyldes først og fremmest Herbert Pinters flotte produktionsdesign, hvor film og ballet synes at smelte sammen. Udførelsen af balletsekvenserne lykkes primært, fordi Beresford har valgt Chi Cao til rollen som Li Cunxin. Chi Cao danser normalt hos Birmingham Ballet Company og har som sådan ikke nogen skuespilerfaring. Han danser glimrende – i hvert fald for en ikke videre balletkyndig filmkritiker at se – og manglen på skuespiltalent generer ikke, da Chi Caos lidt uforanderlige ansigtsudtryk stemmer godt overens med Li Cunxins følelse af fremmedgjorthed i det mærkelige USA.

FILMENS ANDRE karakterer gør ligeledes en god figur. Bruce Greenwood er tilpas affekteret og rankrygget i rollen som balletchefen, der tager Li under sine vinger og næsten udvikler et passivt kærlighedsforhold til den fint skårne kinesiske krop. Også Amanda Schull, der ligeledes har baggrund som balletdanser, rammer fint rollen som Li Cunxins amerikanske kæreste Liz, der aldrig rigtig får gang i dansekarrieren og må finde sig i at stå i skyggen af sin talentfulde kæreste. Schull formår at udstråle såvel en erotisk energi, der fanger Li, såvel som en lidt underspillet, sørgelig frustration over, at Li kan langt mere end hun nogensinde vil formå.

Disse flotte præstationer ændrer dog ikke ved, at Maos siste danser er en lettere banal og uraffineret film, der mangler modet til at udfordre selv de letteste klicheer.