Ind i mørket

Gråblå bølger ruller over skærmen. Ud af tågen dannes konturerne af et skib. Ombord sidder henfaldne mænd. Udmattede, tørstige, sultne, næsten døende. Ikke en vind rører sig. Skibet ligger stille. Døden venter.

Valhalla Rising er en elementær, næsten primitiv film. Få ord siges, og disse ofte af fatalistisk karakter. Narrativet er enkelt og næsten fraværende. Mest af alt er filmen en lang dags rejse mod nat.

FILMEN ÅBNER I EN VINDBLÆST, grå verden. En samling kristne mænd holder krigeren One Eye til fange og for deres morskabs skyld lader de ham dyste i nævekampe mod andre slaver. Kampene er ubeskriveligt brutale. Knogles knuses, en hals sprættes over, en hovedskal smadres mod en sten. Da det lykkes One Eye at flygte, henretter han en af sine tidligere ejermænd ved at sprætte mandens mave op og hive tarmene ud. Dampende varme efterlades tarmene på jorden, mens One Eye drager videre.

Han er dog ikke alene, krigeren. I hans fodspor går en ung dreng, som taler med de folk, de to møder på deres vej. One Eye taler ikke, men måske taler han igennem drengen. I hvert fald er der et skær af advarsler og forudsigelser over hans ytringer, som dog alle på skæbnesvanger vis ignoreres af de kampklædte kristne korsridderne, som One Eye og drengen rejser med.

Ombord på skibet forsøger de kristne at myrde den unge dreng, for de mener, han er sendt af djævelen, og da de rejser mod Det Hellige Land, er et djævlebarn næppe en acceptabel passager. One Eye modsætter sig straks henrettelsen, ligesom han filmen igennem holder en hånd over drengen.
Religion fremstilles indirekte som en falsk tryghed, der ikke kan give mennesket noget som helst.

FILMENS FARVESPEKTRUM skifter, da båden endelig fanger vind og driver ind mod kysten. En klar blå himmel og grønne nuancer skinner i sollyset. Korsridderne kan igangsætte konstruktionen af et nyt Jerusalem. Tror de. For snart ændrer farverne sig på ny. Sorte og brunlige farver tager over, da det bliver klart, at det snarere er Helvede end Det Hellige Land, korsridderne er havnet i.

Valhalla Rising er en brutal og indimellem afskyelig film. Volden og store mængder computeranimeret blod får den til at fremstå som Zack Snyders barbariske 300 (2006). Samtidig besidder Valhalla Rising en række poetiske sekvenser og en bevidst langsommelighed, der får filmen i tæt slægtskab med Terrence Malicks værker – især den indsigtsfulde krigsfilm The Thin Red Line fra 1998. Tematisk kredser Valhalla Rising om konfrontationen mellem hedninge og kristne i en uspecificeret tid, der nok skal tolkes som værende i overgangsperioden mellem vikingetid og tidlig middelalder. Religion fremstilles indirekte som en falsk tryghed, der ikke kan give mennesket noget som helst. Filmen skal dog næppe ses for sin behandling af dette tema, men for filmens formsprog, dens brug af farver og det insisterende, rumlende, industrielle snarere end musikalske lydspor, som musikerne Peter Peter og Peter Kyed på imponerende vis har skruet sammen.