Rødder

Vi har vel alle vores træ. Oftest placeret i barndommen. Et træ, vi klatrede i. Et træ, vi plyndrede pærer i. Et træ, hvortil vi søgte tilflugt. Der er noget beroligende over træer. Men dets knortede bark, dets skæve rødder og vores viden om, at træet sikkert også er der, når vi er væk. Et træ kan man altid regne med. Men kan man også basere en hel film på et træ? Julie Bertuccelli gør forsøget og slipper ualmindelig imponerende fra det.

Dawn og Peter lever med deres fire børn i naturskønne omgivelser i et hus i den australske ødemark, hvor skønheden strækker sig så langt øjet kan nå. Dage som nætter glimter af lykke. Alt dette får en brat ende, den dag Peter pludselig falder omkuld i bilen af et hjertestop. Bilen triller sagte videre med datteren Simone på ladet, indtil den støder i det enorme træ, der står udenfor familiens hus. Peter er død på stedet.

Sorgen er herefter en evig følgesvend for Dawn og de fire børn. Men også hverdagen presser sig på, for madpakker, praktiske gøremål og indkøb kan tilsidesætte sorgen. Desto mere brat sætter sorgen ind, når den lander med pludselig stød og vælter alt andet til side. Som en naturkraft lig den, træet udenfor vinduet repræsenterer.

BERTUCCELLIS FILM er en voldsomt symbolladet film. Man kunne kalde den panteistisk. For hovedrollen spilles såmænd af selve træet i familiens have. Det er på ingen måde tilfældigt, at Peter støder ind i træet ved sin død. For derpå synes han at tage bolig i træet. Simone er den første til at fornemme Peters tilstedeværelse i grenenes knagen og bladenes vislen. Snart besidder træet et utal af funktioner for den efterladte familie. Som medium til kommunikation. Som alter. Som museum og minde. Dawn er skeptisk til at begynde med, men snart kravler hun også til træets krone og taler til dets stamme om natten, når børnene sover, og månen lyser landskabet op.

Datteren Simone, som selv mener at hun var sin fars favorit, er dog tættest knyttet til træet. Hun flytter flere af sine ejendele op i træet og vil ofte ikke kravle ned igen, når moren og virkeligheden kalder.

Træet har også sit eget liv. Dets rødder trænger sig på og skubber alt andet til side. Fliser brydes op, stakitter ødelægges. Rødderne bryder også ind mod vandrørene. En dag stopper toilettet til, og til børnenes morskab kravler lysegrønne frøer i flok op ad kummen. En nat vrister en gren sig løs og smadrer ind i Dawns soveværelse og ned i hendes seng. Havde hun været i sengen, var hun død. Nu tager hun blot og kryber ind under træets skærmende struktur, når hun skal hvile sig i sengen. Et aparte, lyrisk billede som Bertuccelli er ekspert i at fremskabe.

Et års tid efter sin mands død, træffer Dawn håndværkeren George, som hun med tiden forelsker sig i. George er en handlekraftig mand, som hurtigt kan se træets trussel mod huset og familiens sikkerhed. Længe lader Dawn dog Simone få det sidste ord. Simon kan på ingen måde acceptere den nye mand i sin mors liv og værner om træet, som var det just legemliggørelsen af sin afdøde far. Da George rykker ud med et stort håndværkerhold for at nedfælde træet, truer Simone fra træets top med at springe i den visse død. I fjernsynet strømmer billeder af den ene naturkatastrofe efter den anden. Oversvømmelse, orkan og skovbrand synes at udgøre billedet. Snart får naturen også det sidste ord hos den hårdføre familie.

TRÆET ER BASERET PÅ JUDY PASCOES roman Our Father Who Art in the Tree», en yderst symbolistisk fortælling om tab og sorg. Julie Bertuccellis filmiske behandling hører bestemt også til i den symboltunge ende af spektret, men filmen formår, måske på grund af sin stædige vedholdenhed og tiltro til sin ene bærende idé, at løfte sig over symbolikken og bringe træets metaforik til live. Bertuccelli balancerer fornemt filmen med på en side en række realistisk iscenesatte aspekter af hverdagens sysler og på den anden en poetisk og til tider overnaturlig tone i familiens forhold til træet.

Charlotte Gainsbourg, som vi blandt andet kender som kvinden i Lars von Triers Antichrist, spiller upåklageligt i Træet og synes at have en særlig evne til at fremstille sørgende kvinder. Alligevel følte jeg indimellem, at franske Gainsbourg i al sin smukke og intelligente fremtoning, virkede en kende utroværdig i rollen som en australsk mor til fire, der synes at kunne udstå det meste. Bedre castet er det unge talent Morgana Davies som Simone. Visdom og barnlig naivitet i en skøn forening. Allerbedst castet er dog selve det 120-årige figentræ, hvorom hele historien bindes. Sjældent har jeg oplevet en så imponerende vækst på film. De levende Enter fra Ringenes Herre er blot små vårspirer ved siden af.

Julie Bertuccelli brød igennem med et brag i 2002 med Since Otar Left. Med Træet viser hun, at den succes ikke var nogen enlig svale. Hun er eminent til at fremmale store følelser med små, delikate penselstrøg.

© norske LMD

Treet, Australia / Frankrike. 1t 42 min. På kino fra 7. januar