Verdens farligste vej

Næsten samtidig med at soldaterne rykker ind i endnu i krigszone, følger de private sikkerhedsfirmaer. De har gjort en lukrativ forretning ud af at agere sikkerhedsvagter for alt lige fra journalister og ingeniører til statsoverhoveder og førende erhvervsfolk.

Ofte er det tidligere soldater, der melder sig til tjeneste i det private. Adrenalinkicket er det samme, men pengene meget større. Kontrakter til værdier af over 200 millioner dollar er ikke uvante størrelser for de private sikkerhedstjenester i Irak, og da selskaberne indtil 2009 var tildelt juridisk immunitet, kunne det hurtigt være en farlig cocktail. At økonomien styrer sikkerhedsfirmaernes moral, er Ken Loachs tydeligt klingende pointe i Route Irish.

Route Irish er navnet på strækningen fra Bagdad Lufthavn og hen til «den grønne zone», som er området, hvor den største internationale aktivitet er centreret. Route Irish har også øgenavnet «verdens farligste vej», hvilket sikkert ikke er helt forkert.

FRANKIE (JOHN BISHOP) arbejder som sikkerhedsvagt for et privat firma langs strækningen. Det er barndomsvennen Fergus (Mark Womack), der har anbefalet Frankie jobbet i sin tid. Fergus har selv prøvet turene flere gange. Desto større er skyldfølelsen, da Fergus hjemme i Liverpool bliver orienteret om Frankies død. Fergus insisterer på at se den afdøde, og han kan ikke stoppe med at stille spørgsmål til sikkerhedsfirmaets repræsentanter, der kun modvilligt kommer med svar. Snart aner Fergus, at der er noget uldent ved omstændighederne for Frankies død, og han igangsætter sin egen efterforskning.

Som vi så det i Paul Haggis’ In the Valley of Elah fra 2007 – en film der på mange måder minder om Route Irish – bliver mobiltelefonen et centralt medie, når det gælder beviser og forsøget på at stykke en fortælling sammen. Kort før sin død erhverver Frankie sig nemlig en mobiltelefon fra en irakisk samarbejdspartner, og det er denne telefon, som Fergus kommer i besiddelse af.

Telefonen viser sig at rumme en mængder videoer og tekstbeskeder, der kan hjælpe Fergus på vej i opklaringen. Samtidig kan Fergus gøre brug af sit netværk fra sin tidligere ansættelse i det samme sikkerhedsfirma, men det bliver med livet som indsats, at Fergus går dybere og dybere ind i selskabets moralske forfald. Da Fergus har fået inddraget sit pas, kan han ikke selv tage til Irak, men må i stedet gøre brug af Skype til at få kontakt til sine gamle kolleger. Selvom Skype-sekvenserne næsten er for mange, passer de godt ind i filmens tone. Når man ser på en Skype-samtale, har man en underliggende fornemmelse af, at der på et hvilket som helst tidspunkt kan komme en anden ind i lokalet og overvære den fortrolige samtale. De gamle kolleger, der hjælper Fergus, synes således at risikere karriere og helbred i højere grad, end hvis de «blot» hjalp ham via almindelig telefon.

KEN LOACH har aldrig været de fine nuancers mand. Tidligere værker som It’s a Free World (2007) og Carla’s Song (1996) tenderer det forsimplede og skematiske, og heller ikke Route Irish kan undgå at virke sådan indimellem. Måske hænger det sammen med, at Paul Laverty har skrevet manuskriptet til både Route Irish og de ovennævnte film.

Mens den første halvdel af Route Irish formår at give et indsigtsfuldt karakterstudie og en indsigt i de forfærdeligheder, den civile befolkning udsættes for af blandt andre de private sikkerhedsfirmaer, bliver anden halvdel af filmen en alt for konspiratorisk og thriller-orienteret omgang. Som beskuer mistet man tilknytningen til stort set samtlige karakterer, og hævnen som motiv kommer til at erstatte den fortælling, der blev igangsat på så nuanceret vis.

Loach foretrækker et roligt, observerende kamera frem for intenst håndholdt og close-up-indstillinger, og det er med til at trække tempo ud af fortællingen. En sådan langsommelighed kunne sikre et mere indsigtsfuld og psykologisk funderet drama, men det er underligt nok ikke tilfældet her. Måske hænger det sammen med, at manuskriptet til tider virker alt for utroværdigt, eksempelvis i en scene, hvor en af sikkerhedsfirmaets øverste chefer pludselig godt vil hjælpe Fergus i opklaringsarbejdet.

Symbolikken i filmen er ligeledes en anelse for tung i betrækket. Tag for eksempel Fergus’ moderne lejlighed i Liverpool, der er så spartansk indrettet, at det nærmest kalder på en symbolsk forståelse af den tomhed, Fergus går med indeni. Eller den gentagne brug af krydsklipning mellem henholdsvis Fergus, der løber rundt i Liverpools grålige gader og så de intense kampe i Irak, som han nu er «flygtet» fra.

GRANSKNINGEN af de private sikkerhedsselskaber og den industri, som krige fører med sig, er bestemt et relevant og overset filmisk emne. Derfor må vi også håbe, at det bliver grebet an igen – og gerne af en instruktør der ikke har en helt så udbredt sammensværgelsestankegang som Hr. Loach.