Monsteret i speilet

Fantasien arbejder på højtryk i skikkelse af lillebror Tvebak, der drømmer om en paradisisk tilstand hvor han kan blive forsonet med sin bror, Jonathan Løvehjerte. Men dette sted, også kaldet Nangijala, er et sted fuld af ondskab, af gru, smerte, forræderi og død. Mod slutningen bliver storebror Jonathan dødeligt såret af den ondsindede drage Katla, og Tvebak synes endnu engang at være overgivet til sig selv. «Løsningen» er endnu et spring, denne gang ind i næste verden, Nangilima.

I sin nye bog, Gören ont: Litterär metafysik,1 spørger den svenske litteratkritiker Anders Johansson hvorfor paradiset ikke består af evigt solrige dage med badning, svømning og leg? Hvorfor kan Tvebak ikke få lov at lege med kaninerne, ride på heste og spise bær? Sagen er at det paradisiske projekt kun besidder en så beskeden dramatisk kraft, at der hurtigt ikke er mere at sige. Børnelitteratur, tv-serier, krimilitteratur ernærer sig af denne kamp mellem det gode og det onde. Det gode alene er en skuffelse. Vi har brug for at bekræfte det destruktive. Men er det kun i fiktionens verden? (…)