Mænd sidder i en sauna. De fortæller hinanden historier fra deres liv. I takt med at samtalen flyder, og sveden pibler frem på panden, vækkes følelserne til live. Historier om tab, sorg og forliste forhold dominerer fortællingerne. Snart er der ikke kun væde i det varme rum, men også i øjnene på de seere, der er vidne til saunascenarierne.
Det finske makkerpar Joonas Berghäll og Mika Hotakainen har skabt en enkel og yderst engagerende dokumentarfilm. Enkel fordi den udelukkende består af montager af mænd, der opholder sig sammen i en sauna og beretter om dele af deres liv. Engagerende fordi filmen besidder en oprigtighed og en særegenhed, der kan være et sjældent syn i vor dages dokumentarfilm.
FINLAND ER NOTORISK kendt for at være en machokultur, hvor drenge forventes at blive hårde mænd, der ikke snakker om følelser men handler og agerer uden fnidder. Netop denne kultur bringer dynamik til Fortellinger fra Saunaen.
Uanset om det er korrekt, at Finland har en mere machodomineret kultur eller ej, bidrager dette billede konstruktivt til filmen. Saunaen fungerer da som et fristed fra maskulinitetens tavshed. En transformerende skriftestol. Et tilflugtssted hvor mændene kan få lov til at være hele mennesker med både sorg, glæde, tårer og store følelser, man ikke så let sætter ord på. På engelsk har man udtrykket «to let off steam», og det er vel netop, hvad mændene kan gøre i saunaen. Kommer af med dampen. Konkret damp i fysisk form, men også damp af mental karakter som oplejrede, psykiske belastninger fra hårdt levede liv.
I saunaen sidder den tidligere lokomotivfører, der oplevede det, alle lokomotivførere frygter. Her sidder eksmanden, der kæmpede med ekskonen om børnene. Og tabte. Her sidder den døende bedstefar, der bekymrer sig for sin hustru. Saunaen er da også et indblik i et mangfoldigt samfund, hvor høj og lav, rig og fattig kan mødes i dampens indhylning. Være nøgne sammen. Og blot være mennesker.
EN FILMISK KONSTRUKTION, er det muligvis. Måske er disse mennesker slet ikke sådan. Måske har de fået historier at vide af instruktøren. Historier som de så bliver bedt om at fortælle videre til kameraet. Måske sidder de slet ikke i sauna til dagligt. Vi kan ikke vide det med sikkerhed. Og ind i mellem ansporer filmen da også til en følelse af noget indstuderet. Som om de her historier er lidt for gode – og det vil ofte sige triste – til at være sande.
Men på det anden side kan tvivlen godt komme filmen til gode. Måske har Joonas Berghäll og Mika Hotakainen blot være eminente i deres castingproces og fundet de mænd, der havde de historier, der gjorde mest indtryk, og som formåede at fortælle dem med størst indlevelse. Jeg håber, det er rigtige mennesker. For med dem er Finland en mere nuanceret nation end det billede af macholand, der ellers tegnes.
Steffen Moestrup.
© norske LMD
Fortellinger fra Saunaen udkommer på DVD 22. juni.
(…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal