Størst af alt er kærligheden

Der er nu noget særligt over at se stumfilm. Og jo sjældnere man oplever en stumfilm, desto mere mærkværdige fremstår de. Som et medie i sig selv. Adskilt fra det filmmedie, som vi ellers plejer at opholde os ved. Med deres markante udtryk, hvor mennesker fra en anden tid gestikulerer og fremmaner ansigtsudtryk, som er uvante for vort sind. Hvor skygger, positur, rytme og komposition betyder langt mere end narrativ, effekter og stjerner.

Og så er der noget ekstra særligt over at se tidligere Carl Th. Dreyer-stumfilm, som de to værker Elsker Hverandre og Glomdalsbruden, som Det Danske Filminstitut har udsendt i restaureret udgave på DVD og Blu-ray i begyndelsen af maj måned.¹

Han blev siden hen en stor og anerkendt mester, gamle Dreyer, og dette af mange gode grunde, som også lader sig tydeligt afspejle i denne udgivelse. Mest imponerende er nok det episke værk Elsker Hverandre (originaltitel: Die Gezeichneten/De Mærkede) fra 1922. Filmen blev længe anset for at være gået tabt, men dukkede på fortryllende filmisk vis op på et russisk filmarkiv i 1960’erne og siden hen som original nitratkopi i Paris i 2005.

ELSKER HVERANDRE er en kompleks fortælling om den jødiske pige Hanne-Liebe, der udsættes for en række fordomme i det russiske samfund omkring revolutionstiden i 1905. Tematisk er det en af de ganske få film i denne periode, der behandler antisemitismen, som Carl Th. Dreyer var svoren fjende af.

Elsker Hverandre er gruvækkende realistisk i sin skildring af racehad, og stilistisk rummer den en række markante Dreyer-træk, som han forfiner op gennem karrieren. Således imponeres man af de intense nærbiller af Hanne-Liebe. Blikket i hendes øjne og måden, hvorpå Dreyer indrammer ansigtet minder i høj grad om Dreyers senere famøse nærbilledestudie af skuespillerinden Maria Falconetti i rollen som Jeanne d’Arc (1928).

Imponerende er også en velkomponeret scene, hvor et par børn sidder i et æbletræ, der filmes nedefra. Vinklen afstedkommer, at sollyset strømmer os i møde fra trækronens top og nærmest tegner en glorie rundt om de uskyldige børn.

GLOMDALSBRUDEN fra 1926 er en mere enkel kærlighedsberetning, der skildrer den unge bondesøn Tores kamp for at få sit livs kærlighed i form af barndomsveninden Berit. Hun er naturligvis lovet væk til en rigere bondes søn. Tvangsægteskaber er bestemt ikke nogen muslimsk opfindelse.

Temaet om de elskende, der ikke kan få hinanden, kender vi fra Dreyers måske bedste film Ordet (1955), men i Glomdalsbruden er religionskonflikt ikke en del af problematikken. Måske af samme grund klinger fortællingen en anelse hult i det. Trods det forholdsvist banale narrativ gribes man dog af filmens karakterer. Især Stub Wiberg i rollen som Berits far er utrolig betagende at lade sig indfange af. Glomdalsbruden er optaget i Norge og baseret på den norske forfatter Jacob Breda Bulls roman, som Dreyer har fulgt forholdsvist slavisk. Enkelte justeringer er det dog blevet til. Således er Berit i Dreyers udgave mere slagfærdig og rebelsk end tilfældet er hos Bull, hvilket giver en mere nuanceret film end det litterære forlæg præsterer.

© norske LMD

Fotnoter:
1 I den forbindelse vil jeg også gøre opmærksom på det imponerende stykke arbejde, der lægges for dagen på www.carlthdreyer.dk. Her kan man gå på opdagelse i blandt andet Dreyers udkast til en filmatisering af Euripedes? Medea og se en række interview med instruktøren. (…)