Den humane vending

At skrive om uddannelse er idag blevet enkrævende affaire. Uddannelsesbegrebet opløses i stadig mere differentierende og dermed lukkede fagområder – som hele tiden uddybes og stiller øgede krav til forståelse. Fagområderne skaber uundgåeligt et tomrum mellem sig, og den der søger enten et samlende billede eller den som hævder at noget alment gør sig gældende på tværs af disse fagfelter, er henvist til en markedskultur som styrer ethvert led i den uddannelsespolitiske argumentationskæde.

Uddannelse former sig ikke længe som en langsigtet investering i unge menneskers åndsudfoldelse og demokratiske verdensforståelse og livssyn, men som en kortsigtet investering i økonomi. Den markedsdrevne managementskultur transformerer universiteter til kvantitative standarder for effektivisering og produktion, kundskab gøres til en vare, udforskningens åbne rum forvandles til virksomhedsbaserede forsknings-laboratorier og job-træningscentrer. Privatisering af viden, detailstyring af universitet, ranking og bedømmelse er bestemmende for fremtidige udviklingskontrakter og budgetter. Denne afvikling af universitetets selvstyre medfører en faglig afpolitisering nu underlagt et økonomisk markedsrationale.¹ Hvis vi skal kunne fastholde og revitalisere vores forestilling om hvad universitetet og højere læreanstalter er til for, er det nødvendigt at genopdage en generel forståelse af læring, pædagogik, menneskesyn og kundskab, som hverken er styret af et specifikt fagfelt eller en kortsigtet omsættelig nytteforestilling.

Som en delvis reaktion mod disse nytteforestillinger skyder der i disse år rundt om i verden «små universiteter» op der forsøger at videreføre den gamle tradition, den såkaldt liberal arts tradition. Liberal Arts henviser til den undervisning på en højere læreranstalt der sigter mod at tilvejebringe en almen eller general kundskab indbefattende kunst, litteratur, æstetik, humanvidenskab, naturvidenskab, social og politisk teori som modsætning til professionaliserede eller tekniskbaserede genstandsområder. Men kan en liberal arts-uddannelsestradition overleve i en universitetsverden underlagt markedsidealer, en «fra tanke til faktura»-ideologi hvor teknisk innovation bestemmer modellen for forskning, materiel vækst og økonomisk konkurrencekraft?

I det følgende vil jeg se nærmere på forskellen mellem den generelle uddannelse (liberal arts) og den professionaliserede træning. Dernæst uddybes idealet om den generelle videnskab om mennesket, om Liberal Arts som alment værdistudie og endelig nødvendigheden af at integrere liberal arts i studier som management og jura.

GENEREL UDDANNELSE VS. PROFESSIONEL TRÆNING

Liberal Arts identificerer uddannelse med en generel uddannelse. Der er tale om en bred uddannelse, der tilvejebringer den studerende med indsigt i en bred vifte af fagfelter, som kan overføres til en almen intellektuel evne til at analysere, problematisere herunder udfoldelse af skabende kritisk tænkning. Det engelske ord education dækker over de danske begreber opdragelse, uddannelse og dannelse. Oxford Dictionary fortæller os, at dannelse er den «proces at opdrage (unge mennesker) […] den systematiske undervisning, skoling og uddannelse, som gives de unge (og i videre forstand også de voksne) som forberedelse til livsførelsen», og at den også er «kultur eller evnernes udvikling, karakterens opbygning.»² Mens education (uddannelse) tilstræber en udvikling af kritisk og selvstændigt tænkende samfundsborgere betoner training (professionel træning) en omsættelig og applicérbar evne til løsning af problemer.³

Liberal arts går historisk set tilbage til klassicismens pædagogiske og dannende forståelse af uddannelse (paideia).⁴ Den græske og romerske litteratur udgør det længste dokument (2500 år) vi har når det gælder forståelsen af den åndelige og sociale aktivitet indenfor poesi, drama, ret, filosofi, arkitektur, medicin, teologi og geografi. Tilhængere af den klassiske liberal arts ser en nødvendighed i at også vores børn lærer den store tradition at kende – det være Det nye testamente, Virgil, Cicero og St. Thomas. Denne tradition udtrykker «erfarent sind», og dermed en afgørende målestok for håndtering af værdier og menneskelige og sociale og kulturelle anliggende.⁵

KULTIVERING AF DET HUMANE

Udfordringen for liberal arts i dag handler om ikke at isolerer sig i en æstetisk ideologi, men at skabe udveksling mellem forskellige fagdiscipliner som på een gang har idéhistorisk forankring og aktuel kritisk gennemslagskraft. Amerikaneren Martha Nussbaum, professor i jura og etik ved Chicago University, har i en række bøger beskrevet nødvendigheden af det hun kalder at «kultivere humanitet». Hun omtaler tre kapaciteter som hun ser som afgørende for en sådan kultivering:

Kritisk selv-eksaminering eller selvundersøgelse er et liv der ikke accepterer tro eller forestillinger som autoritative blot fordi de er blevet overleveret af en tradition eller indoptaget som vane. Et liv, der spørger kritisk til alle overbevisninger og som kun accepterer dem der overlever fornuftens krav om konsistens. Kultiveringen af denne sans kræver både konsistent anvendelse af fornuften, samt sproglig fantasi til at beskrive, analysere og håndtere det uventede og det anderledes.

Kernen i liberal arts uddannelse handler om skabe sokratiske samfundsborgere, der er i stand til at reflektere og kritisere vanedannelse og tradition samt engagere andre borgere til at stille spørgsmålstegn til egne og andres værdier. Det ikke-eksaminerende liv er ikke værd at leve for et menneske, da det er et liv uden politiske visioner og ambitioner for sig selv og andre. Ideen om literacy (læsning og studier) skænker både styrke og uafhængighed til øget kritisk besindelse. «Vi har ikke skabt sande frie borgere i den sokratiske betydning med mindre vi har skabt mennesker, der kan tænke for sig selv og argumentere.»⁶ Ifølge Nussbaum har mange universiteter rundt om i USA indført Liberal Arts på grunduddannelser både indenfor humaniora og business samt jura. Forbilleder som John Dewey og William James har banet vejen. Disse amerikanske tænkere insistere på at «retfærdighed» og «rettigheder», «pædagogik» og «læring» må studeres i sammenhæng med grundlæggende erkendelsesmæssige spørgsmål. De erkendte hvordan spørgsmål om medicinsk, juridisk og økonomisk etik er rykket ind i centrum af den uddannelsesmæssige selvforståelse.⁷

Verdensborgeren som det sande udgangspunkt for overhovedet at forstå et produktivt civilt borgerskab, en kosmou polités, hvor det at tænke det humane som det realiseres i en global verden, er afgørende for selv-erkendelse og fornyet kundskab. Med større klarhed ser vi os selv og vores sæder og skikke, når vi ser vores egne væremåder i relation til andre anderledes tænkende mennesker. Sådanne møder skaber anledning til både at undersøge egne værdier og ståsted, øge modstandsdygtigheden, kritisere egne værdier, skabe dem påny eller lade dem indgå i en nysgerrig udveksling.

Det er gennem fortællinger og historier at vi bedst opdrager vores børn og hinanden til at se og erkende værdier. Det er gennem opøvelsen af den imaginative forestillingsevne at vi ser hvordan vi som mennesker er forbundet med mennesker der har levet før os. Det er også denne evne vi kan gøre brug af med henblik på at udvikle vores fælles sans og almenmenneskelige dømmekraft.

Tilsammen er disse tre forædlingsformer af afgørende betydning for det praktiske menneskes evne til at vejlede og lede andre og dermed også til at træffe beslutninger. Bogen The Death of Adam skrevet af den amerikanske romanforfatter Marilynne Robinson fremhæver nødvendigheden af at genopdage the old art of civilization. Robinson angreber den områdeopdelte kompetence- og ekspertkultur der har skabt en fattig intellektuel ørken. Med henvisning til blandt andre Karl Marx og Abraham Lincoln minder hun om at de begge levede og åndede i en general educated awareness, at Marx’ økonomiske analyser også hang sammen med hans studier af den amerikanske borgerkrig og ethvert studium må besinde sig på de fælles historier på tværs af landegrænser og civilisationer. Nødvendigheden af at gå tilbage til en forfatters egne skrifter anser Robinson som en afgørende forudsætning for at kultivere humaniteten.⁸

Den engelske forfatter og filosof Iris Murdoch betoner i sit essay «Mod tørhed» sammenhængen mellem dannelse og kritisk sans:

«Sammen med den antagelse at vi alle er rationelle og fuldkommen frie, fremkalder den naive tro på videnskaben en foruroligende mangel på nysgerrighed efter den virkelige verden, en svigtende evne til at værdsætte vanskelighederne ved at kende den. Vi må vende tilbage fra det selv-centrerede oprigtighedsbegreb til det andetcentrerede sandhedsbegreb. Vi er ikke isolerede, frie vælgere, herskere over alt hvad vi skuer ud over, men åndsformørkede skabninger nedsunket i en virkelighed, hvis beskaffenhed vi konstant og i overvældende grad fristes til at misdanne af fantasien. Vores nuværende billede af frihed opmuntrer til en drømmeagtig lethed, hvorimod det, vi behøver, er en fornyet sans for det moralske livs vanskeligheder og kompleksitet og for menneskenes dunkelhed. Vi har brug for flere begreber til at billedgøre vor værens substans; det er gennem en berigelse og uddybning af begreberne at den moralske udvikling finder sted.»⁹

Murdoch ser en sammenhæng mellem tabet af begreber og et moralsk og politisk ordforråd på den ene side og den manglende udvikling af en personlig karakter med indlevelsesevne og fantasi på den anden side:

«Vi anvender ikke længere et udbredt, solidt billede af menneskets og samfundets mangfoldige dyder. Vi ser ikke længere mennesket på baggrund af værdier, af realiteter, der overgår ham. Vi ser mennesket for os som en tapper nøgen vilje, omgivet af en let fattelig empirisk verden. Vi har udskiftet den svære forestilling om sandhed med en nem forestilling om oprigtighed. Det, vi selvfølgelig aldrig har haft, er en tilfredsstillende liberal teori om personlighed, en teori om mennesket som frit og alenestående og som forbundet med en rig og kompliceret verden, som man moralsk væsen har meget at lære af. Vi har købt den liberale teori som den fremstår, fordi vi har ønsket at opmuntre folk til at tænkte på sig selv som frie, med den pris at baggrunden er blevet opgivet.»¹⁰

Murdoch giver sit eget bud på et sprog for udviklingen af en sådan baggrund idéhistorisk og moralsk i Metaphysics as a Guide To Morals.¹¹

LIBERAL ARTS I MANAGEMENT OG JURA

I de senere år har nye vidensbaserede produktionsmåder, ledelse og multikulturelle værdier været med til at presse stærkt autonome fag som økonomi og jura, til at undersøge og konfrontere forholdet til deres egen forståelse af kundskab, pædagogik og uddannelse. I begge tilfælde er der tale om fag med et stærkt fokus på professionel træning, for økonomiens vedkommende til ansættelse i virksomheder eller som leder, for juraens vedkommende som forberedelse til advokatbranchen, domstole og administration.

Management. I både Danmark og USA har man etableret uddannelser der underviser I ledelses- og organisationsfilosofi som et på een gang erhvervsøkonomisk og humanistisk studie. På Handelshøjskolen i København er den såkaldt FLØK-uddannelse (Filosofi- og økonomi) en uddannelse der kombinerer høj grad af idéhistorisk, etisk og æstetisk dannelse med markedsføring, mikro- og makroøkonomi samt organisation og ledelse.¹² Spørgsmål om virksomheders etiske ansvar (CSR),¹³ human ledelse, coaching, social innovation og social økonomi, gør det igen relevant at vende blikket mod liberal arts-traditionen og dens betydning som brobygger mellem en praktisk løsningsorienteret verden og humanistisk grundindstilling.

Vi ser i disse år stigende humanisering af økonomien. «Det humane» forstået som menneskets særlige egenskaber som selvfortolkende, ekspressivt, autentisk og kulturbærende væsen oplever et øget fokus i økonomi og ledelse og samfund bredt set.¹⁴ Humanistiske videnskaber som antropologi, etnologi, sprogvidenskab, retorik, æstetik og etik inddrages i forbindelse menneskets evne til selvhåndtering, brugerdreven innovation, markedsføring, viral marketing, produktudvikling, brancheforståelse, arbejdsforståelse, netværk, medier, mv. Amerikansk mangementforståelse og new public management er under denne liberal arts-inspiration genstand for en kritisk humanistisk tænkning der stiller fornyet krav til værdi- og dydsforståelse. Andre studier betoner det menneskelige selv-forhold herunder refleksive fortolkningsevne som afgørende for at forstå menneskets stilling i moderne organisationer.¹⁵ Humaniseringen af økonomien betoner kulturen og kunstens betydning for økonomiens værdiskabelse. Immateriel økonomi er navnet på en økonomi bestemt ved rådgivning, design, socialitet, oplevelser, viral marketing og kulturindustri. En økonomi hvor både brancheorganisationer, eventkultur, kunstgrupper, nye medier og undergrundskultur spiller sammen. Den immaterielle økonomi opøver de studerendes færdigheder til at foretage sociologiske, æstetiske og filosofiske analyser som kendetegner de ledelsesmæssige, erfaringsmæssige, oplevelsesbaserede og strategiske udfordringer sådan som disse kommer til udtryk i forhold til byrum, branding, arkitektur, foto, design og film. Denne «nye økonomi» henter inspiration fra liberal arts ved at studerer de sociale og æstetiske elementer der gør sig gældende i de nye immaterielle produktionsformer præget af oplevelser, kritik, alternative livsformer, design, affekt, følelse, performance og fortællinger. Disse nye organiseringsformer viser sig på tværs af arbejde, nye medier, politik, livsstile og kreative miljøer.

Jura. Ret og retssikkerhed udgør et kritisk, komplekst stridende sæt af idéer som befinder sig i hjertet af spørgsmål om gældende ret og retfærdighed. Tesen i det som er blevet kaldt for «jura og dens humanistiske vending» er at retsanvendelse og lovhåndtering udgør et socialt, herunder kulturelt udtryk og ikke blot en juridisk idé. «Jura som kultur» helliger sig studiet af retten i globaliseringens tidsalder fra et humanistisk perspektiv.¹⁶ Mens quid juris-spørgsmålet (hvad er ret?) er fokus for retsvidenskaben, anvender «jura og kultur» (law and culture) begreber og metoder fra humanistisk forskning til at gøre retten begribelig i en global verden.

Inddragelsen af billedkunst, litteratur og populærkultur studeres som væsentlige «kulturelle repræsentationer», der kaster nyt lys over den gældende rets tilblivelse og udvikling i den vestlige kulturkreds med henblik på at belyse centrale forhold og indre spændinger. Sådanne studier udfordrer den selv-referentielle opfattelse af retten. Dennes gyldighed og garanti udfordres og nuanceres. En række nye centrer og studieprogrammer med liberal arts som forbillede skyder i disse år op rundt om verden: Center of Law & Humanities, Birckbeck College, University of London; Center of Law & Humanities, Canberra Law School; Center for Law & Literature, Program for Law & Humanites, Cardozo Law School.

Disse centrer udspringer af tværfaglige discipliner der i de sidste femten år har vundet indpas på en række centrale universiteter og Law Schools, herunder Harvard & Yale samt McGill Law School i Montreal. Men det som tog sin begyndelse som et nordamerikansk projekt finder nu også fodfæste rundt om på europæiske uddannelser, eksempel Centre for Law & Culture i Bonn. Centrale tidsskrifter såsom Law Culture & the Humanities (US) and Law & Humanities (UK), og deres årlige konferencer tiltrækker hvert år mere end hundrede deltagere. Seneste skud på stammen er Law, Literature and the Humanities Association of Australia.

Indenfor bare de sidste ti år er dette felt omkring «law and humanities and liberal arts» eksploderet og der er skabt ny forskning om ret og litteratur, æstetik og historie.¹⁷ Fælles for denne humanistiske vending er for det første et nyt syn på fortolkning: At regler grundlæggende er kontekstafhængige og at dette ikke er et tegn på svaghed, men skal ses som en etisk mulighed for at gentænke juridisk betydning og retsforståelse i lyset af individers unikke stemme og situation. (Fitzpatrick 2001; Goodrich 2008).¹⁸ For det andet udtrykker Law & Humanities et kulturelt syn på ret og retfærdighed. Argumentet er at kunstens billeder og litteraturens fortællinger har en vital rolle at spille når det gælder vores forståelse af retten – dens ophav, mening og legitimitet. «Den kulturelle vending» yder en privilegeret stemme til det humane og anser skabelsen og fortolkningen af retten som en løbende social dialog og ikke udelukkende et redskab for specialiserede, tekniske institutioner.¹⁹ For det tredje uddyber de kulturelle repræsentationer vores opmærksomhed og kritiske sans og tilvejebringer et udtryksfuldt historisk dokument for den samlede menneskelige praksis, og oplevelse af retten som en værdibaseret samfundsorden i levende bevægelse.

VÆRDI ER IKKE EN GENSTAND

European College of Liberal Arts i Berlin (ECLA) oprettet i 2003 arbejder udefra grundtanken om værdistudier.²⁰ Uddannelsens læringsprincip består i at frigøre værdiforestillingens erkendelsespotentiale gennem mødet med forskellige fagdiscipliner og kulturudtryk. Kun ved at se og lære værdi at kende, gennem både litteratur og kunst og etik, jura og politisk teori forstærkes et forståelsesbillede af værdi. Snarere end at betragte værdi som en genstand drejer det sig om at lære værdi at kende gennem den måde det får et udtryk på, den måde et problem, en tvist eller en konflikt manifesterer sig på ikke kun i de autoriserede juridiske tekster (love og retssager) eller en leders bedrifter i en organisation, men også gennem skønlitteratur, billedkunst og film.

Værdi er ikke en genstand man besidder da spørgsmålet om menneskets evne til at opnå kundskab om en genstand ikke kan adskilles fra evnen til at praktisere en problemskabende og refleksiv kapacitet. Opøvelsen af denne kapacitet begrænser sig ikke kun til at kunne anvende eller tænke over et givent problem, men også til at kunne reformulere problemet og vise dets mulige relationer til andre fagområder og erfaringsdannelser. Spørgsmålet om sagen eller genstanden for viden kan derfor ikke adskilles fra hvilken form tanken antager, herunder vores tanker om værdi. Gennem opøvelsen af evnen til at artikulere og skabe form til et problem, en følelse, et værdisammenstød, lærer den studerende, at tænkning over et problem ikke kan reduceres til det at udtrykke en mening der er mere eller mindre korrekt i forhold til et givent argument.²¹ At tænke er grundlæggende et kritisk og medskabende anliggende og dermed i sig selv en praksis der tager form løbende og som i princippet aldrig stopper.

Ifølge liberal Arts er formålet med uddannelse ikke at sikre betingelserne for besiddelse af genstanden for viden, men snarere at kunne se den i et nyt lys. Kun ved at se værdier manifesteret på forskellig måder, lærer vi at forbinde ord med værdier og følelser, som skærper evnen til at håndtere situationers kompleksitet. Liberal arts er derfor en øvelse i det som Immanuel Kant kaldte «den refleksive dømmekraft» – en udvidelse af den menneskelige fornuft baseret på evnen til at håndtere situationer der kræver mere end logisk regelanvendelse. Juristers egen retsteoretiske kanon for ret og retfærdighed er utilstrækkelig hvis ikke den suppleres med grundlæggende tanker om læring, pædagogik, dannelse og menneskesyn. Hvad betyder det at lære, at forstå, at problematisere, at skabe viden? Og, hvad betyder det at være menneske der træffer beslutninger? Evnen til at genkende og få øje på ret og værdier i forskellige kulturudtryk øger på een gang vores evne som beslutningstager og problemtænker og problemløser.

© norske LMD

Fotnoter:
1 Se Mogens Ove Madsen, Universitets død. Kritik af den nyliberale tendens, Frydenlund, 2009.

2 The Oxford Dicionary, Oxford University Press, 1989.

3 Om denne sondring, se Christian W. Hoeckley, «Liberal Arts Tradition And Christian Higher Education. A Brief Guide», www.westmont.edu.

4 E. Christian Kopff, The Classics and the Traditional. Liberal Arts Curriculum, www.mmisi.org.

5 Kopff, s. 6.

6 Martha Nussbaum, Cultivating Humanity. A Classical Defence of Reform in Liberal Education, 1997, s. 35.

7 Nussbaum, s. 42.

8 Marilynne Robinson, «The Death of Adam», Essays in Modern Thought, Picador, New York, 2005, s. 10.

9 Iris Murdoch, «Mod tørhed. Et polemisk udkast», Den Blå Port. Tidsskrift for litteratur, nr. 15/16, 1990, s. 48.

10, s. 46.

11 Pinguin Books. 1992.

12 Et nyt fremstød for at promovere humanistisk forskning i relation til management og human økonomi er sat i værk af Prof. Pierre Guillet de Monthoux: «Management & Philosophy»–program.

13 Se Steen Vallentin og Center for Corporate Social Responsibility (CSR).

14 Se Velux Forskningsprogram, Den humane vending (HUMAN), 2011-2014.

15 Sverre Rafnsøe og forskningsprojektet Ledelse af selvledelse (LAS) der tager udgangspunkt i Foucaults idé om dispositivanalyse, magtforståelse og subjektivitet.

16 Se Recht als kultur, Käte Hamburger kollege, Law as Culture Centre for Advanced Study; og Werner Gephardt, Law & Culture For a study of law in the process of globalization from the perspective of the humanities, s. 4, www.recht-als-kultur.uni-bonn.de.

17 Alexander Carnera Ljungstrøm, Rettens alkymi, Samleren, 1998. Nielsen, Porsdam og Simonsen (red.), Lov og literatur, Århus Universitetsforlag, 2007. Arild Linneberg, Tolv og en halv tale om litteratur og lov, Gyldendal Norsk forlag, 2007. Maria Aristodemou, Law & Literature, Oxford, 2000. Desmond Manderson, Songs without Music. Aesthetic Dimensions of Law and Justice, University of Califonia Press, 2000. Peter Goodrich, Languages of Law. From Logics of Memory to Nomadic Masks, 1990.

18 Peter Fitzpatrick, Modernism and the Grounds of Law. Cambridge University Press, 2001. Peter Goodrich, Law in the Courts of Love. Literature and other Minor Jurisprudences, Routledge, 1995.

19 Austin Sarat, Sovereignty, Emergency, Legality, Cambridge University Press, 2010. Emmanuel Melissaris, Ubiquitous Law: Legal Theory and Space for Legal Pluralism. 2009.

20 Se www.ecla.de.

21 Giorgio Agamben, Stanza. Word and Phantasm in Western Culture. University of Minnesota Press, 1993, s. xvii.

(…)