Livet på landet

Ofte sætter den alt i relief. Først da finder vi ud af, hvilken betydning menneskene omkring os har. «På en eller anden måde er det først nu han begynder at være levende for mig,» siger Erik om sin far kort tid efter, han har lagt ham i graven. Der er gået et helt liv, hvor de stort set ikke har talt sammen og været tavst uenige om det meste. Men i dødens stund er der andet på spil. Blodets bånd strammer til.

VED FILMENS START fester Erik med sine venner i storbyen. Under festen modtager han et telefonopkald fra sin mor, der fortæller om farens nært forestående død. Han tager straks tilbage til sin barndomsegn for at tage afsked med den gamle far.

Erik overtog ikke farens landbrug. Faktisk gjorde han alt anderledes end de andre i den lille landsby. Han flyttede til storbyen, blev politiker, ligefrem socialist. Derfor er det også mistro og fremmedfjendskhed, han mødes af i barndomsbyen. Helt galt går det, da Eriks tyske kæreste, Margit (intenst spillet af Fassbinder-skuespillerinden Irm Hermelin) ankommer til det lille samfund. I en brutalt orkestreret scene, hvor hun voldtages off-screen, illustreres det hvordan fremmedelementer modtages i det provinsielle miljø, og hvad misundelse og anderledeshed kan føre med sig på skyggesiden.

Denne del af filmen bliver for illustrativ i Christian Braad Thomsens ønske om at formidle det undertrykkende. Stærkere er filmen i sin skildring af landsbrugsmiljøet og i forholdet mellem forældre og den fremmedgjorte men nu hjemvendte søn. Ægteskabet mellem Kirstine og Kresten har været langt og slidsomt. Måden de tiltaler hinanden kan virke kold og spydig objektivt betragtet. Men meget forbliver uudtalt imellem dem. Og dialogen er ganske troværdig området og generationen taget i betragtning. Filmen foregår i flækken Bjertup, som ligger i samme egn, Braad Thomsen og jeg selv stammer fra. Jeg kunne genkende mange af ægteparrets «samtaler» fra de personer, jeg kendte i min barndom.

CHRISTIAN BRAAD THOMSEN er i dansk sammenhæng og til en vis grad også internationalt en velrenommeret kritiker, der siden 60’erne har skrevet kløgtigt om film. Især hans bøger om Godard og Fassbinder står som milepæle i dansk filmkritik.

Fassbinder har altid været et stort idol for Braad Thomsen, hvilket da også fornemmes i Thomsens egne film, der søger samme psykologisk stærke portrætter og en sans for en særlig teatralsk form for film. Desværre har Thomsen også en svaghed for freudianske forklaringsmodeller, og både i sin kritik og i sine film synes denne freudianisme at tage overhånd. Det sker også momentvist i Drømmer støjer ikke, når de dør, og disse virker malplacerede og konstruerede.

Filmen holdes dog oppe af den troværdige miljøskildring og det blændende samspil mellem Kai Holm og Asta Esper Andersen som det aldrende ægtepar. Kai Holm har et særligt ekspressivt ansigt, som vitterligt personificerer den sejlivede men døende landmand.