Ved første øjekast ligner det en folkefest. Tværs gennem Bogotás centrum, via hovedgaden Carrera Septima og i retning af byens centrale plads, Plaza de Bolívar, flyder strømmen af mennesker i farvestrålende udklædninger, leende, hujende og dansende til trommernes rytmer. Solen luner, og fortovene er pakket med tilskuere og tilfældigt forbipasserende til denne kæmpemæssige parade stablet på benene af en bred vifte af kulturorganisationer, primært teatre, i Colombias hovedstad. Den nådesløse trafik på gade 19, der til dagligt er en heksekedel af utålmodige taxi- og buschauffører, bliver holdt tilbage af uniformerede politibetjente på begge sider.
Mange af teatrene har indlagt en slags miniforestillinger undervejs. Den forreste trup består af omkring et dusin personer, nødtørftigt dækket af blodstænkte pjalter og med blodfarvede klude viklet om hovedet. De bærer lange bambusstokke, som de placerer på asfalten. En af dem deler hvide stofbannere ud til de øvrige, bannerne bliver gjort fast til stokkene, og som på kommando rejser de sig samtidigt og begynder at gå fremad i langsom procession. Motivet på bannerne er en sort silhuet som den, man ser på en skydeskive. Nedenunder står der ét navn for hvert banner: «Victor», «J. Camilo» og så videre.
En anden trup har delt sig. Den ene halvdel i spraglede klovnekostumer blæser i fløjter, jonglerer og laver spas. Den anden i sorte kutter og på stylter laver hvæsende insektlyde, mens de jagter og genner de andre sammen i en klynge. En lang stilhed følger, indtil en kvindelig klovn rejser sig og råber: Arte sí, amenazas no! Et kampråb, hele truppen straks slutter sig til: Ja til kunst, nej til trusler.
TRUSLEN FRA DE SORTE ØRNE
Gøglerierne til trods er anledningen til den omfattende demonstration ganske alvorlig. Den 24. august modtog tolv teatre i den sydvestlige del af Bogotá et trusselsbrev. Beskeden var kort og kontant: Hvis de ikke inden for en uge forlod byen, ville de involverede blive dræbt én for én. Afsenderne var Las Águilas Negras (De sorte ørne), der i brevet anklagede teatrene for «via kunstneriske udtryksmidler udgive sig for at være menneskerettighedsforkæmpere, og som er imod vores regerings politik».
Denne åbenlyst politiske argumentation leder tanken hen på de paramilitære hære, der greb til våben i kampen mod revolutionære styrker som FARC og ELN. Den helt centrale aktør blandt disse «selvforsvarsenheder» var AUC, der imidlertid blev «demobiliseret» eller opløst i årene 2003–2006 under daværende præsident Uribes ledelse. Derefter proklamerede de colombianske myndigheder, at der ikke længere eksisterede paramilitære enheder i Colombia.
Helt fra starten var der imidlertid hård kritik af, at demobiliseringsprocessen lod militærfolk med masser af mord på samvittigheden slippe alt for let. En rapport fra Human Rights Watch konkluderede sidste år, at den forfejlede demobilisering blot har skabt nye bevæbnede grupper med en del medlemmer fra det tidligere AUC. Myndighederne kalder disse BACRIM, et akronym for bandas criminales emergentes, men det er vanskeligt at se den store forskel mellem disse kriminelle bander og paramilitære styrker. Banderne er løsere struktureret og mindre ideologiske, idet de for eksempel gerne samarbejder med guerillaen for økonomisk vinding. For civilbefolkningen, der må leve med den fortsatte trussel fra disse private forbryderhære, er det dog himmelråbende ligegyldigt, om de kaldes paramilitære eller BACRIM.
Las Águilas Negras er toneangivende blandt disse neo-paramilitære grupper og har i det seneste år konsolideret kontrollen over smuglerruter ved grænsen til Venezuela. Som AUC før dem er deres væsentligste indtægtskilder narkotrafik, afpresning og hvidvaskning af penge. De er særdeles brutale og har iværksat utallige massakrer for at skabe frygt og bevare kontrollen over vigtige landområder. Et af deres programpunkter er desuden «social udrensning». I flere landdistrikter har de uddelt løbesedler, der truer med systematisk afstraffelse af tyve, stofmisbrugere og hjemløse såvel som mænd med langt hår og folk med tatoveringer eller piercinger.
SLAGET OM KULTUREN
I forhold til andre storbyer som Medellín og Calí har Bogotá traditionelt ikke haft så meget paramilitær aktivitet, og samtidig har hovedstaden en stærk kulturscene med stor, økonomisk støtte fra det offentlige. Hvet andet år siden 1988 har byen afholdt Festival Iberoamericano, en enorm teaterfestival med 600 forestillinger, og en fjerdedel af disse finder sted i Bogotás gader og er gratis, så også fattige har mulighed for at deltage.
I et land med tårnhøj økonomisk ulighed, så godt som ingen social mobilitet, et elendigt uddannelsessystem og udbredt arbejdsløshed er kulturen afgørende for at vise alternativer til en kriminel løbebane – og denne modkultur er efterhånden sidste chance for at genskabe en national sammenhængskraft, der efter utallige politiske fiaskoer og korruptionsskandaler for tiden er fuldkommen borte. Det er derfor ingen overraskelse, at kriminelle organisationer vil bekæmpe disse kreative miljøer med næb og kløer. Det er i al enkelhed en kamp om Colombias ungdom.
Dagens demonstration ender på Plaza de Bolívar med taler, slagsange og livemusik. Stemningen er god, og de fremmødte bakker højlydt op om de forskellige indslag. Men den store plads er meget langt fra at være fuld. I dette traumatiserede land er dødstrusler ikke just nogen sensation, og Colombias langvarige tragedie ser ud til at fortsætte længe endnu, blot med nye skuespillere klar til at slutte sig til dødedansen.
© norske LMD
(…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
