Dannelse gennem misdannelse

Den polske forfatter Witold Gombrowicz (1904–1969) er blevet kaldt den vigtigste forfatter i det tyvende århundrede som de færreste har hørt om.¹ Milan Kundera rangerer ham på samme niveau som Joyce og Proust, men i modsætning til sine to åndsfæller havde han sin egen forestilling om hvad det betyder for kunsten og litteraturen at være optaget af form. I sit testamente skriver han: «Mennesket, tynget af Gud, frigjort og ensom, begyndte at udfolde sig selv gennem andre mennesker. […] Det var form og intet andet som var basis for vores anstrengelser. Det moderne menneske var karakteriseret ved en ny indstilling til form. […] Jeg blev ’formens poet’. Jeg amputerede mig selv fra mig selv. Jeg opdagede menneskets virkelighed i den uvirkelighed som han er dømt til.»²

Gombrowicz er især kendt for to værker: Ferdydurke fra 1937 og udgivelsen af hans Dagbøger op gennem 1950 og 1960-årene.³ Et halvt århundrede senere afslører disse to værker en forbløffende friskhed. Ferdydurke – en mærkelig torso – fremstår som en bidende kritik af de totalitære former, slik de udtrykker sig gennem kulturens koder og tegn, samt fascismens psykologi før denne viste sit slemme ansigt i den officielle ideologiske udgave. Dagbøgerne er laboratoriet for en eksistenstænkning hvor eksistensen hænger sammen med jagten på en form som hænger sammen med at leve sit liv i både et indre og et ydre exil. (…)