Det kørende menneske

Bilen er et aflukket rum i verden. Et sted, man kan smække døren i og blot være sig selv, samtidig med at man kan flytte sig fysisk. Her er ingen forstyrrelser. Kun frihed, eller rettere, mulighed af frihed. Som symbol har bilen været gransket til hudløshed især i den amerikanske kultur, hvor bilen om noget har været behandlet som symbolet på individets ret til selv at skabe sit liv. Og som medie er det nok filmen, der mest insisterende har dykket ned i og taget denne mytologisering til sig. Fra Rebel Without a Cause (1955) over American Graffiti (1973) til Death Proof (2007) har bilen været fast omdrejningspunkt i amerikansk film og endog afstedkommet navnet til en hel genre, the road movie.

HVAD NYT KAN danske Nicolas Winding Refn da bidrage til bilmytologien? Nuvel, første spørgsmål må vel være, om han har i sinde at bringe nyt for dagen. Langt hen af vejen (beklager de mange bilassociationer) er Drive en dvælen ved alt det amerikanske. Filmen er som at iagttage en europæers fascination af USA. Her er den neonoplyste nat, når Los Angeles’ skyskrabere udgør hele det brede lærred. Her er biljagterne, kvinden, mobsters, Mustanger, beskidte pizza joints og supermarkedets logo-befængte gange. Kort sagt, Americana ad libitum.

Når alt det er sagt, så formår Refn faktisk at tilføje sine egne lag til mytologien. Det sker frem for med – og ikke mindst indeni – bilen. Som sådan bliver bilen brugt som aktiv størrelse i filmen. Men før dette giver mening, er et kortfattet resume vist på sin plads:

Ryan Gosling spiller den unavngivne stuntman, der lever af at køre hasarderet og livsfarligt, så filmholdene kan få en god biljagt i kassen. Ved siden af dette arbejde tager han i ny og næ en tjans som chauffør for englebyens mere dubiøse typer, der skal bruge en mesterlig kørekarl, når flugten fra røveriet skal foregå. I sin ejendom træffer stuntmanden en kvinde – på næsten tavst vis, som vist kun kan ske på film. Han indleder på rolig og ukompliceret vis et forhold til hende, men da kvindens ægtemand kommer ud af fængslet, må stuntmanden tage vennerollen og bliver ydermere involveret i ægtemandens kriminelle handlinger. Dette sker naturligvis for at hjælpe kvinden, men alt går galt under et fatalt tyveri, og snart er vores protagonist mast op af muren og må som et jaget dyr forsvare sig med sit eneste våben: bilen.

I HANDLINGSDESTILLAT lyder Drive sikkert som en temmelig cheesy B-film, hvor der ikke er sparet på klicheer og drengerøvsattitude. Og på sit vis er Refn da også en sucker for disse film, som han brugte en hel ungdom på at indtage. Han kan sine genrefilm til fingerspidserne, men netop af samme grund går han ikke galt i byen i Drive.

Refn formår at balancere sit eget værk iblandt alle klicheerne og bruger disse klicheer aktivt. Det sker mest af alt med bilen, som i Refns hænder bliver et nærmest transcendentalt rum, hvor vores helt på arketypisk vis kan mestre det umesterlige. Biljagten bliver mere end bare fart og påkørsel. Den fungerer også metaforisk for vor hovedpersons nuancerede personlighed, ligesom den fungerer rent filmkropsligt i dens mekaniske og metalliske udtryk. Samtidigt har Refn i samarbejde med sin fotograf Newton Thomas Sigel valgt at bruge bilen aktivt som billedskabende enhed. Det sker eksempelvis i scener, hvor kameraet opholder sig inde i bilen og ser på verden gennem bilens rude. Da bliver billedet af verden bilens blik.

Drive er en yderst stiliseret film. Virkeligheden i filmen søger at være en filmisk virkelighed snarere end en reel. Det er et klogt valg. Havde Refn forsøgt at efterstræbe en realisme, ville mange scener falde tungt til jorden. Nu fungerer de i deres stilistiske kunstagtighed. Denne gennemførte stilistik understøttes af Ryan Goslings nedtonede, underspillede og nærmest generte stil. Momentvist irriteres man af stuntmandens fåmælte attitude, og at han på nærmest ikonisk vis skal fungere som den mystiske fremmede, der er venlig og uhyggelig på samme tid. Men i filmens univers fungerer han som karakter, og man er som seer ikke overrasket, når han eksploderer i radikale voldsscener, der efterhånden er blevet en Refn-signatur. Ultravolden fra Valhalla Rising er her stadig og virker desto voldsommere i Drive, fordi volden foregår i et mere genkendeligt, nutidigt samfund. Den overdyrkede stil og følelsen af, at vi hele tiden er inde i en filmisk verden, gør dog, at man som beskuer ikke helt træder ind i universet, ikke helt lader sig vedkomme af dens fortælling og dens skæbner.

Frem for alt er Drive en intelligent leg med genre og konventioner. Biljagtfans vil sikkert hade den for dens langsommelighed. Kunstfilmentusiaster vil græmmes over dens sensationelle brug af vold og dens dyrkelse af overflade og kliché – men netop det, at Refn ikke har i sinde at behage hverken det ene eller det andet publikum bliver hans styrke. I det finder han sin egen facon.