Dokumentar mellem løgn og autenticitet

Den franske filmmager Jean-Luc Godard sagde engang at den læringsmæssige værdi af billedet ikke må begrænses til skolens klasseværelse. Grunden til at Godard kunne siges at være en god underviser og lærer, er fordi han var i stand til at demonstrere det ubønhørlige arbejde der forestår hvis man ønsker at etablere overgangen fra billede til tekst. Ikke mindst i en tid hvor grænserne sprænges og hvor man i modsætning til det følsomme og kritiske tankearbejde, stiller sig tilfreds med de rene billeder der blot gentager sig selv, og på disse præmisser kun øger ligegyldighed overfor det letpåvirkelige sind.

Dokumentarfilmen som genre er i rivende udvikling styret af en stadig mere autentisk virkelighedshunger. Den gør oprør mod gængse fortællernormer i sit forsøg på at række ud til denne virkelighed, men den gør det med opfindsom brug af de nye medier for at skabe overraskelser og ægge til nye tanker om menneskets eksistens, om klodens tilstand, om politisk engagement, om kunstens hybrider mellem film og billeder og tekst. Dette gælder også årets program på Copenhagen International Documentary Filmfestival med film om det arabiske forår, en flot nordisk serie og ikke mindst en stribe kunsteksperimenterende bidrag. Det grænseoverskridende og det eksperimentelle synes her at være blevet gængs praksis og de omtalte hybrider er med til at sløre forholdet mellem sandheden og løgnen. Manipulation af billeder og deres sammenstilling er vitterlig blevet en integreret del af dokumentarbranchens arbejdsmetode. (…)