Shibbolet

To uger er gået. Vi har aftalt at mødes en time før. En selvbestaltet journalist fra Vestbredden har meldt sig. Han advarer os om at hans historie er anderledes end de andres, at han ikke ønsker at tegne noget glansbillede. Han bliver siddende mens han begynder at tale men vender sig rundt til de andre: I skolen tvang de os til at lytte til historier der ikke var vores egne. Vi havde store huller i vores lærdom. En dag hørte jeg om de første mennesker der ikke har noget med Adam at gøre, dem som indgik i et aftalt spil om at dræbe udelukkende for fødens skyld. Senere gik mennesket sine egne veje. Jossel havde sit eget bud på hvordan det hele hang sammen. Han brugter alle midler, ordet, billedet, de hemmelige tegn. En dag så jeg ham sidde og hukke nogle små sten ud vistnok til en hund. Han sagde den skulle hænge i militærkvarterets gård, at den en dag ville komme til at gø, grave huler og løbe sin vej. Jeg ved ikke om han henviste til sig selv? Det blev en lang og tynd hund. En dag stirrede jeg på den før jeg blev bedt om at vise ham mit pas. Jeg var fyldt tolv år og altså kun en dreng faret vild i et landskab som bare med en lille smule lys ville være yderst velkendt. Når vi nåede frem til posten placerede vi os i to rækker ved siden af hinanden. På vejene holdt vi sammen i en gruppe. Dagligt passerede vi hans post, hans gevær, hans blik, hans territorium. Historien sidder i kroppen. Den kan kun fortælles i nutid.

MIN BERETNING KOMMER HER.

Foran og bag os oliventræer, foran og bag os uigennemtrængeligt støv, foran og bag os en dal vi har givet vores eget navn, foran og bag os hullede veje, hullede sække med gamle kartofler, hullede dæk der ikke kan køre. Vi lægger udkanten af landsbyen bag os. Vi spiser fra markerne. Ingen må se det. Vi må ikke gå ind over markerne. Vi må ikke betræde fremmed græs. Også disse regler har vi for længst lært. Men vi er nødt til at spise. Vi er nødt til at stjæle de umodne figner. Vi er nødt til at indtage føde på vores vej. Vi er på vej hjem fra skole. Vi er på vej hjem fra dér hvor fremtiden begynder. Vi er på vej hjem fra de åbne barakker. Om lidt passerer vi et checkpoint. Vi ser det samme: dårligt træ, bølgeblik, høje antenner, en firehjulstrækker og stadig kraftigere hegn langs vejene. Om lidt passere vi dette sted. Vi finder på historier om hvor vi har været, om hvad vi har set, det er ikke løgn. Lægger de mærke til at én af os mangler? Vi siger til ham at vi har set en hvid hest. Han drejer hovedet og ser ud mod horisonten. Vi fniser. På hans mimik kan vi se at han ikke tror på at der findes hvide heste på disse kanter. Vi siger til ham at vi har set et barn der er faldet i søvn på markvejen. Bagefter hvisker vi til hinanden. Og vi er allerede sent på den.

– For at kunne passere skal I sige det rigtige ord. Han ser direkte på os, på vores ansigter der kun lige rager opover skranken der ikke er bygget for børn. Man kan ikke bare komme gående, siger han. Man skal kunne ordet. Man skal sige det højt. Sådan lyder beskeden fra manden i den grønne uniform. Vi er på vej hjem fra skole. Pas og papirer ligger parat, pakket ned i plastik, vores lille trofæ. Siderne klæber til hinanden. Han ser dårligt på dem. Han er kun interesseret i én ting: At høre ordet. Men hvilket ord og er det kun ét? Er det hans måde at udsætte vores lidelser på? Han ser på os. Han kan se at vi ikke kender ordet, ordet der kan bringe os gennem dalen, over marken, over floden, og hjem. Tålmodigt fortæller han historien om Efraimitternes krig mod Jafta, om slaget ved Jordan, om Efraims flygtninge, om dem der ikke fik lov at krydse floden hvis de sagde ordet ’shibbolet’ som ’sibbolet’, uden sh-lyd. Vi forstår at det er sådan man kender en israeler fra alle andre. De skal sige ordet. Vi skal sige ordet. Ikke alle tror på at de kan sige ordet rigtigt. Ikke alle er sikre på at det ord vi siger, har den rette klang. Vi lærte ikke meget i skolen. Mest af alt lærte vi at gemme os. Først nu i denne de voksnes bukkebruse lærer vi noget: at lytte til de voksnes skridt, at vide hvem der kommer gående, hvem der taler og hvem der råber, at se på deres bevægelser, lytte til deres stemmer, studere deres ansigter, huden der sprækker, vådt savl der lægger sig i mundvigen, tænderne der bider sammen. For heller ikke de voksne bryder sig om at sige ordene. Hver dag kommer vi for sent. Ikke på grund af skolen, ikke på grund af den dårlige vej, men på grund af den fremmede soldat, han hvis navn jeg nu har nemmere ved at sige. Vi lærer aldrig at sige det rigtige ord. Vi lærer at lytte til de historier der bliver fortalt. Vi lærer at gå langsomt hen ad markvejen der i bunden af dalen forvandler sig til en grusvej for senere på den anden side at føre mod en by med nye asfalterede belægninger. Kun på den første del af turen er vi omgivet af et hegn. Vi lærer hurtigt at hegnet aldrig står alene. Vi lærer at gå langsomt. Vi går langsomt fordi vi ved hvornår den fremmede soldat står vagt, hvornår det er godt at blive hørt i det ord der kan give os adgang til dalen på den anden side. Hver dag udsætter vi vores vej hjem fra skole for at lytte på hans historier. Måske er disse historier vores egne? Vi sænker farten på den støvede markvej, den hullede vej. Vi stopper op fordi vi ved at der venter os en historie. Deres historie, vores historie? På den strækning udforsker vi hinandens blikke. På den strækning kradser vi med fingrene i de kampråb der står skrevet på de udbombede mure. På den strækning aer vi de løsgående hunde og håber på ikke at blive smittet. På den strækning stopper vi op og sammenligner hinandens skrift i vores krøllede klædehæfter. På den strækning lærer vi at skelne mellem god og dårlig beton. Vi ser hinanden an og dernæst historien, den lille så vel som den store. På den strækning har vi tid til at gruble. På den strækning grubler vi. På den strækning føler vi jorden under vores fødder. Vi føler de underjordiske floder. På den strækning lærer vi at spare på kræfterne. På den strækning lærer vi at hvile sammen. På den strækning får vi endnu en chance.

VI KRYDSER EN LÆNGDEGRAD, vi er klar til at mødes med en utænkelig domstol. Ingen er klar til det, men vi er. Vores næsten tørre øjne følger med i et optrin: Vi ser folk stimle sammen, kvinder der græder, biler med udrykning der blokerer vejen, hænder og arme der peger på jorden. Vi ser en opdyrket mark, et stendige der ikke længere agerer hegn, et træ der ikke længere agere træ, en grusvej der ender i en mur. Vi kravler ind bag en mur til et udbombet hus. De dygtige piger har gemt deres stilehæfte til os. Jeg sidder og skriver af mens min ven fra skolen leger jorden er giftig med sig selv. Jeg husker de borede huller gennem den ødelagte beton. Jeg sætter øjet hen og nyder min position fra mit lille skjul. Af og til kaster vi den hvide baseball bold til hinanden. Vi skiftes til at holde handsken. Det er en lang tur hjem. Jeg kan aldrig svare på hans spørgsmål. Alligevel får jeg lov til at gå. Vi kender ikke det rigtige ord. Men vi får lov til at gå. Vi har ikke vores slægts rødder i stenørkenen. Men vi får lov til at gå. Vi har kun insekterne, attrapvingerne, venskabet med de tynde sorte biller som blinker i solen. Men vi får lov til at gå. Vi har vores venner blandt insekterne, vores ildmarcher. Men vi får lov til at gå. Vi har kun vores kvinder der vasker for et folk. Men vi får lov til at gå. Vi har kun stenørkenens geografi, hvilket ikke er det samme som dens jord. Men vi får lov til at gå. Vi bevæger os fra A til B her i denne verden, på dette territorium der skrumper ind time for time. Men vi får lov til at gå. Vi lærer at søge i dækning på den strækning hvor vi går.

På den strækning hvor vi går, bliver vi ældre selvom vi er børn. På den strækning hvor vi går, leger vi med pinde, sten og insekter bag de grønne tanks. På den strækning hvor vi går støtter vi os bag en gammel jeep. På den strækning hvor vi går lærer vi vores egen genspejling at kende i de fremmede biler. På den strækning vi går, mister vi vores ligevægt. Skuddene i dalen rammer vores ører. Fuglene kredser om de få træer, flyver ned, kalder til rede. Bevægelsen i luften hører op. Vi skifter sokker på den halve mur. Vi har to par med fordi vi kender denne strækning. Fordi vi skal være klar til vores Shibbolet. Ikke at vi skal være rene, for den port vi skal igennem er ikke noget rent sted. Det er ikke et sted man vasker fødder.

ÉN AF DAGENE må jeg gemme min søsters medicin. Jeg lægger den hvide flaske i bunden af min ene sko. Stanken fra det interimistiske checkpoint river i næsen. Hun tager tørklædet op over næsen for at holde det ud. På den sjette dag bliver skraldspandene tømt, latrinen ligeså. Soldaterne er tvunget til den intimitet det er at udholde latrinskuret bag oliventræerne. Tvunget til den intimitet det er at leve i stank, friske ekskrementer, dyrenes, menneskenes. Tvunget til den intimitet det er at inspicere spanden før mennesket. Tvunget af den intimitet det er at skylle tingene efter. Tvunget af den intimitet det er at acceptere den tætsiddende uniform. Tvunget af den intimitet det er at gå rundt med klæbrige hænder og rører ved hinanden.

– Han bøjer sig over hendes hals: Kender I Helena, spørger han. Vi er klar. Men kender I ikke Helena? Hvem kender Helena? Striden er altings begyndelse, skrev Heraklit, men er det også afslutningen? Hvem kan sige hendes navn på det rigtige sted? Soldaten stopper ikke med at spørge. Jeg ser på min søster som ser op til alle stærke kvinder. Men ser hun også op til Helena? Vil hun kende svaret? Jeg ser på hende og drømmer om at hun kender svaret. Jeg har hendes medicin i skoen og drømmer om at hun kender Helena. Men hverken min søster, mine kammerater eller jeg selv kender den rigtige slutning. Hvordan skal vi kunne udtale ordene rigtigt, os der ikke engang kender deres lov?

Soldaten fortsætter: I ti år dræbte grækerne og trojanerne hinanden på grund af Helena. Men hvem var hun? En gudinde, en alt for skøn og forstyrrende skikkelse der ikke skulle have været født, én man kunne elske uden at vide hvem eller hvad hun var? Når det kom til stykket havde hun intet med det vældige slag at gøre, og for krigerne var hun kun symbol for det som kampen virkelig drejede sig om. Måske var hun ikke engang det vi ville kalde ’et navn’. Ingen var i stand til at sige hvad man kæmpede for, ingen kunne sætte ord på hvad der lå bag krigen. Han kigger på os med en spørgende mine. Hans stirrende blik får mig til at se væk. Måske en opfordring, en invitation? Er det nu vi skal tale? Er det nu vi skal sige ordet, det ene ord, der kan bringe os hjem? Han løsner den øverste knap i sin uniform og siger: Er hun en sort enke, Helena? Er hun en kvinde af strå, et fugleskræmsel med et skulende udtryk malet på ansigtet? Er hun et hulrum som markmusene bruger til at begge rede i eller noget som I børn kan gemme jer i? Ja, er hun et hulrum for et barn, for jer? Jeg ser ham i øjnene. De andre gør det samme. Jeg husker de sorte rende rundt om, de høje kindben, holdningen. Vi lytter til hans ord der forsvinder i luften, i vores luft, i deres luft. Den lille leg i ørkenen, vores gemmeleg, deres gemmeleg? Der står vi med en facade mærket af sprækker, frakturen i vores krop, frakturen i jorden. Der står vi og tripper. Der står vi og venter på at det bliver vores tur. Vi gemmer vores ting under kjolerne, under strømperne, under hatten. Asken i ildstedet ved denne checkpoint holder os ikke længere varme. Og vi har ikke noget svar. Vi kender ikke til Helena. Vi kender ikke til vores naboer. Vi kender ikke til deres historie. Den er løbet os af hænde. Det er et koldt ildsted. Der er blod bagerst i vores næse. Der er ingen træbænk som i skolen. Men vi har vænnet os til at stå op og lytte. Vi har vænnet os til meget. Vi har vænnet os til at historier kan være falske, at Helena ikke findes, at hun ikke længere hører med til vores historie.

Jeg forstod at Jossel forbandede sin egen situation, at han forbandede dette, men hans blik gjorde mig utryg. Jeg tror ikke han brød sig om sit eget selskab. Havde man placeret ham i en indelukket tank sammen med to andre fra hæren ville sygdommen have ramt ham allerede den første dag. Når vi kom stod han og prikkede til træet med en pennekniv. Vi var nødt til at tage os sammen. Han bad os jo ikke om datoen for Pompejs ødelæggelse, for kvotientrækker, om navnet på Shakespeares sidste udødelige komedie. Han bad os om at forstå Helena, hende de viser os hvorfor vi forbliver barbarer. Hende der lader os forstå blodets farve. At indsigten i enhver krig aldrig ligger i det blod der udgydes eller i antallet af ofre. At det i al krig er ligeså bittert at besejre et andet menneske som selv at blive besejret af det. Når grækerne og trojanerne fortsatte med at slås var det fordi at krigen var blevet sit eget mål og Helena det tomme billede.

VI LUKKER DØREN til denne historie. Vi lukker øjnene og lægger armene over kors. Vi fordyber os i os selv på denne sidste strækning. Vi er søskende selvom vi ikke er i familie. Der er en enkelt af os der ikke accepterer alt dette sludder. Der er en enkelt af os der ønsker fakta og ikke historier. Der er en enkelt af os der ikke smiler. Der er en enkelt af os der har et tydeligt mærke på kroppen. Alligevel fortsætter vi med at gå denne strækning. Alligevel anstrenger vi os for at komme til tiden, til de historier som ikke hører hjemme nogle steder. Vi kender aldrig svaret, men vi får lov til at gå. Også i dag. Vi er trætte og orker ikke at anklage hinanden. Vi er de olivenfarvede børn der tisser ned ad skråningen så snart vi har fået lov til at gå. Vi er frygtindgydende og umådelige. Vi er latterlige og forsvindende. Nær vores landsby må vi atter søge i dækning. Vi hører fly på himlen. Vi kender ikke deres egentlige budskaber. Af og til bøjer vi os for at samle kvas. Vi hører ikke længere flyene. Deres stemme er gået tabt i larmen, i larmen fra deres egen motor. Vi ligner pletter fra deres position. De ligner pletter fra vores. De har brug for signaler. Vi har brug for signaler. De har brug for hjælpeposter. Vi har brug for hjælpeposter. De bygger et nyt væsen til maskinen. Et fremmedsprog, esperanto? Vi bygger et nyt væsen, vores egne vulgære himmelmænd som ingen forstår, vi oversætter det helt fremmede til os selv. Det gør ikke noget at vi ikke helt forstår os selv. Vi har mange års erfaring i at lytte til historier. Men nu er vi på vej. På den sidste dag på denne strækning har vi ikke noget andet ønske end at komme hjem. Skolen er slut og denne strækning vil blive taget ud af vores liv. Den vil ikke længere kunne bruges til at løse vores mysterium. Denne strækning vil være en lidelse, en krise, en fortabelse. Vi når frem til vores egen Shibbolet, det ord der bringer os videre, over floden, gennem dalen, videre hen til den næste by, det næste pas og hjem.

Dette pas, dette checkpoint tilhørte Jossel. Sådan oplevede jeg det. Her forsøgte han at vogte over sit land, her gjorde han sig sine tanker, sine optegnelser. Her tog han bolig. Bag træet, bag murene, der satte vi os ned. Bag træet, bag murerne, der drak vi hans te med blikket vendt ud mod dalen der genlød af cikadernes kraftige sang. Bag træet, bag murene, der så vi ham hente sin turkisblå plastikkurv mens han hængte sin slidte uniform til tørre i solen. Bag træet, bag murene, der så vi ham vride sin uniform i bar overkrop. Bag træet, bag murerne, der så vi de tatoverede ord på hans højre arm: ’Tjene den gode sag og dø.’

© norsk LMD

Shibbolet, et. [ʃiboˈled – 'læd] (ogs. skrevet Schib(b)olet(h). En udtaleform der er karakteristisk for et sprog eller en dialekt (og som falder fremmede svært at udtale). Rødgrød med fløde er det danske shibbolet. Shibboleth optræder i dommen og retsafgørelsen 12, 6 som det slagord, som i dommeren Jeftas kamp mod efraimitterne blev anvendt til at skelne dem fra de øvrige israelitter. Man afskar her efraimitterne fra Jordans vadesteder, og ville nogen over, måtte han sige s. Udtalte han det, som efraimitterne gjorde, «sibbolet», havde han røbet sig selv og blev dræbt.

Kilde: Politikens Bibel leksikon. s. 285. Politiken forlag. 1. udgave, 3 oplag. 1997.
Se også Ordbog over det danske sprog.