Kvinden, der stak af

Kulten gør sig godt på film. Den særprægede konstruktion af mennesker, der har valgt at leve sammen på en måde, der adskiller sig mere eller mindre radikalt fra samfundets måder, rummer en kombination af mystik, fascination og afsky, der leverer et dynamisk filmisk materiale. Især de okkulte fællesskaber har filmmediet dyrket i værker som Children of the Corn (1984) og
Rosemary’s Baby (1968) eller med en erotisk drivkraft som i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999). En anden afart af film om sekter og kulte er de kritiske film om virkelighedens eksisterende fællesskaber som Jehovas Vidner (To Verdener, 2008) og Scientology (The Profit, 2001).

Martha bliver Marcy May

Sean Durkins premiereaktuelle spillefilmsdebut
Martha Marcy May Marlene
falder udenfor de grupper og kan hverken siges at være decideret skræmmende i gysermæssig forstand eller kritisk i specielt manifesterende grad. Filmen er tværtimod en rolig, afsøgende færd ind i normalitetens knopskydninger og bemærkelsesværdige afarter. Det fine ved Martha Marcy May Marlene
er netop, at den ikke søger det chokerende eller fanatiske, men balancerer hårfint mellem hvad, der af de fleste fortolkes som normalt og det, som nogle ville mene er for aparte. Ved at søge denne interessante balance formår filmen at levere et nuanceret billede af en sekt og de funktioner og appelformer, der gør, at et menneske kan blive draget ind i sektens fællesskab.

Martha er en ung, søgende kvinde uden den store mængde selvværd. Da hun møder en gruppe unge mennesker, der bor sammen på en gård i landlig, selvforsynende hippie-idyl, bliver hun hastigt draget ind i det stærke fællesskab. Her er der brug for hende. Her kan hun finde sin rolle i tilværelsen. Gruppens karismatiske leder, Patrick (blændende spillet af den altid indlevende John Hawkes), tager hurtigt den nye pige til sig og sørger for, at hun føler sig godt tilpas. Han giver hende ekstra opmærksomhed, skriver en sang til hende og inviterer hende naturligvis også ned under dynen. Det gør han nemlig med alle nyankomne piger, der på denne mådes indvies i sekten. Alt det lærer vi dog først senere, for Durkin har på intelligent vis komponeret filmen således, at den bestandig veksler mellem flashback fra Marthas tid i sekten og så til nutiden, hvor Martha har søgt tilflugt hos hendes søster og dennes mand. Ved at bruge tilbageblik til at fortælle momenter af sekt-tilværelsen opnås to vigtige dramatiske effekter. Dels finder vi som seere kun langsomt ud af, hvordan sekten opererer. I lang tid er det små ting, der virker anderledes. Kvinderne og mændene sover hver for sig. Kvinderne går klædt i hvide, løse klæder og synes at være de, der arbejder mest. Intet er dog ekstremt, og således tager vi som seere ikke stor afstand fra sekten. I hvert fald ikke til at begynde med.
(…)