Filmisk set

MacDougall kom især på filmetnografiens verdenskort med To Live with Herds, der i 1972 modtog Grand Prix Venezia Genti på Venedig Film Festivalen. Siden har David sammen med hustruen Judith skabt tankevækkende film som Lorang’s Way (1979), Stockman’s Strategy (1984), SchoolScapes (2007) og Gandhi’s Children (2008).
Især SchoolScapes er en film, man kan vende tilbage til. I udgangspunktet er den en undersøgelse af en progressiv skole i Indien, men som film er den også en afdækning af filmmediet med dens udprægede observerende tilgang, hvor hver enkelt scene er én indstilling. Og det særlige ved mange af indstillingerne er, at de som sådan ikke har nogen begyndelse eller afslutning. De kunne opstå når som helst og de kunne slutte når som helst.

På sæt og vis er MacDougall både interesseret i at undersøge det observerende som element, som faktor sideløbende med at det observerende bliver hans metode. Med de statiske scener bliver vi som tilskuere selv opmærksomme på vores rolle som observatører. Vi afsøger skærmen for information. Der er intet, der leder os i en bestemt retning. Billedet er åbent. Åbent for at gå på opdagelse. Den tredje scene i filmen er billedet af en dreng, der vågner, kravler ud af sin sovepose og begynder at klæde sig på. Udramatisk, ja, nærmest banalt og kedsommeligt hverdagsagtig kunne man sige at indholdet i scenen er. Men det er måske netop MacDougalls mål: at fremvise os det mindst mulige for at vi derved kan se det på nye måder.

Også i MacDougalls mange skriverier kredser han om filmmediets natur og forholdene mellem det filmede og den, som filmer. I værket The Corporeal Image, der udkom tilbage i 2006, lykkes MacDougall at indkredse det filmkropslige forstået både som den filmiske formidling af kroppen og som de kroppe, der er i spil i relationerne mellem filmskaberen og de mennesker, der optræder i filmen. For MacDougall er filmmediet anderledes end skriften, idet filmen formår at gå forud for tænkning. Film er at fremvise billeder af det sete og de seende. Film er væren, hvor ord er tanke og erfaring. Og med film optager vi væren og det sete med vores kroppe, ikke kun med vores tanke. Film kan ikke være repræsentationer eller kommunikation, før filmskaberen har været i gang med at se. Det sete kommer altid før det repræsenterede. Og når vi oplever filmen, ser vi først og fremmest og indtager det sete, hvorefter vi måske reflekterer over det. At se er også at vide, men det er at vide på en ganske anden måde end at tænke er at vide.
I denne vekslen mellem tænkning om film og ytring i filmisk form er han lidt af et unikum og bestemt et nærmere bekendtskab værd for de, der endnu ikke nikker genkendende til navnet David MacDougall.

Steffen Moestrup