Kniven på bussen

I bussen, på gaden, efter fodboldkampen, på arbejdet – overalt er den til stede, chikanen af de egyptiske kvinder.

Fayza rejser nødsaget med bus. Hellere vil hun tage en taxa, men den er dyr, og hun må spare, så hun kan betale børnenes skole. I bussen står man som sild i en tønde. Mænd og kvinder side om side. Kroppe mast mod hinanden. En hånd har frit lejde her. Kan glide ned over kvindens krop. Befamle hende. Tage et fast greb om hende. Det giver et gip i Fayza, når det sker, men hun lader stå til.

På jobbet som telefonsælger må Nelly gang på gang finde i et verbal overgreb. Straks hun har fået en mand i røret begynder flirten, som hurtigt udvikler sig til en ufiltreret, rå overfusning med seksuelle undertoner. Om aftenen går Nelly på scenen som stand-up-komiker, men hendes jokes preller af på det fortrinsvist mandlige publikum. Hvorfor står hun der på scenen – hun er jo kvinde, synes den dominerende tanke i salen at være.

Seba er til fodbold med sin mand, Sherif. Efter kampen er der jubel i gaderne, og pludselig forsvinder Seba i mængden. En flok mænd har trukket hende til side. De forgriber sig på hende, men hun slipper derfra, før det eskalerer for alvor. Tilbage i det trygge hjem beroliger moderen Seba med, at hun i det mindste ikke blev voldtaget. Men noget er tændt i hende. Et raseri er under opsejling. Det får brændsel, idet Sherif ikke længere kan se på sin hustru uden at væmmes ved tanken om, hvad der er sket hende.

Grund til at kæmpe

Også hos Fayza og Nelly ulmer oprøret. Og snart træder de i karakter, hvilket sker på vidt forskellige måder. Seba iværksætter et kursus, der skal lære kvinderne selvforsvar. Ikke som kampsport men blot mentalt at sætte sig i respekt. At sige fra. At råbe op fremfor at fortie. Fayza besøger Sebas kursus, men hun nøjes ikke med at råbe op og sige fra. Hun vil skade mændene, der befamler hende på bussen og råber efter hende på gaden.

Til at begynde med er det en nål, der fungerer som våben og forskrækket bliver da også manden i bussen, der prikkes til. Men snart erstattes nålen af en kniv, og hævnen eskalerer. Fayza er ikke noget ondt menneske, men omstændighederne gør, at hun pludselig er i en situation, hvor hun har stukket 3-4 mænd ned med kniven. Nelly vælger en tredje vej, nemlig rettens. Som den første egyptiske kvinde anlægger hun sag med anklager om sexchikane. Officeren på politistationen holder ellers på, at det er bedre at anklage om vold end chikane. Der er jo sådan et dårligt ry forbundet med sexchikane.

Netop ry, omdømme og takt er omdrejningspunkter i filmens behandling af hvorfor chikanen kan fortsætte. Det forties ihjel. Kvinderne finder sig i det. Samfundet accepterer stiltiende. For der er skam forbundet med chikanen. Det er ikke noget, man råber op om. Gør man det, vil man altid være stemplet og vil få yderst svært ved at klare sig. Sådan er normen. Derfor bliver chikanen ved. Lige indtil de tre kvinder træder i karakter.

Magt og klassestruktur

678 Kairo er en såkaldt multiprotagonist-fortælling, hvor perspektivet skifter mellem de tre kvinder. Snart er vi hos Fayza, så Nelly og uden at vide af det hos Seba. I længere tid er vi i tvivl om, hvem der er hvem. Heri er måske en pointe om, at det ikke betyder noget, for det er ikke individet, men kvindekønnet som sådan, der er i fokus.

Efterhånden krydses deres veje, sådan som det er for vane i multiprotagonistfilm og som vi kender det fra eksempelvist Short Cuts (1993) og Babel (2003). Det sker på elegant vis og kæder kvindernes skæbne sammen. Man kan måske nok klandre instruktøren Mohamed Diab for at gå for vidt i denne sammenkædning, da de tre kvinder efterhånden etablerer en art selvtægtstrio, der bringer filmen tæt på et troværdighedsproblem. Heldigvis trækkes der i land igen.

Dramaet sænker sig og nuanceres af detektivens fortælling. Han får snart færten af knivstikkeriernes ophav, men der er noget i ham, der gør, at han ikke anklager disse kvinder. Ikke ønsker dem straffet. Måske er det hans højgravide hustru, der ender tragisk af dage lige efter hun har født detektiven en datter. Måske ved han bare, at de tre kvinder har ret i deres sag. At de har grund til at kæmpe.

Det er svært ikke at forbinde 678 Kairo med det arabiske forår, men faktisk er filmen produceret tilbage i 2009 og kan måske læses som et varsel om det, der var undervejs. Samtidig er filmen en skildring af Kairos udprægede klassesamfund, der vel også er en del af forklaringen på den omfattende chikane.

I momenter falder dialogen til jorden og forekommer voldsomt skematisk, ligesom enkelte effekter, især de musikalske, er tilsat med lige lovlig løs hånd, men langt det meste reddes i land, og får 678 Kairo til at fremstå som en væsentlig filmisk undersøgelse af forholdet mellem magt og klassestruktur på den ene side og rettigheder og etik på den anden.