De ventende

Vi kan blive en del klogere på et samfund ved at se på, hvordan samfundet behandler dets børn. Hvordan ser man på børn? Hvilken rolle spiller barnet? Og hvilken grad passer vi på vores børn? I Skandinavien har vi ry for at være særligt gode mod vores børn. Så gode at vi i de seneste år har set modreaktioner mod de såkaldte curling-børn, hvor forældrene gør alt for at rydde forhindringer og problemer af vejen, så deres børn får så let en gang gennem livet som muligt. Det kan også blive for let. Udfordringer, forhindringer, fare og knubs giver stærkere børn, hedder det i modreaktionernes perspektiv. Men alt med måde naturligvis. For det er fortsat barn, der er tale om. Ligeledes finder vi i den internationale jura beskrevet hvordan barnet er noget særligt. Og skal behandles og ikke mindst passes på som værende noget særligt. I Skandinavien har vi underskrevet FN’s børnekonvention, og den følger vi naturligvis til punkt og prikke. Men gælder det nu også de børn, der ikke er vores men kommer udefra og søger asyl? Det er undersøgelsen, der sættes i gang af Margreth Olin i hendes seneste dokumentarfilm De Andre.

Uden for lov og ret

De asylsøgende børn er undervejs og ingen steder. De ankommer til Norge efter strabadserende rejser – ofte med livet som indsats. De flygter fra krige, fra tortur, fra mishandling og – synes systemet at sige – fra ganske gode forhold, hvorfra der ingen grund er til at flygte. Sådan som systemet er indrettet, skal hvert enkelt barns sag behandles, for selvom børnene har taget livstruende ture for at nå det forjættede land, kan der jo være brodne kar imellem, som blot forsøger at snyde sig til asyl. Derfor sætter vi børnene på standby. Vi placerer dem i lejre, der minder om fængsler. Udenfor samfundet. Ude af øje, ude af sind. I lejrene tildeles de midlertidigt ophold. Men ofte fungerer lejrene blot som opbevaringsinstans. Et køleskab, hvor vi venter på at barnet modnes, som det formuleres på et tidspunkt i Olins film. Sagen er nemlig den, at børnene kan sendes retur til deres «hjemland», når de fylder 18 år. Asylansøgerne befinder sig således i et skæbnesvangert intermezzo, hvor deres fremtidige eksistens bliver formet. Fordi de er asylansøgere og dermed ikke medlemmer af det norske samfund, gælder børneloven, der kræver, at børn under 18 år skal beskyttes, ikke dem. De kan godt bare opbevares. Men hvem er det, vi sender tilbage? Og hvad gør det ved et menneske, at vi nøjes med at opbevare dem uden for lov og ret?

Frihedens skrøbelighed

I De Andre møder vi en række markante drengeskikkelser, hvis personlige beretning tager form for vores øjne. Der er fortællingen om brødreparret Hussein og Hassan, der har mistet deres forældre og søskende og kun har hinanden tilbage. Den ene bror er blevet psykisk syg efter ankomsten til Norge, og den anden bror tilsidesætter sit eget liv for at passe sin bror. Der er somalierne, der prøver at udholde ventetiden på deres afgørelse med rengøringsjob og træning. Og der er afghanske Khalid, der på sin 18-års-fødselsdag får den frygtede gave fra UDI: afslag på asylansøgningen. Vi møder drengene afdæmpet og udramatisk. Olins film er tragisk, men den er på ingen måde dramatisk forceret. Stillbilleder indgår ofte og fremhæver roen. I en fin montage ser vi billeder af dørene på asyllejren Salhus, alt imens vi på lydsiden hører korte statements fra det menneske, der bor bag døren. «Der er altid noget inden i mig, der græder,» lyder en af beboernes sætninger. Enkelte steder træder æstetiseringen dog ved siden af og giver en lidt for kunstagtig tone i en film, hvis virkelighedsforbindelse er altafgørende.
Olin står i øvrigt ved sin personlige involvering i drengenes skæbner. Hun foregiver ikke at være en uberørt, observerende dokumentarist. Snarere er hun af den aktivistiske art, idet hun også stiller sig frem i retten og giver vidneudsagn, når drengenes sag skal afgøres. Og det giver god mening. For som Olin siger, så afgøres drengenes fremtid ellers af personer, der aldrig møder mennesket bag, men blot ser på reglerne, paragrafferne og systemet som helhed.

Norge kan naturligvis ikke rumme alverdens fallerede ungdomsskæbner, men der kan måske gøres noget for at forbedre asylansøgernes forhold. Gøre dem til en del af samfundet. Give dem et liv i årene, mens de venter. For hvad er det for en fordeling af frihed, vi opererer med? Som Olin pointerer mærkede Norge med Utøya-tragedien, hvor skrøbelig frihed er. Og nu stiller Olin så det relevante spørgsmål: Hvad sker der med vores frihed, når vi får friheden til kun at gælde udvalgte mennesker?
© norske LMD

De Andre får kinopremiere den 26. oktober.