Ikke bare kvinder, men gnister

Det filmiske håndværk er i orden i dokumentarfilmen Gulabi Gang, men den mangler gnist og nærvær, hvilket filmens medvirkende ellers burde have så rigeligt af.

januar 2013

Det er noget bekendt over denne film, tænker jeg kort inde i Nishtha Jains dokumentarfilm Gulabi Gang, der følger «kvindekampgruppen» af samme navn. Og ganske rigtig. Det er nemlig – næsten – en film, jeg har set før. For et par år siden lavede den engelske instruktør Kim Longinotto dokumentaren Pink Saris, der fulgte selvsamme gruppe og lederen af gruppen, kvinderetsforkæmperen Sampat Dal Devi.





Gruppen består af efterhånden 150 000 medlemmer, langt de fleste kvinder, som kæmper for bedre vilkår og flere rettigheder. Og der er hårdt brug for det. I de fattige områder af Indien, hvor laveste kaste – dalit – fylder meget, betragtes kvinderne nærmest som andenrangs mennesker. De mishandles, tæves, endog dræbes for et godt ord. Og de har vanskeligt ved at rejse deres sager ved politi og domstole, der gerne lader sig bestikke og ikke har i sinde at lytte til en kvinde fra dalit-kasten. Sampat Dal Devi har med imponerende gå-på-mod mobiliseret kvinder i lokalområdet, og gruppen synes kun at tage til i vækst. Snart er de lyserøde sari-klædte kvinder overalt at se i de små landsbyer i området Uttar Pradesh.



Manglende gnist

Filmen Gulabi Gang synes at træde ind et vilkårligt sted i fortællingen og forlade den ligeså vilkårligt på ny. Vifølger tre sager, som Sampat involverer sig i, men derudover er det småt med udvikling og narrativ fremdrift i filmen. Det skyldes i særdeleshed en mangel på nærvær og følelse af, at det er nu og her, sagerne foregår. Det er et centralt aspekt ved dokumentarfilm, vi her berører. Forskellen på det, der er sket, og det der sker, er vægtig, når det formidles på film. Optager man hændelser, der allerede har udspillet sig og som betragtes på tidens afstand, kan man hurtigt komme til at mangle nærvær og den dokumentarisk set vigtige fornemmelse af «nutidighed». I Gulabi Gang har vi stort kun at gøre med sager, der er betændte men ikke hændelser som foregår her og nu. I disse sager antager Sampat Dal Devi nærmest skikkelse af en efterforsker, en detektiv, men vi kommer ikke ind i de relationer, hun har til kvinderne i og udenfor gruppen. Det forbliver også kun vagt, hvori hendes hjælp består.

I udgangspunkt er Gulabi Gang den samme film som Pink Saris. En beskrivelse af kvindegruppen Gulabi Gang, men hvor Pink Saris formår at komme tættere på, nuancere billedet, bringe refleksion på banen og samtidig have et mere spændende narrativ, står Gulabi Gang mere i stampe. Portrættet af stifteren forbliver uklart. Vi ser hende enkelte gange alene, men det er udelukkende visuelt stærke scener (på marken, ved søen) og ikke scener der bringer nogen større forståelse af hende på banen. Vi fornemmer ikke hendes engagement, og vi fornemmer ikke kilden til det engagement. Dette er langt mere tydeligt i Pink Saris, hvor vifølger hende tættere på, ser hende i scener med manden og forskellige unge kvinder. Her får hun også en kant, der gør hende mere interessant som filmskikkelse. For Sampat Dal Devi er en glimrende protagonist: karismatisk, engageret, viljestærk, følelsesladet og med lag af noget iltert, noget utæmmet i sig.

Det kan virke uretfærdigt at sammenligne Gulabi Gang med Pink Saris. Gulabi Gang er jo sin egen film i sin egen ret. Men når vi har at gøre med to så beslægtede værker, kan vi ikke undgå sammenligningen, og her trækker Gulabi Gang tydeligvist det korteste strå. Selvom vi har at gøre med kvinder, der ikke bare er kvinder, men gnister, som de råber i et af deres mange vellykkede kampråb, mangler filmen desværre denne gnist det meste af tiden.



Uhensigtsmæssig overfladisk

Filmen rummer dog et stort visuelt overskud. Elegant kameraføring og fine kompositioner og farver, som eksempelvist i scenen med et propfyldt tog, der langsomt driver imod os. Fyldt med mennesker både indeni og udenpå toget fungerer det som en farverig kollage, der bevæger sig gennem det frodige, indiske landskab. Der er en fin men også næsten påtrængende poesi i disse billeder. Og de virker næsten påklistrede i deres iver efter at give filmen lidt ro fra de tre sager, som filmen ellers følger.

Den indiske instruktør Nishtha Jain har kreeret en meget velmenende, men også en uhensigtsmæssig overfladisk film, der ikke yder kvindegruppen retfærdighed. Heldigvis kan man så finde bedre fremstilling i Pink Saris. Og for at det ikke skal være løgn er der faktisk en tredje film om Gulabi-gruppen undervejs, som efter sigende får premiere på kvindernes kampdag i 2013. Filmfolket er åbenbart slet ikke færdige med undertrykte, indiske kvinder endnu.

© norske LMD


Gulabi Gang får premiere 18. januar.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller / logg inn med Vipps.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang


Fornyes til 199,- per kvartal