Jagten på Geronimo

Vi ved jo godt, hvordan historien ender. Eller vi ved i hvert fald, hvad den officielle udgave af virkeligheden vil fortælle os om dengang en aften i maj 2011, hvor amerikanske elitesoldater dræbte Osama Bin Laden.

Vi ved, at militæraktionen tog 38 minutter fra to modificerede MH-60 helikoptere landede ved bebyggelsen i den pakistanske by Abbottabad og til den ene helikopter fløj derfra. Den anden forulykkede inden aktionens start uden at medføre omkomne. Disse 38 minutter er naturligvis ikke nok for Kathryn Bigelow. Hun udvider perspektivet betragteligt, og faktisk starter filmen allerede tilbage i morgentimerne 11. september 2001. Denne scene er måske blandt filmens mest eksperimenterende og vellykkede. Mens billedsiden holdes i sort, hører vi på lydsiden en række arkivoptagelser fra henholdsvist alarmcentralpersonale og personer inde i de to rygende tårne. En kvinde med tiltagende desperation i stemmen får fremstammet ordene «Jeg skal dø, ikke? Det er så varmt, jeg brænder op,» alt imens vagtcentralens medarbejder i den anden ende af røret forgæves forsøger at trøste hende i sekunderne inden World Trade Center styrter til grus.

En kvindes beslutsomhed

Denne gribende begyndelse er et klogt valg af Bigelow, som dermed har indlejret hvis ikke en decideret hævnfølelse så i al fald en forståelse for, at visse dele af det amerikanske samfund har et ønske om hævn i tiden derpå. Ikke desto mindre presser filmen denne forståelse til yderligheder. I langstrakte, modbydelige scener er vi vidne til hvordan CIA-ansatte torturerer tilfangetagne og formodede terrorister ved brug af eksempelvist den famøse waterboarding, hvorved personen fastspændes og får hældt vand ud over sig, hvilket afstedkommer en oplevelse af druknedød. Disse afskyvækkende torturscener synes ingen ende at tage, og det er vanskeligt at finde ud af om Bigelow og filmen som sådan prøver at retfærdiggøre torturen ved senere at fremføre, at torturen er medvirkende faktor til, at man kommer på det endelige spor af Bin Laden – eller om filmen omvendt ved sin radikale omend sikkert meget realistiske iscenesættelse af tortur- og forhørsscener netop vil fastholde publikums opmærksomhed på, at prisen for at nå frem til Bin Ladens død har været ekstremt høj.

Til at drive fortællingen fremad – også i højere grad end virkeligheden sandsynligvis lægger op til – fokuserer filmen på den unge, kvindelige CIA-agent Maya. Hun er indelukket, arbejdsom, mystisk, men også en lidt irriterende type, der hele tiden synes at være på sporet af de rigtige svar, selvom hendes omgivelser arbejder hende imod og først til allersidst i filmen vælger at stole på hendes fornemmelser. Skal vi tro Zero Dark Thirty er det således denne kvindes beslutsomhed og stædighed, der får ledelsen i Det Hvide Hus, herunder præsident Obama, til at påbegynde aktionen.

Selve aktionen varede som sagt blot 38 minutter i virkeligheden, og den er endnu kortere i filmen. Til gengæld skal vi som publikum vente cirka to timer på, at den indtræffer. Og det ville da også være ganske rimeligt, såfremt optakten, herunder Mayas arbejde og kamp for at blive taget alvorligt, var tilstrækkelig vedkommende eller engagerende formidlet. Men dette er ikke tilfældet. Tværtimod træder filmen vande i hen ved en times tid.

Maya-karakteren er efter sigende inspireret af en virkelig CIA-agent, men filmens udprægede trang til at gøre denne film til et karakterdrevent drama mislykkedes, måske fordi det aldrig bliver troværdigt, at Maya ene kvinde skulle have så stor betydning for både det årelange opklaringsarbejde og den endelige beslutning om aktionen i Abbottabad. Måske mislykkes karakterdramaet også, fordi vi ikke får indblik i Maya som person, hvilket sikkert hænger sammen med, at hendes ét og alt er at arbejde for at finde Bin Laden.

Skrøbelige studier af mennesker i kamp

Instruktør Kathryn Bigelow synes at have en særlig smag for action. Vi har set det i tidlige film som ubådsdramaet K-19: The Widowmaker (2002) og for alvor med filmen The Hurt Locker (2009), med hvilken Bigelow blev den første kvinde nogensinde til at vinde en Oscar for bedste instruktør. Og hun har givetvist grep på genren.

Actionsekvenserne hos Bigelow er ikke oppustede, episke voldsraids men intense, næsten skrøbelige studier af mennesker i kamp. Især slutscenerne, hvor kampsoldaterne trænger ind i huset, der skulle vise sig at rumme Bin Laden, er blændende udtænkt og udført. Som i et First Person Shooter-computerspil i traditionen fra Counter-Strike og Call of Duty ser vi det meste fra soldaternes synsvinkel. Som rumvæsener iklædt fire kikkertøjne bevæger de sig rundt i bygningen. Døre sprænges itu. Skud affyres. Når skuddene falder sker det ikke med de sædvanlige brutale – og sikkert vildt overdrevne – brag, men med skarpe, næsten spinkle og derfor desto mere intense lyde. Disse vellykkede scener fratager dog ikke filmen dens udprægede mangel på et engagerende plot.

(…)