Bestialiteten og idyllen

Lyd er et overset – ups, overhørt – fænomen i mange film. Alt for længe synes vi forblændet af synssansen, som derved har været det sanseapparat, vi primært indtager film med. Ja, filmteoretikeren Martine Beugnet taler ligefrem om en civiliseringsproces, hvor synet er blevet favoriseret over hørelsen.

Det er ærgerligt, for lyd kan så meget. Eksempelvist er det dybt interessant at aflytte, hvordan Rebelle konstruerer intensitet ved brug af lyd og måske især fraværet af lyd. Mange scener i en ellers yderst grum filmfortælling om børnesoldater i Afrika er kendetegnet af et meget tyst og enkelte gange tavst lydunivers, der afstedkommer en intens, gribende effekt. Det skyldes nok også, at lyden mange gange står i kontrast til den væmmelige beretning, der altså mestendels ekspliciteres i billeder.

Lad os lige vende tilbage til fortællingen i Rebelle. En borgerkrig hærger et sted i Afrika. Oprørerne skaffer nye soldater ved at slagte landsbyer og tage brugbare børn med sig. Sådan bliver 12-årige Komona fra den ene dag til den anden børnesoldat. Komonas første likvideringer er sine egne forældre. Ordren gives af den brutale oprørsleder Grand Tigre. Skyd dine forældre, eller jeg vil give dem en pinefuld død ved brug af min machete, lyder kommandoen fra oprørslederen. Komona tøver en stund og trykker derpå aftrækkeren i bund. Tilbage ses to kraftige blodsprøjt på et hvidt lagen.

Så er hun officielt en del af oprørshæren, der primært består af børn. Hun oplæres i at bruge et våben. Og hun får indprentet at dette våben, dette gevær, er hendes nye forældre. Hun kalder det for far eller mor. Og måneder senere vågner hun om natten forskræmt af et mareridt, hvori hun mister sine forældre – måske i form af geværet frem for forældre af kød og blod? Men også hendes rigtige forældre hjemsøger hende.

I visuelt betagende magisk-realisme-sekvenser, fremstår de for hende. Iklædt hvid kropsmaling, minder de mere om støvede kroppe end egentlige mennesker. De advarer hende om, hvad der lurer i landskabet. De giver hende mod og livskraft nok til at fortsætte trods den modbydelighed, hun er landet i.

Snart spredes rygtet om Komonas evne til at forudsige, og hun døbes Krigsheksen af den magtfulde oprørsleder. Men Komona vil ikke være krigsheks. Hun vil frigøre sig fra oprørerne, og ved hjælp fra sin eneste ven – albinoen Magician – lykkes det faktisk Komona at komme væk fra hæren. Men glæden bliver kun kort, i det de to nygifte snart indfanges på ny, hvorefter filmen tiltager i bestialitet.

Ingen politisk baggrund

Inden grimheden igen sætter ind, har Rebelle dog et nærmest lyrisk og idyllisk intermezzo, der bringer tankerne hen på det formgreb, som Terrence Malick så virkningsfuldt gjorde brug af i krigsfilmen The Thin Red Line (1998). Også der var der masser af voldsomhed, drab og krig, der så pludselig fandt sin modpol, da flere soldater deserterede og søgte ophold hos lokale på stillehavsøen. Filmen gik ned i tempo og op i refleksionsniveau. Lidt det samme sker, da Rebelle sætter sig selv på pause, og igangsætter en romance mellem Komona og Magician.

For at vinde Komonas hjerte må Magician finde en sjælden set hvid hane. Dette lykkes i et særligt eksil, hvor albinoerne lever. Scenerne herfra fungerer som et humoristisk afbræk fra den voldsomme beretning, men bliver måske også en refleksion over albinoens status i det afrikanske samfund. Er han udstødt eller ophøjet? Hvordan betragtes dette fremmedelement egentlig, dette hvide menneske, der dog er sort? Vi får ingen direkte svar derpå, men iscenesættelsen af albinolejren synes at rumme begge muligheder: Dels lever albinoerne afsondret, og dels synes de at rumme en række særlige evner, som nok kan gøre dem til ophøjede væsener, men lige så vel kan virke skræmmende for de, der ikke er en del af denne særegne gruppe. Refleksion, idyl og poetiske sekvenser holder dog ikke ved. Snart overtager det voldsomme narrativ på ny.

Rebelle var Canadas Oscar-kandidat, og filmen blev da også nomineret, men måtte retfærdigvis se sig slået af Michael Hanekes Amour (2012). Bag Rebelle står den canadiske instruktør Kim Nguyen, der altså ikke har forbindelse til Afrika som sådan, og det er måske en af årsagerne til, at man føler, at Rebelle er en ret unuanceret film. En film, der dyrker vold, bestialitet, voldtægt og kastrering, men kun i meget vagt omfang formår at favne den politiske baggrund, de samfundsmæssige omstændigheder omkring brugen af børnesoldater og ikke mindst de personlige konsekvenser. Dette er måske meget at forlange af en enkelt film, men som Rebelle fremstår nu, kan man som publikum godt og med vis rimelighed undre sig over dens eksistensberettigelse.

© norske LMD

Rebelle, på kino fra 26. april.

Fotnoter:
1 Martine Beugnet, Cinema and Sensation – French Film and the art of Transgression, Edinburgh University Press, 2007. (…)