Jeg foretrækker at dræbe nænsomt

Der er bare noget med gangstergenren og stil. Som om universet med gangsterbosser, opkomlinge, alliancer og koldblodige likvideringer ligger op til at male et meget visuelt gennemført og stilistisk set rendyrket udtryk. Vi har set det med Scorsese, gangsterfortælleren par excellence, som blandt andet i Goodfellas fra 1990 fremmalede en enormt detaljeret og på mange måder lækker æstetik, hvilket han senere fulgte op i eksempelvis Casino (1995). Også Brian de Palma har dyrket den voldsomme, ja næsten hysteriske æstetik i værker som Scarface (1983) og Carlito’s Way (1993). Og så er der jo Tarantino, hvis værker såsom Pulp Fiction (1994) og Reservoir Dogs (1992), australske Andrew Dominiks favntag med gangsterfilmen Killing Them Softly måske har mest til fælles med. Her er, som hos Tarantino, et væld af vittige og kække dialogudvekslinger, farverige, skæve karakterer og en historie, der ikke bare uden videre folder sig ud i lige linjer.

Kort fortalt er Killing Them Softly beretningen om den rimeligt tavse lejemorder Cogan (Brad Pitt), der foretrækker at likvidere sine ofre nænsomt. Han bliver sat på en opgave, der involverer at udrydde et par junkier, der har været lidt for frække og begå et kup i en spillebule, hvor ejerne ikke uden videre vil lade det gå passé. Samtidig er Killing Them Softly fortællingen om Mickey (James Gandolfini), der egentlig burde trække sig tilbage fra livet som lejemorder, da han bestemt ikke længere er egnet til det, da han går mere op i sprut og ludere end i at fastholde en koncentration og et fokus, der må være altafgørende i hans branche.

Cogan og Mickey er fascinerende karakterer, der er med til at manifestere filmens appel til trods for scener med intetsigende voldsudgydelser og et narrativ, der ikke er helt så spidsfindigt og opfindsomt skruet sammen som hos Tarantino. Et bagtæppe for fortællingen er den økonomiske krise i USA (og det meste af verden for den sags skyld). Konstant hører man i baggrunden tale om krisen og den igangværende valgkamp mellem McCain og Obama. Filmen behandler ikke direkte krisen, bortset fra at vi hører, at selv lejemordere er blevet billigere i pris, men den økonomiske situation fungerer som fint perspektiv i filmen.

For de, der leder efter eftertænksomhed og nytænkende filmisk kreativitet, vil Killing Them Softly være en overflødig affære, men er man til gedigen underholdning og veloplagte one-liners, vil man være i rigtig godt selskab. Det er dog langt fra på højde med Andrew Dominiks triumferende western-epos, The Assasination of Jesse James by the coward Robert Ford (2007), der fortsat står som den bedste western i umindelige tider.

Killing Them Softly er udgivet på DVD af Midget Entertainment