For megen overflade er temmelig uudholdelig

Liberace var overdådighedens mand. Klædt i sine outrerede outfits, der typisk bestod af glitrende perler, diamanter og fjer så store, at han nærmest tog sig ud som en ekstravagant fugl, underholdt han flere generationer af amerikanerne fra sit gennembrud i 1950’erne og frem til sin død i 1987. Liberace var på mange måder et symbol på den amerikanske drøm. Et menneske, der aldrig stoppede ved det middelmådige, men altid fortsatte fremad og opad. En antitese til janteloven, hvis vi skal placere ham i en nordisk diskurs.

I Steven Soderberghs film om Liberace, kan det være vanskeligt at forstå, hvori talentet bestod. Hvad var det hos Liberace, der bjergtog så mange mennesker og gjorde Liberace vulgært rig? Var han en fænomenal pianist eller blot en dygtig iscenesætter? Undersøgelsen af talentet er ikke filmens ærinde. Derimod fortæller Mitt Liv med Liberace om en kærlighedsaffære, der ihukommende filmens originaltitel – Behind the Candelabra – lover os at komme bag facaden, bag prydfjerene fristes man til at sige og derved opnå en større forståelse af mennesket Liberace. Hvorvidt det så lykkes, er jeg yderst meget i tvivl om.

Tilstrækkelig kvalmende

Kærlighedsaffæren tager sin spæde start, da den unge landknøs Scott Thorson oplever sin første Liberace-koncert. Thorson finder den magisk og er straks draget af den aldrende entertainer, der synes at have publikum i sin hule hånd. Det er en homoseksuel ven, der bliver Thorsons indgang til Liberace, og allerede i backstage-rummet, synes Liberace også at finde interesse for den unge beundrer – til stor irritation for Liberaces daværende protegé.

Snart flytter Thorson permanent ind i Liberaces hjem, der minder mere om et slot fra Ludvig 14s tid end en amerikansk 1970’er-bolig. Alt synes forgyldt, glitrende og svulstigt. Liberace åbner sig hurtigt for Scott og deler sine bekymringer, sin ensomhed og sit turbulente følelsesliv med ham. Snart indleder de også et seksuelt forhold, og deres forhold er efterfølgende skiftevist et far-søn-forhold og et forhold mellem elskende. Liberace taler endog på et tidspunkt om at adoptere Scott, der er plejebarn og som måske endelig har fundet sin familie i det forgyldte slot.

Så glamourøst kan det hele selvsagt ikke gå, og tidligt i filmen advares Scott – og dermed også vi blandt publikum – af Liberaces tjener, der fortæller Scott, at Liberace har haft mange unge elskere og altid finder en ny elsker, når den unge ikke længere er ung nok. Således fornemmer vi Scotts deroute, der ligeledes eksekveres kropsligt, idet Scott på opfordring af Liberace gennemgår en række plasticoperationer for dels at blive yngre og dels at komme til at ligne sin elsker!

Filmen bliver da også en granskning af den evige higen efter ungdommelighed. Ungdommens særstatus er ellers tilstrækkelig kvalmende i vor tid, men den er bestemt ikke nogen nyskabelse, hvilket Scott får at føle, idet han naturligvis udkonkurreres af en yngre model før eller siden. Mitt Liv med Liberace har dog også sine forgreninger i plottet, der gør, at det ikke bliver helt igennem unuanceret.

Konstant i klichefarvand

De bærende skuespillere fungerer aldeles glimrende. Især Michael Douglas er uovertruffen i sin tolkning af den excentriske og på så mange måder pompøse kunstner. Han formår at fastholde en balance mellem overfladiskheden og det menneskelige virvar nedenunder. Rob Lowe, som jeg ellers havde glemt, gør ligeledes en indtagende figur som lægen, der både gør Liberace og Scott yngre, alt imens han også formår at gøre Scott til en junkie, der er dybt afhængig af den medicin, den kyniske og særdeles griske Hollywood-læge udskriver i lind strøm. Den kropslige transfor-mation er i øvrigt aldeles fremragende tilvejebragt af nogle dygtige sminkører. Så ofte krummer man tæer, når man ser film, hvor skuespillerne både skal fremgå unge og ældre, idet disse masker er så komiske og netop fremstår som masker. Dette er ingenlunde tilfældet i denne film.

Når det er sagt, må man dog også klandre filmen for at dyrke overfladen i alt for uhørt grad. Jovist, overfladen er en essentiel del af Liberaces persona og skal selvsagt være en del af filmens iscenesættelse, men overfladiskheden og det let aflæselige smitter desværre også af på andre af filmens elementer. Tag blot dialogen. Her bevæger vi os konstant i klichefarvand med ytringer, som når den ensomme kunstner siddende i skumbadet med sin unge elsker proklamerer: «Jeg hader mit liv. Uanset hvor mange personer der omgiver mig, er jeg alene.» Også flere af bipersonerne i filmen synes at være placeret udelukkende med det formål at gøre helt klart for publikum, hvad filmen handler om, og dette virker altså som en unødvendig talen ned til folk.

«For megen af en god ting er vidunderlig,» lød en af Liberaces credoer. Efter at have set Mitt Liv med Liberace får man nu også lyst til at supplere denne sætning med: For megen overflade er temmelig uudholdelig.