Flugtens pris

«Jeg er et dyr,» udstøder Abu Khaled. For Abu Khaled og hans familie har det arabiske forår været en katastrofe. Før det syriske oprør begyndte i marts 2011, var Abu Khaled butiksejer i udkanten af det sydlige Damaskus. Hans søn strøg ind på universitetet uden skelen til den palæstinensiske baggrund, og familien havde sin egen lejlighed. De var ikke velhavende, men blev behandlet på lige fod med andre mennesker. Nu trasker Abu Khaled hvileløs omkring i nattens mørke og stikker hænderne i Beiruts skraldespande. I Libanons velhavende hovedstad finder han af og til lidt spiseligt mellem de ængstelige tanker om familiens skæbne. Lejligheden i Damaskus er blevet bombet, og familien er flygtet til Aleppo i det nordlige Syrien. Her er den fanget på grund af kampe.

Ifølge Filippo Grandi, chefen for FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA), er det god grund til bekymring. I slutningen af maj besøgte Filippo Grandi de palæstinensiske flygtningelejre i Syrien. Efterfølgende udtalte han, at syv ud af tolv lejre er forvandlet til regulære krigszoner. Beretninger om lig i gaderne er daglige, næsten alle har overværet kamphandlinger, og mange har mistet venner og familiemedlemmer. Omkring halvdelen af Syriens palæstinensiske befolkning er fordrevet fra deres hjem, og mindst femten procent er flygtet til nabolandene. Som det eneste land har Libanon holdt grænsen åben for de statsløse flygtninge. Derfor opholder omkring 85 000 sig i dag i det lille naboland. Her ender de fleste i eller omkring de forarmede lejre, der siden 1948 har været rammen om de lokale palæstinenseres liv. Myndighederne gør intet for at hjælpe dem, mens UNRWA, der har mandat til at tage sig af palæstinenserne, ikke er i stand til at levere de mest basale fornødenheder. Det stiller palæstinenserne fra Syrien i et alvorligt dilemma. De må vælge mellem krigens rædsler eller elendighed og diskrimination på bunden af det libanesiske samfund.

Det smukke øje

Husene er provisorisk kastet oven på hinanden, etage efter etage, mens vejene er spist af betonvægge, der rykker sammen over de gåendes hoveder. Hvor gaderne har tilstrækkelig bredde, er små butikker skudt frem i stueetagen. Kurve med fårehjerner, guldfisk og kyllingebure omsluttes af en strøm af mennesker, mens en langsomt fremadskridende trafik hoster forbi. Ein El-Hilweh, «det smukke øje», er den største palæstinensiske flygtningelejr i Libanon, placeret i udkanten af den sydlige havneby Sidon. Her bor 80 000 indbyggere på 1,25 kvadratkilometer.

Indgangene er spærret af pansrede køretøjer og svært bevæbnet militær. Lejrens grænse markeres af pigtråd og vagttårne. Udenfor pigtråden har palæstinensere forbud mod at arbejde indenfor 20 professioner. De har ingen ret til at arve eller eje ejendom. De skal betale for adgang til det libanesiske sundheds- og uddannelsessystem, og har ingen adgang til sociale ydelser af nogen slags.

Indenfor pigtråden er palæstinenserne stort set overladt til sig selv. Her styres lejren af folkekomitéer, mens forskellige militante organisationer står for den udøvende del af magten. UNRWA tager sig af det sociale. I UNRWA’s skoler er elevernes frafald ti gange højere end i libanesiske skoler, og en læge i en klinik drevet af UNRWA har over hundrede konsultationer om dagen. Få dage før jeg får adgang bag pigtråden, dræbes en og syv såres i skudvekslinger mellem organisationen Fatah og en islamistisk gruppe. Sådanne skudvekslinger er ikke usædvanlige, og foregår i de overfyldte gader. En af de sårede er flygtning fra Syrien.

Den barske virkelighed i lejre som Ein El-Hilweh er den velkomst, der møder palæstinensere på flugt fra Syrien. I løbet af 2012 kundgjorde et voksende antal flygtninge i Ein El-Hilwehs gader, at den syriske krise var nået frem. Det begyndte i løbet af foråret, og kulminerede mod slutningen af året efterhånden som kampene tog til på den anden side af grænsen. I Ein El-Hilweh strandede flygtningene under trappeopgange og andre steder, hvor de kunne finde ly. Intet var arrangeret for de nyankommne, hverken af FN eller staten. De flygtninge, som ikke havde familie eller venner, var overladt til de lokale palæstinensere, fortæller Ibtisam Salem, leder af NGO’en Najdeh i Ein El-Hilweh. Normalt arbejder Najdeh for at forbedre vilkårene for lejrens indbyggere, men må nu bruge en stor del af tiden og ressourcerne på nødhjælp til flygtningene fra Syrien.

I dag opholder omkring 15 000 flygtninge sig i overbefolkede Ein El-Hilweh. Da der er forbud mod at bringe byggematerialer ind i lejren, kan der ikke bygges eller renoveres i større omfang. Huslejerne er derfor tredoblet, og det får flygtningene til at stuve sig sammen på meget få kvadratmeter. De deler lejligheder, eller lejer et enkelt værelse hos lokale. Fra UNRWA modtager flygtningefamilier penge til husly og mad. Men det sker kun hver anden eller tredje måned, når UNRWA har overskydende midler, fordi driftsudgifter til skoler, medicin og ting som affaldshåndtering i lejrene er eksploderet, og donationerne ikke er fulgt med, forteller UNRWA’s talskvinde, Samra Hoda. Hun erkender, at mad og husly er flygtningenes første prioritet, men mener ikke, at UNRWA kan handle anderledes. I praksis betyder det, at de fleste flygtningefamilier knap kan dække deres husleje, og at der ikke er penge nok til mad. Det får de traumatiserede flygtninge til at springe måltider over, og leve af løg, linser og brød. Mange lider i tillæg af smitsomme sygdomme som lus, fnat og forskellige udslæt. Dette dokumenteres af en undersøgelse foretaget af den amerikanske organisationen ANERA.

«Ein El-Hilweh lider under fattigdom og svære sociale betingelser. Derfor er det svært at beskrive det pres, som ankomsten af de syriske flygtninge medfører,» siger Salem fra Najdeh. «I de tidlige dage tog folk imod med åbne arme. Syrerne er jo også palæstinensere, og vi må være solidariske. Men nu er det blevet klart, at syrerne kommer til at være her længe. De konkurrerer om jobmuligheder, og accepterer mindre i løn. Huslejerne er tredoblet. Generelt er ressourcerne begrænsede, eksempelvis vand og el, mens behovene stiger og stiger. Derfor mærker vi spændingerne tage til, og jeg er virkelig bekymret for, hvornår situationen eksploderer.»

Illustration af statsløshedens pris

I Syrien har palæstinenserne nydt godt af et liv med lig adgang til statens ressourcer og arbejde. Men statsløshed gør palæstinenserne sårbare i de sekteriske, arabiske lande, og oprøret har blotlagt den grundlæggende usikkerhed. Det siger Hilal Khashan, professor i politiske studier ved Det amerikanske universitet i Beirut, og forfatter af en række bøger om sekterisme og politik i Mellemøsten.

«Ekstrem diskrimination mod palæstinensere i Libanon og Egypten har altid været en statslig politik. Deres bortvisning fra Kuwait i kølvandet af Golfkrigen i 1992 vidnede om et universelt fænomen af dybtliggende, anti-palæstinensisk stemning i de arabiske samfund. Det er ironisk at bemærke, at mens araberne indigneres over israelernes fordrivelse af palæstinensere, så er de stort set uberørt af deres lidelser,» siger Hilal Khashan.

Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1991, støttede Yassir Arafat invasionen. Som konsekvens blev flere hundredtusind palæstinensere forvist fra Kuwait efter Golfkrigens afslutning. Mange flygtede til Irak. Da det irakiske regime faldt i 2003, blev palæstinenserne offer i de sekteriske efterspil. I de følgende år blev de forfulgt af shiamuslimske militser, og Human Rights Watch dokumenterede flere massakrer. Støtten til Saddam blev tolket som mistænkelig og fjendtlig. I dag placerer sekteriske skillelinjer, ifølge Hilal Khashan, igen palæstinenserne i en særlig udsat position.

«I Syrien ønsker både regimet og den frie syriske hær (FSA) at hverve palæstinensisk støtte. Nogle palæstinensere bakker op om regimet, mens andre slutter sig til oprørerne. Som gruppe har det gjort palæstinenserne til modstandere for begge sider i konflikten,» siger Hilal Khashan.

Antallet af fordrevne taler sit tydelige sprog om konsekvenserne. Mens krigen har fordrevet omkring tyve procent af den syriske befolkning fra deres hjem, er halvdelen af palæstinenserne på flugt. Omkring seks procent af den syriske befolkning er flygtet til nabolande, mens det drejer sig om mindst femten procent for palæstinensernes vedkommende. Dette gør de på trods af, at vejen fører dem i armene på Libanons forarmede lejre og systematiske diskrimination.