Lethed og sorg

Ole Robert Sunde har i sit mangeårige virke som forfatter udforsket grænserne mellem liv og skrift og mellem roman og essayistik. Den nye kæmpeudgivelse Verden uten ende peger tilbage til hans tidligere udgivelser Selvomsorg og Jeg er et vilt begrep, der hylder essayet som en genre der undersøger tankens egen bevægelse og mulighedsrum. Uanset hvordan vi bestemmer essayet, behøver det en individuel definition: Du må selv afgøre hvad det betyder for dig personlig. Til forskel fra den videnskabelige tekst søger jeg’et i essayet at tage kommando over teksten og gøre noget synligt. Spørgsmålet er hvad det er for et ’jeg’ Sunde skriver frem.

Michel de Montaignes Essais har været formende for Sundes måde at skrive og tænke på. Vi har at gøre med den evigt udforskende og undrende skribent, med et både følsomme og tænkende blik, delvis beslægtet med melankolikeren. Efter endt læsning slår det mig at der er noget befriende utidig ved disse essays. Hverken ironi eller selviscenesættelse gør sig gældende. Der er snarere tale om en ømhed og forpligtelse på noget større der rækker udover den enkelte. Sunde er, som han selv skriver, ’kolportøren’ (bogbæreren), der som en anden Montaigne lytter til det som er blevet sagt af andre for at blive den der tænker sine egne tanker. Selvtænkeren, som han kalder det. (…)