Den erfaring vi mennesker lever og som er til stede for os i nuet, er også en erfaring som indeholder en fortid som aldrig er blevet levet og som aldrig helt kan fattes sådan. En sorg, en smerte, en udsathed, en anden historie som ikke er blevet til en levet erfaring, men som ligger rullet sammen i tingene, i steder, i begivenheder. Alligevel er det en fortid der er virkelig, det er et spørgsmål om hvordan den arbejder i kroppene, i sindene, i tingene. Og når forfatteren til tider kan minde om en arkæolog, er det ikke fordi han er draget af sted til Babylon, men fordi han bevæger sig omkring i sin egen have og dér (med den rustne pen i hånden og med jord på håndtaget) i en tålmodig og omgående bevægelse sammenstiller og synliggør energier og kræfter der gør en intim erfaring mulig – der gør mennesker levende.
Med sin nye essaysamling Det urgamle materialet ser den norsk-iranske digter Mazdak Shafieian forfatteren som en sådan arkæolog. Med en parafrase fra Walter Benjamin lyder denne arkæologs opgave: For at forstå sin samtid og den historie vi står midt i, må man udgrave de mørke, usynlige energier, der samler sig i et koncentrat. Således sænker Shafieian sig ned i et hulesystem hvor lyset og sigtbarheden forsvinder, og der fornemmer han andre former, stemmer og skikkelser, som gør en anden erfaring mulig. En erfaring der begriber grumheden ved det fordækte og den etablerede tidsånd. I udgravningens skyggedal arbejder man for at afdække stemmer vi ikke vil vide af, stemmer, der, som han skriver «kaller på de levende, gråter for de døde – pustende gjennom støvet fra sammenstyrtede byggverk, for iblant å bøye seg og tilby en hjelpende hånd og løfte de falne og sårende: de undertrykte.» (…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
