En onsdag i begyndelsen af december cyklede jeg ud til Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) for at deltage i en konference om dannelse og det moderne universitet, den første af slagsen i Danmark, arrangeret i samarbejde med Dansk Magisterforening. Jeg havde lidt frygtet at møde tyve–tredive humanister og fodformede pædagoger der ville bekræfte hinanden i at verden er af lave fordi de unge ikke gider læse bøger. Men der var nærmere 200 mennesker til stede fra mange forskellige uddannelser. Både hos oplægsholdere og blandt publikum stod det hurtigt klart at der var noget på spil. Det handlede ikke om at bevise noget, at få skulderklap. Alle bidrog de med kritiske udspil om hvad der er sket med universitetet, hvad vi vil med det, hvad det i dag vil sige at uddanne sig som ungt menneske.
Anledningen var klar. Universitetet undergår i disse år ligesom alle andre uddannelsesinstitutioner en veritabel økonomisk styring som gør dem til virksomheder og studerende til kunder i butikken. Stabil økonomi kræver flest mulig studerende gennem systemet hurtigst muligt. I realiteten bevæger vi os mod en privatisering af de statslige læreinstitutioner hvor markedsværdien bestemmer indholdet og substansen. I stedet for at handle om dannelse bliver universitetene jobforberedende kursusfabrikker. Konsekvenserne er en ensretning i fagudbud, sænkning af det faglige niveau, stigende afmagt hos lærerne og disorientering blandt de studerende. Vi ser samme tendens over hele verden. Spørgsmålet er hvordan kampen mod denne tendens skal føres.
Lytter man til medarrangør Steen Nepper Larsen handler dannelse først og fremmest om at værne om kundskab og kritisk sans hos den vordende ungdom. Det er svært at være uenig i dette. Ligesom det var svært at være uenig i de mange velmente oplæg. Alligevel sad jeg med en følelse af at denne dannelseskonference manglede noget, at den kun så bagud, at der manglede et blik for det jeg i mangel af et bedre udtryk omtaler som hybrid kundskabsopbygning. En mangel det til lejligheden oversatte Manifest – vores universitet bekræfter.1 Tim Ingold (red.), Manifest – vores universitet, Forlaget Mindspace, København, 2016.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
Tab af orientering
Den skotske antropolog Tim Ingold har ført pennen, men Manifest – vores universitet er et resultat af et kollektiv af studerende og kollegaer i Aberdeen. Teksten siger at vi står ved en «skillevej der byder på to veje fremad». Den ene er at følge forretningsmodellen for højere uddannelse til sin logiske konklusion i konkurrence om studerende, forskningsmidler og ratings. Den anden er at genopdage universitetets civilsamfundsmæssige formål, med et ansvar for at uddanne borgerne i det demokratiske samfund og udstyre dem med visdom og forståelse. Endvidere hedder det at «akademisk frihed ikke er adskilt fra borgerens frihed; den er en intensivering af denne frihed», og at et sådant universitet giver «forestillingsevnen ret til at herske». Forfatterne understreger ikke overraskende at «forskning er søgen efter sandhed», og forklarer at «det handler om at forsøge at ramme rigtigt, enten empirisk, konceptuelt, etisk eller æstetisk.» Og de supplerer med en velkendt hermeneutisk kommentar: «Forskning suspenderer fordom og gør al vished til spørgen.»
Det er disse tanker, der ifølge manifestet skal danne grundlag for en kritisk undervisning, drevet af nysgerrighed og «et brændende ønske om at blive klogere». Men det er også tydeligt at resten af manifestet paragraf for paragraf er én lang opremsning af alt det der i dag modsætter sig den kritiske spørgen, det være evalueringsrammer der forvandler forskningen til ukendelighed, hvor alt er blevet et spil, hvor akademikere er blevet «spillere», eller kritisk videnskab bliver defineret som «produkter», der skal passe ind i «standarder».
Ensretning i fagudbud, sænkning af det faglige niveau, stigende afmagt hos lærerne.
Manifestet bekræfter to ting: For det første at krisen ved det moderne universitet er masseuddannelsessamfundets krise. En ikke usandsynlig fremtid for de højere læreranstalter er en udspaltning mellem masseuniversitet og små privatfinansierede eliteskoler. For det andet er det moderne universitets krise også subjektets krise: tabet af orienteringsevne. Dannelse handler jo grundlæggende om at vi er historiske væsner og står på skuldrene af en fortid som vi må tage alvorligt for selv at komme videre. Vi må lære af traditionen for at kunne overskride den. Hvad der fremfor noget kendetegner ungdommen i dag – både den velbjergede middelklasse og den lavere klasse – er tab af orientering.
Egalitær symbolisering
I sit oplæg på dannelseskonferencen understregede forfatter Søren Ulrik Thomsen at han fremfor noget har svært ved at orientere sig. Der er hundredevis af platforme for alskens viden og arrangementer: Hvad skal man vælge? Det kan lyde som en banal pointe sagt af en livstræt gammel forfatter der ikke evner at tænke nyt, men der er faktisk tale om en reel sammenhæng mellem orienteringsløshed og universitetets krise.
I bogen Det sande liv – opfordring til ungdommen, der nylig udkom på dansk, skriver den franske filosof Alain Badiou at «vi står midt i en krise i et samfund, som ryster og nedbryder traditionens sidste rester».2 Alain Badiou, Det sande liv – opfordring til ungdommen, Forlaget Mindspace, København, 2017. Denne nedbrydning har åbnet for nye muligheder og bevægelser, en ny frihed for de unge, men det er ifølge Badiou en frihed uden forbud, altså uden orienteringspunkter, uden friktioner og dermed uden erfaringstyngde for det videre spring i livet. Friheden er i dag negativ, konsumistisk, skriver han, den «fastlægger ingen orientering mod en ny idé». Ungdommen er korrumperet af sex, penge og magt, men «ungdommen skal fordærves, ikke korrumperes,» mener Badiou. Filosoffen, med Sokrates som paradeeksempel, kan hjælpe den unge til at finde et liv, som er langt mere fritrineligt end det magten tilbyder. «Det der kræves til et lykkeligt liv,» skriver han, «er et sandt liv fyldt med rige tanker.» At skulle finde sin plads i denne verden omtaler Badiou som den sande krise. Eller måske er det snarere vanskelighederne ved at finde sin plads som er «den sande krise»?
Tidligere har skolen og universiteterne fungeret som stedet for en symbolsk indvielse, som traditionsstærke orienteringspunkter og ethvert ungt menneskes nødvendige boksepude. Men disse institutioner er «alvorligt ramt på deres symbolske formåen». Spørgsmålet er om det fortsat er universitetet der skal stå for den symbolske indvielse af ungdommen, eller om dannelsen kan finde sted på andre måder også udenfor skolen.
Under alle omstændigheder står modsætningen ikke mellem enten markedsgørelsens totale pervertering eller en venden tilbage til traditionelle værdier som blot skaber nye lukninger og reaktive forskansninger. «Hidtil har alle symboliseringer været hierarkiske,» skriver Badiou. Kampen handler i stedet om at «arbejde for at udforme en egalitær symbolisering, som kan ledsage, kodificere og danne det fredelige subjektive grundlag for kollektivisering af ressourcerne». Den egalitære symbolisering er Badious forening af et politisk vækkende fællesskab og ideen om kunsten og de skønne formers kraft til at skabe og omdanne liv. Hvis de offentlige affærer derimod «varetages af folk, der hungrer efter personlige fordele og er overbeviste om, at magten altid begunstiger eksistensen og udvidelsen af privat ejendom, så er et sandt politisk fællesskab en umulighed».
Dannelseskamp er derfor, ifølge Badiou, altid en politisk kamp. Med tab af tradition og lærerstedernes symbolske indvielse, må vi derfor ty til skabelsen af overraskende alliancer, mener han. Han nævner alliancen mellem «de mest oprørske under tredive og de seje over tres mod de vejbjergede fyrre- og halvtredsårige». Det er nok rigtig set at dannelse i fremtiden kommer til at handle om at etablere overraskende alliancer, men han uddyber desværre ikke nærmere de sociale relationers betydning for den fremtidige dannelse på tværs af institutioner.
Hybride kundskabsformer
Det gør derimod hans landsmand Bruno Latour i sit sene hovedværk: En ny sociologi for et nyt samfund (2008). Det som Badiou og konferencen omtaler som tabet af traditioner kan omformuleres som en mere klar erkendelse af at vi er omgivet av det sociale fra alle sider, og at det sociale og det politiske ikke kan afgrænses til menneskelige fællesskaber, men omfatter naturen, teknologien og organisatoriske netværk. Denne omformulering har konsekvenser for hvordan vi tænker dannelse og det fremtidige universitet. Det er således et vilkår at vi er indblandet i komplekse, midlertidige og flade systemer, som vi selv er ansvarlige for at håndtere. Konsekvensen er et liv med flere flader, flere medier, flere sammensatte sociale konstellationer. Hverken kundskab eller kunst kan længere identificeres med bogens medie, en præmis, der ikke blev stillet spørgsmål ved på dannelseskonferencen. For hvad indebærer dannelse og kundskabsopbygning i et udvidet felt der inkluderer andre medier, andre samarbejdsformer? Hvordan ser en ny kundskabsopbygning ud i en grænseløs informationståge hvor alt er lige tæt på, og hvad gør det med vores forståelse af historien?
Kaster man et blik på den herskende tendens indenfor humaniora og samfundsvidenskab i dag, ser man mange steder et fokus på stigende samarbejde mellem forskellige fagfelter: økonomi, teknologi, samfundsforståelse, natur og filosofi. Man kunne sige at vi befinder os i en brydningstid hvor dannelsens problematik ikke længere kan nøjes med at have den græske paideia (kundskabens karakterfulde opdragelse) som forbillede, men at den står på tærsklen til en anden tid, hvor der endnu ikke findes klare begreber til at indfange den vending vi står overfor. For Latour vil dannelse komme til at handle om at undersøge alle de materialer der indgår i det sociale felt, og hvordan de påvirker hinanden. Latour valgte tidligt betegnelsen aktør-netværksteori til sine studier af situationer, hvor det er usikkert, hvem eller hvad nogen eller noget er, og hvordan denne nogen eller dette noget eksisterer sammen med andre. Det er disse nye niveauer af usikkerhed som en kommende hybrid kundskabsopbygning må indoptage og bearbejde.
Man «sælger» sit argument for at en arbejdsgiver skal «købe» ens jobansøgning.
Latour gør det tydeligt hvor meget kundskabstilegnelse i et udvidet felt handler om at skabe brud i vores vaner, vores måder at læse og skrive på. For kun ved at sørge for brud i vores vaner, lærer vi at se verden anderledes. Spørgsmålet er om denne demokratiske tankegang kommer under pres i en ny og udvidet medialiseret virkelighed. Skal vi eksempelvis stille helt andre kriterier for læsning? Acceptere nye normer for kortfattet læsning? Og hvad sker med vores historiske kritiske bevidsthed?
Faren ved de nye hybride kundskabsformer er tværfaglighedens gamle problem: Man risikerer at skalte og valte med begreber plukket fra forskellige fagfelter uden at være omhyggelig med kundskabens og begrebernes historiske forankring og udvikling. Uden autonomi mister enhver læreproces en skarp sans for friktion, brud, overgange og konflikt i vidensforståelse. Resultatet er løsagtig viden. Samtidigt forstener denne viden uden en levende udveksling med omgivelserne.
«Entreprenøruniversitetet»
Den anden fare eller den forventelige konsekvens, afhængig af hvordan man ser det, ved hybrid kundskabsopbygning og de nye tværfagligheder, er fremkomsten af entreprenøruniversitetet. Der er tale om en ny type samarbejde mellem de højere læreranstalter, erhvervsliv og kommuner. I dets kølvand vokser også en ny type pædagogik frem, med fokus på procesledelse og facilitering i et samfund der udliciterer sine samfundsopgaver til konsulenter og sociale entreprenører.
Mens nogen ser dette som den eneste reelle mulighed for at bringe viden og værdispørgsmålet ud på gaden og ind i mellemrummet, mellem de etablerede vidensinstitutionerne og de etablerede arbejdsfællesskaber, ser andre denne tendens som et udtryk for manglende faglighed og soliditet. Lektor i pædagogik Jens Erik Kristensen omtalte på dannelseskonferencen denne udvikling som «pædagogisk nihilisme». Læring er blevet til procesbegreb styret af individualisering, opportunistisk rational choice og human kapital, som han udtrykte det. Og denne employability starter i vuggestuen og fortsætter op gennem skolesystemet. Man kan også sige det på en anden måde: Hvis den sociale entreprenør er kommet for at blive, vil kvaliteten af hans arbejde stå og falde med evnen til at gøre de lokale initiativer til værdispørgsmål der er forankret i et sprog for værdisammenstød og politisk bevidsthed, og ikke bare til facilitering af god energi og dejlige grønne fællesskaber hvor alle smiler til hinanden. Tværfaglighedens vanskelige balancegang har ligeledes sin pendant i kravet til universiteterne om at implementere internationale strategier for fagudvikling og profil.
Globalisering og forudsigelighed
Globaliseringen betyder nemlig ikke først og fremmest mangfoldighed og uforudsigelighed, men forudsigelighed, poengterede litteraturlektor Lisbeth Verstrate-Hansen i et af dannelseskonferencens mere overraskende oplæg. Det handlede dels om udgrænsningen af fremmedsprog fra forskningen og dels om standardiseringen af engelsk, der forbigår sprogets relation til kultur og historie. Nyere forskning viser at et standardiseret sprog skaber en instrumentel sprogtilgang hvor viden reduceres til overførsel af information. Vi er invaderet af et kommunikativt sprog uden kulturel og socialhistorisk bevidsthed, mente hun. Når man højprofilerer det man kalder «internationale læringsmiljøer» er det for at sikre mangfoldighed, men internationaliseringen skaber ofte den modsatte effekt, nemlig forudsigelighed, fordi relevanskriterier for internationalisering skal kunne formuleres i klare standarder.
Med uddrag fra lovgivningstekster og rapporter dokumenterede Verstrate-Hansen hvordan alle tiltag handler om økonomisk relevans ud fra en kvantificerbar målestok. Det økonomiske relevanssprog beslaglægger den måde man argumenterer for uddannelse på. Hendes pointe er beslægtet med det professor i statskundskab Wendy Brown beskriver i Undoing the Demos (2015), hvor hun skildrer hvordan vi i uddannelsessamfundet måler og vejer menneskelige egenskaber og erfaringer indenfor en køb-og-salg-metaforik. Man «øger» sin værdi og «investerer» i sin fremtid ved at snakke pænt med fremtidige samarbejdspartnere i kærlighed eller arbejde. Man «sælger» sit argument for at en arbejdsgiver skal «købe» ens jobansøgning. Men hvad sker der når dette finansielle eller merkantile sprog sniger sig ind i de mest hverdagslige sammenhænge?
For Brown går det ud over vores evne til at mobilisere solidaritet og en bevidsthed om kundskabens nødvendige autonomi. Der er således en klar sammenhæng mellem denne «økonomiseringen» af dannelse og hvordan økonomien dominerer i uddannelsespolitikken, ikke kun som tal på bundlinjen, men som en tænkemåde der trænger ind i alle kroge og radikalt ændrer vores måde at tænke værdi og kvalitet på.
Opbruddet?
Økonomiprofessor Niels Kærgård understregede i sin diskussion om dannelse at økonomerne og den økonomiske tænkemåde har brug for mere modstand. «Økonomernes udtalelser får lov at stå uimodsagt.» Vi har set mange eksempler på hvad der ikke virker, som han sagde. Men der er desværre ingen nødvendig sammenhæng mellem viden og ændring i vores handlinger. Hvis de sidste tyve års massive digitalisering, terror, konkurrencestat og New Public Management, har lært os én ting, så er det, at forandring ikke er noe der sker som følge af at vi har viden om hvad der ikke fungerer, det være sig dysfunktionelt arbejdsmarked, klimakrise eller markedspervertering af uddannelsesinstitutionerne. Viden fører ikke per automatik til ændret adfærd. Så hvad forhindrer os i at tænke anderledes og dermed handle anderledes?
Vores problem i dag er altså ikke kun viden, men at nå derhen, til handlingen, til den kraft der forvandler. I sit opråb til ungdommen siger Badiou, at det at være ung er at brænde, men også at bygge op. Man må knytte et bånd mellem de to: «Da ungdommen i dag har friheder og muligheder, er den ikke længere bundet af traditionen. Men hvad skal man stille op med denne frihed, med denne usikre vandren? Man må finde ud af, hvad man formår med hensyn til et sandt skabende og intenst liv, man må stige op mod sin egen formåen.»
Problemet er imidlertid at Badiou kun sætter ord på ungdommen «der brænder». Han tager ikke hånd om den udfordring der handler om at bygge nye kundskaber op. Den nye ungdom må opsøge et sprog for kritisk undren og kollektiv forestillingsevne. I modsætning til den forrige generation må og vil dagens unge højst sandsynlig arbejde for større lydhørhed for materielle processer, for de ting og ressourcer vi investerer tid og arbejde i. De må etablere grundlaget for en stærk kundskabsopbygning omkring en anden sameksistens mellem natur og kultur, en detaljeret opmærksomhed på det der holder samfund sammen – floder, bjerge, planter, dyr, veje, telefontråde, kloaksystemer, kommunikationsmidler, mikrober, parker og klimatiske regelmæssigheder – og undersøge deres organiseringskraft.
Badious afsluttende opsang, salut, giver derimod stadig god mening: «Denne åbenbaring af, at man formår meget andet end det, man troede, forekommer også, når man deltager i en bevægelse for en ny ide om det kollektive liv; når man oplever et kunstnerisk kald, fordi man bevæges af en bog, et stykke musik eller et maleri; når man tiltrækkes af uløste videnskabelige problemer. I alle disse tilfælde oplever man i sig en evne, man ikke vidste, man havde.»
Dannelseskampen og den politiske kamp foregår parallelt, de er to sider af samme sag. Dannelseskampen er ikke en intern læringspædagogisk kamp blandt politikere og lederrepræsentanter fra læreranstalterne, men del af en international politisk bevægelse. Denne må og vil ske på mange fronter, fra overraskende alliancer blandt ældre og yngre på læreranstalterne til alternative læringsfællesskaber eller kunstgrupper, blandt de arbejdsløse, de frivillige, flygtninge og proletarerne. Der er kun ét at sige: Foren jer! Men en sådan opsang giver ikke mening hvis ikke den først og fremmest er båret af nysgerrighed og opdagelse, lysten til kundskab, det, som altid har været og stadig vil være universitetets fremmeste formål. Universitetet er et sted hvor et ungt menneske lærer at skærpe sin dømmekraft, sin sans for kvalitet og opbygge bolværk mod post-faktualitet og nemme løsninger. I en verden af øget kompleksitet skal universitetet være et sted for faglig oprustning og nysgerrig opdagelse.
© norske LMD
Alexander Carnera er forfatter og essayist.
- 1Tim Ingold (red.), Manifest – vores universitet, Forlaget Mindspace, København, 2016.
- 2Alain Badiou, Det sande liv – opfordring til ungdommen, Forlaget Mindspace, København, 2017.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
