Lykken i hverdagsland

En måde at gruppere film på er at se på, hvor balstyrisk filmen er. Hvor meget den påberåber sig opmærksomhed og peger på sin egen eksistens. Hvor meget den gjalder «Se mig!» ud over lærredet. Der findes voldsomt balstyriske film. Det kan være af den hektiske, effektdrevne slags såsom mange superheltefilm, men det balstyriske kan bestemt også findes i genrer, der ikke rummer action, såsom hverdagsdramaet i form af eksempelvist den skandinaviske socialrealisme. En sådan film vil jeg kalde balstyrisk, når den med høj frekvens peger på sig selv og sin egen eksistens, eksempelvist ved at overgøre pointer eller skabe højt tydelige aflæsninger. Det er sjældent et behageligt syn at være vidne til.

I modsatte ende af skalaen finder vi de mere forsagte eller ligefrem subtile film. Det kan være alt fra underspillede, næsten forlegne og derved temmelig anonyme film til voldsomt komplekse og ofte svært definerbare værker. Blandt de mindst balstyriske film, jeg har set på længe, finder vi den finske Den lykkeligste dag i Olli Mäkis liv af debuterende filmskaber Juho Kuosmanen. (…)