Hvis man som jeg er født i 1968, vil man kunne huske opsendingen af Challenger i januar 1986. Kort tid efter at rumfærgen var opskudt, sprang den i luften og forkullede de syv besætningsmedlemmer, blandt dem en skolelærerinde på 37 år og mor til to børn. Som mange andre har jeg set de samme billeder igen og igen. Hver dag genkalder vi os lignende katastrofer gennem mediernes stadige gentagelser, der kun efterlader et melankolsk slør uden flænge, uden indsigt i den kilde som forbinder os med hinanden og verden. Spoler vi tiden tilbage til det gamle Karthago og ofringene til guden Baal møder vi det samme i fortættet form: behovet for en ny begyndelse, en gentagelse af ritualet. Den første begivenhed – og nutidens mange katastrofer – kalder vi et uheld, den anden fra arkaisk tid en ofring. Kain myrdede sin broder Abel og blev derefter udstødt. Byen Rom grundlægges ved Romulus’ drab på sin tvillingebror Remus.
Begæret efter forbilleder kalder den franske filosof Michel Serres det i Statuer: «Bad man en iagttager fra en anden verden om at se lidt på det vi kalder nyheder i TV ville vedkommende ikke kunne undgå at mene at vores kultur alene er bygget på menneskeofringen.»1 Alle citater fra denne bogen er hentet fra Carsten Bo Juhls danske oversættelse, Statuer. Den anden bog om grundlæggelserne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København, 1990. Accepten af privatbilismen og bilproduktionen øger antallet af daglige trafikofre, migrationspolitikken bygger på udstødelse og accepten af død, deltagelse i krige øger antallet af flygtningestrømme og stadig nye ofre. I livets lotteri er offeret en vikar, en vikarierende, så vi kan fortsætte vores tomme ritualer. Enhver skjuler sig bag teknologien. Ingen kaster den første sten.
Statuer udgør sammen med Rome og Geometry Serres’ tre bøger om grundlæggelserne af vores samfund, oprindeligt udgivet mellem 1983 og 1993. Mens Statuer allerede blev oversat til dansk i 1990, er trilogien i sin helhed først nu blevet oversat til engelsk. Med inspiration fra religionshistorien, fysikken og arkæologien er Serres’ trilogi forfriskende i en tid hvor kommunikationssamfundets sociale konstruktioner ikke længere synes at presse nye indsigter frem. Den er et opgør med ideen om, at videnskaben som en iboende lov frigør menneskeheden og naturen fra religionens illusioner og fordomme.
Kulturens arkaiske nutid
«Vi forbliver arkaiske i tre fjerdedele af vores handling og så godt som hele vor tænkning,» bemærker Serres og mener at de arkaiske samfund havde viden om ting, vi var og er uvidende om. Myter, riter og fortællinger er sociale og kulturelle teknologier, der har som funktion at sikre kontinuiteten i menneskehedens udvikling. I dag har miljøkatastrofer, atomvåben, global flygtningestrøm og økonomisk usikkerhed frembragt konsekvenser vi ikke længere er herrer over. «Vi har den kollektive død foran os,» skriver Serres. Vi har i dag fået døden som problem. Vi står ved en skillevej hvor en ny tænkemåde må vende blikket mod det «bånd som ikke afhænger af os». Menneskehedens overlevelse er ikke givet på forhånd, men kræver en fornyet forståelse for det som vi har fortrængt, det som forbinder mennesket med jorden og verden.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
Religionen rummer denne gamle viden, fordi den handler om relationer og bånd, ikke kun de sociale intersubjektive bånd, men især de bånd der forbinder det sociale med det objektive, med elementerne, tingene, fysikken, solen, stjernerne og jorden. Det er gennem religion, forstået som sensiblitet overfor livets endelighed og skrøbelighed, at de menneskelige fællesskaber bliver bærer af den etik der holder sammen på et samfund. Som Serres understreger så er vores forståelse for «kollektivets forhold til døden, det som simpelthen ikke må negligeres».
Dette dødsforhold finder Serres i en undersøgelse af kulturens rødder i Ægypten og Rom. Mens Rome og Statuer fortæller historien om kollektivets opståen i indvielsen og offeret, er Geometry historien om hvordan ægypterne og grækerne gennem geometriens opmåling af jord og land skabte en dialog om deres indbyrdes forbindelser og et pålideligt forhold til kulturens væsentlige objekter. Fælles for trilogien er at historien ikke lader sig beskrive med en første årsag, men udgår fra et «kaotisk spor», en afbøjning (clinamen) der peger i flere retninger på samme tid.
Tingenes mønstre
Geometriens begyndelse kan lokaliseres tilbage til de gamle flodkulturer Ægypten og Babylon. Men geometriens oprindelse kan, hævder Serres, ikke reduceres til historien om strid og arv mellem familier og krav om adskillelse og opmåling af jorden. Læren om opmåling er for ham en måde at kommunikere på, der forbinder det abstrakte med det visuelle og det grafiske.
Videnskabshistorien er en fortælling om aksiomer og jagten på de første årsager, men det findes en overset historie om forbindelsen mellem nomos (målestok) og fysis (fysikken), der ikke handler om aksiomer, men om begivenheder, om linjer der mødes og krydser, om konflikter, splittelser og kaos. Geometrien skal forlige sig med det udelukkende tredje, det ekskluderede, de kaotiske mønstre og foldninger i naturen. Derfor må man betragte og analysere geometrien som en grafisk kunst og et visuelt sprog, hvis man ønsker at få tingene i tale, det vil sige forstå og sanse byers orden, volumenet og ridserne i en vase, diagonaler og linjer i en bygningskonstruktion. Opmålingen er en visuel strategi der skaber fortrolighed med jorden og tingene. Vi må forstå «det abstraktes opståen i visuelle tegn».
Vi rejser ting for at spejle os i os selv. Statuen er blevet alt-for-menneskelig.
Mens grækerne var begrænset i deres abstrakte tænkning, rummer ægypternes visuelle hieroglyffer en kortlægning af dødens og livets intuition. «Der er utallige gange mere information i fladen, skemaet eller hieroglyffen, end der er i bogstavernes lineære sekvens,» skriver Serres. Man må ikke blive stående ved afbildningen, men være opmærksom på den bevægelse der river sig løs fra de udspændte punkter. I de ægyptiske guder eller suverænens maske rumsterer et kaos og en konflikt mellem en tidligere og en nuværende orden. Grundlæggelsen af sandheden er ikke endelig afbildning, men en dramatisk optegnelse, der ligesom statuen skaber en målestok hvor mennesket igennem kunsten søger gengivelsen af tilværelsens grund, festivalen og det hellige.
Geometrien er som en grafisk væverske der optegner jordens og tingenes flade i et overrumplende ikke-lineært væv. Serres refortolker geometrien som opfindsom topologi, en art stedsans der forbinder geometriens grundlæggelse med jorden og tingenes varians, herunder statuen.
En måde at tænke på
Statuer, i mine øjne den mest vellykkede af de tre bøger, er en rejse ned i underverdenen, til de ældste og mest fortrængte lag, tilbage til Ægypten og det gamle testamentes tid, ned til et sted før enhver tidsangivelse. Historien begynder med rumfærgen og slutter med Orfeus. Undervejs blandes ægyptiske mumificeringsteknikker og begravelsesritualer med informationsteori og termodynamik. Statuen kendetegnes gennem liget, mumien, begravelsen, ofringen og steningen, der ritualiserer overgangen mellem subjekt og objekt. Statuen er ikke kun livløst objekt, en masse af marmor, af ler og bronze, almindelig eller sjælden jord, men også et bevægeligt og levende legeme, luftig, mild, kærtegnende, kærlig, patetisk, vanvittig, skør og sær.
Statuen er en måde at tænke på, mener Serres. Først og fremmest gennem spillet med stoffet, de ydre ting, hvormed vi skal gentænke selvets forvandling og verdens tilblivelse. Som tankefigur genopretter statuen båndet til jorden. Den gør tingene og elementernes spor nødvendige for selvrefleksion. Statuen er som religiøst artefakt en bekræftelse af en ny kundskabsopbygning der favner forbindelser mellem mennesket og objekter. Serres gør religion til en fælles kilde for social- og humanvidenskaberne, fysikken og filosofien. Ubesværet bevæger han sig mellem steder, statuer, bytorve, græsk naturfilosofi, Dante, Jules Verne, og vandringer i bjerge og på kirkegårde. Her forbinder han mytens univers med landskabets rum og steder.
Den sociale støj
Statuer er en topografisk optegnelse over steder og ritualer hvor jorden og stoffet får lov at gøre modstand og nedbryde hierarkierne mellem mennesket og naturen. Mennesket er ikke længere den besiddende, den beherskende, men lyttende, skrøbelig, dødelig og skabende.
Historien er ikke erobrernes, men de flygtendes, afståelsernes og afvigelsernes historie. Haveriet, skibet ramt af uvejr og afsejlingen, er på én gang billede på en eksistentiel og global grundsituation. «Vi har forladt den fastboende model til fordel for nomaden. Fra det lukkede til det åbne, fra boligen til overgangsstedet, fra tilflugtsstedet til det omflakkende. Det samme gælder for tænkeren og tænkningen,» skriver Serres.
For Serres rummer denne tilstand en krise, der har at gøre med vores kollektive forhold til døden. Det forhold at vi har flyttet sammen i storbyer, har bragt døden tættere på, de andres død, dog uden en bevidstgørelse. Grunden er dermed lagt for den dødsangst der styrer så mange ting i dag. Tidens adspredelse og livspanik bunder i manglende dødsbevidsthed og heraf manglende sans for væsentlighed og åndelighed i livet. Serres ønsker at gentænke nomaden som erfaringskategori med rod i religionens initiationsrite, rite de passage. Hvorigennem passerer vi? Hvad går vi igennem? Hvori består prøvelsen?
Massen og stedsansen må indføres som erfaringskategorier i filosofien, mener Serres. Vi skal forstå historien som den stedsans hvor verden åbner sig mod tingene, døden og rystelserne. Statuen er navnet på de overgangsporte der samler objekternes rystelse. Engang byggede vi templer, i dag bygger vi megalomane eiffeltårne uden forbindelse til underverdenen, de dødes rige, der hvor vi kommer fra. «Vi kan ikke leve eller tænke uden reference, vi har måttet have steder hvor vi drog hen, hvorfra vi kom, hvorigennem vi passerede, hvor vi holdt til, anbragte seng og bord, antændte ild og kærlighed, lavede børn og værker, fødtes og døde.» Her hviler han, siger vi og henviser til vores forfædre, men Serres minder os om at haven, kirkegården og templet er steder for fødsel, genfødsel og forvandling. Materialet rejser og grundlægger, det ryster og giver plads for noget nyt. «Vi savner jorden,» skriver han. «Vi savner tingenes mirakel.»
Objektet flænger diskursen, døden sønderriver den sociale støj. Men hører vi den? Ødelæggelsen af Palmyra i Syrien og Bamiyan-buddhaerne ødelægger også mennesket. Når det som har krævet en kollektiv opmærksomhed forsvinder, går noget i stykker også i mennesket. Terroristerne ved det og spiller på det. Hvilken plads afsætter vi i dag til forudsætninger, der ikke er givet med os selv? Hvad sker der når der for politik og kunst ingen objekter findes, men kun hvad vi selv kan tænke om dem?
Objektets mirakel
Mellem Nildeltaet og Kairo findes en kirkegård hvor en hel generation af omstrejfende fattige har slået sig ned, de som ikke fik plads i den store by – hovedstaden. Den nye by, også kaldet «De dødes by», er bogstavelig talt blevet til ovenpå kirkegården. I dag er den en millionby, en nekropolis for en skibbruden race. Her slumrer de levende blandt de døde. Gravstederne fungerer som statuer og holder fortid og nutid sammen, de fortæller historien om oversvømmelsernes sociale vold. «De store erobringer skyldes aldrig en stor, aggressiv armé, men flokken af dem der er blevet udstødt af deres glubske brødre,» skriver Serres.
Statuen forbinder, åbner og fastholder den begivenhed eller det øjeblik hvor tyrfægteren i en tæt sammenkædning med tyren genfinder sfinxens hemmelighed, hvor halvt menneske og halvt dyr samler sig i én og samme begivenhed. Sammen former matadoren og tyren en statue. Også de udslukkende vulkaner skulpturerer senere varmekilder, og menneskene søger derhen for at blive helbredt, fortæller Serres.
Det interessante er hvornår objekterne dukker op, rejser sig, slår hul i vores tid, i sproget, gør levende. Det begynder med liget, med balsameringen, og fortsætter i kunsten (digtningen og dramaet) og senere hos magten. «Statuen, den mest arkaiske af alle kunstarterne, fører os tilbage til det tragiske, til døden, mumierne og guderne, men også til dyrene fra før stormfloden, og det ved overfladesløret.»
Digterne har siden oldtiden besunget mennesker der gik i dyreskind. Ligeledes har ofringen og volden siden assyrernes og ægypternes tid været forbundet med beklædningen, med sminken og salven. Volden i disse samfund er aldrig kun blind, men heftig, en længsel der bryder igennem det stof, der maskerer og forklæder, slår det sprog i stykker, der svarer undvigende og hyklerisk, udstiller forstillelse og hykleri, får de virkelige drifter og følelser til at vise sig. «Man skal forestille sig virkeligheden som sløret,» skriver Serres, en «blanding af hårdt og mildt». De beklædte legemer er statuer æltet af massen. Ordet vender tilbage til kødet. Skulpturen selv er den første kunstart og «det fuldkomne kunstværk udsiger altid essensen af sin kunst, af sin materie og af sin form». Det moderne hykleri består i at lade statuerne og objekterne gennemtrænge af heltedyrkelse, forstillelse og selvmytologisering. Vi rejser ting for at spejle os i os selv. Statuen er blevet alt-for-menneskelig. Hvad der mangler er en kollektiv opmærksomhed på båndet til det som ikke afhænger af os selv. Det er det de gamle kulturer kan lære os.
Barokmennesket og diskretionen
Hvorfra stammer erkendelsen? Vi har lært at den kommer fra ordet, fra det indre lys. Serres bevæger sig den anden vej. I en lang meditation over maleren Georges de La Tours billede af Maria Magdalene, La Madeleine à la veilleuse, lokaliserer han mellemrummet mellem tingene (kranie og spejl) og mennesket (kvinden) som tankens genstand. Erkendelsen finder sted i det mellemrum, sproget har ladt i stikken: «Lyset går ikke fra det levende ansigt mod den livløse ting: tværtimod, det mediterende ansigt modtager det fra objektet. Jeget begynder ikke, men det gør dette.»
En afklaret rolig skønhed udgår fra Magdalene: «Den der bærer skelettet, bevarer noget velkendt over sig, et kødeligt, åndfuldt, smukt, råddent og fordærvet lys, som skinner i mørket omkring kraniet og som vender tilbage til Magdalenes udstråling.» Kroppen tænker, altså stråler den. Indefra i maleriets mørke kasse. Gennem den stille tilnærmelse til objektet genopstår subjektet. Kroppen tænker, forbrænder og fortærer. Hun brænder af tanker. Vi kalder det sjæl.
Fra La Tour fortsætter Serres sin rejse til en mere voldsom, men ikke mindre følsom Empedokles, naturfysikeren, der kastede sig i Etnas flammer i et forgæves forsøg på at klarlægge naturens elementer. Derefter møder vi Sisyfos og stenen, Lazarus og genopstandelsen, og endelig Orfeus og skabelsen. Fælles for dem er en opmærksomhed på tingenes ændringer. Langsomt, ventende og mediterende, prøver de sig frem.
Serres’ inspiration fra barokmesteren Leibniz fornægter sig ikke. Vulkanen og stenen som gennem figuren statuerer eksemplet er et kraftfelt hvori hele verden er til stede. Men den verden der åbenbarer sig i det statuariske kan ikke ses udefra, den er en sjæl uden vinduer, en monade. Både malerkunsten med Valazquez, digterkunsten med Borges og Joyce, og filosofien med Leibniz og Spinoza, forsøger at skildre den tanke som verden tænker i mennesket gennem tingene og dets kompleksitet. En diskretion der ikke falder for fristelsen til at bringe alt ud i lyset, som afventer og skifter synsvinkel, forbinder det som er langt væk med det som er tæt på.
I Statuer stiller Serres Roms og Ægyptens diskrete stilistik op mod Grækenlands og Israels tro på den fuldkomne åbenbaring: «Hvad angår Rom og Ægypten, ville vi endnu have været uden kendskab til den diskrete handling at unddrage, at skjule, tavsheden og mørket, den lukkede æske, objektet; der skulle den græske dristighed, snuhed og løgn til, for at vove at navngive Pyramiderne, dvs. kalde for ild hin tunge og kompakte blok, denne tætte og kolde, sorte kasse, der med millioner af tons stener den døde Faraos legeme: aldrig har noget i den grad ikke fortjent sit navn; hvorfor ikke hellere kalde dem Mørkerige?»
Det væsentligt indfoldede som kulturhistorisk begivenhed. Men hvorfor lige denne begivenhed, hvorfor ikke gå længere tilbage, til assyrerne, de tidlige nomader, aboriginerne? Når han eksempelvis ikke går helt tilbage til det før-ægyptiske, den natufiske kultur (12 300–9600 f.Kr), den tidlige overgang til landbrug, har det nok en del at gøre med hvordan den billedlige og grafiske tegnforståelse her når et højere stadie der forbinder hans analyse af skabelsen og det kollektives opståen på en måde som nutidsmennesket kan lære af i dag.
Fremtidens statuer
Efter denne nedstigning i mørket er det på sin plads at spørge til statuens mulighed i dag og i morgen. Kan statuen endnu fungere som social teknologi, som regulerende princip for en kollektiv forståelse?
I et vanskeligt kapløb mellem kulturarv og turisme kæmper UNESCO for at bevare erindringsspor til tingene og fortiden. Dog er det nok ikke statuen som centrum for en ny social teknik, men snarere Serres’ udvidelse af statuens problematik til en objektets problematik, vi kan drage nytte af. Vi kan muligvis forestille os en kultur uden statuer, men vi kan næppe forestille os en kultur uden objekter. Behovet for håndværket, det taktile, for tingene, for naturens objekter vender i disse år tilbage med fornyet kraft. Skal der være erkendelser skal der være objekter. Statuens grundlæggelse er en traktat om objektets problematik, en måde at skulpturere vores erfaringer og de sociale bånd på.
Videoinstallationene til den amerikanske videokunstner Bill Viola kan måske betragtes som skulpturer i Serres’ ånd, fordi disse bearbejder og legemliggør det kollektives opståen i en ny digital fysik – billedstoffets egen energi. Vi har behov for sådanne eksperimenter der bruger medier til at gentænke den kollektive død og den kollektive opståen. Den fysiske grundlæggelse, den handling at skulpturere, vender tilbage til jorden for at bruge af dens materialer, for at gentænke verden og menneskets forbindelse med kosmos. Arbejdet med objekter legemliggør livet og døden, samler livets elementer, jord, luft, ild og vand. I en tid med klimakrise er dette en invitation til at højne vores følsomhed overfor det som ikke afhænger af os selv – solen, jorden, stjernerne, lyset, mørket.
© norske LMD
Alexander Carnera er forfatter, i København.
- 1Alle citater fra denne bogen er hentet fra Carsten Bo Juhls danske oversættelse, Statuer. Den anden bog om grundlæggelserne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København, 1990.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
