Filmisk set - april – Le Monde diplomatique

Størstedelen af de film, vi ser, er optaget af plot, karakterer og udfoldelsen af en fortælling. De har muligvis en række iøjnefaldende stilistiske træk, men ofte skal stilen primært være en drivkraft for fortællingen eller karakterudviklingen. Men der findes også film, hvor hverken fortælling, karakter eller for den sags skyld stilistiske træk er det centrale, men hvor selve overfladen bliver et omdrejningspunkt. Og med overflade refererer jeg til det, man kunne kalde materialitet eller tekstur. Film med fokus på objekters fysiske beskaffenhed er tit af typen kunstfilm eller måske ligefrem avantgarde- og eksperimentalfilm. Klassiske eksempler på den slags film kunne være Coming Attractions (2010) af Peter Tscherkassky eller Carolee Schneemanns Fuses fra 1965. Især sidstnævnte er et interessant bud på hvordan selve elskovsakten kan finde et næsten fysisk udtryk i filmisk form.

Men der findes også «overfladefilm» i mainstreamkulturen. En af de nyeste er Paul Thomas Andersons Phantom Thread. Filmen er fremdeles et portræt af (den fiktive) tøjdesigner Reynolds Woodcock og dermed også et historisk dokument om den engelske modeverden anno 1950'erne. Men filmen har ligeledes en markant optagethed af materialitet i form af selve tekstilernes tekstur. Dette virker kun naturligt, filmens emne taget i betragtning, men måden Anderson inkorporerer materialitet i filmens narrativ fortjener nogle bemærkninger. (…)