Der er næppe nogen genre, der hedder tennisfilm. I bedste fald skulle vi så tale om en subgenre indenfor kategorien sportsfilm, der jo typisk kredser om sejre og nederlag, kampen for at nå toppen, helte og skurke, skader og triumfer. Lad det nu ligge. Jeg så for nylig den forholdsvist nye tennisfilm Borg vs. McEnroe (2017), lavet af danske Janus Metz, og kom til at tænke på Jørgen Leths noget ældre tennisfilm Motion Picture (1970). De to værker udøver filmtennis på hver sin facon. Det er næsten to forskellige sportsgrene, de får frembragt.
De første scener i Metz' tennisdrama er stilrene og stramme. De udnytter til fulde tennisbanens mange firkanter. Her er mønsteret. Geometrien. Grafiske momenter. Det må være en nydelse at arbejde med for en filmfotograf. Senere kommer perspektivet oppefra, som åbenbarer et helt andet spil end det, vi kender. Det kan filmen. Det kan kunsten. Vise os noget velkendt på en anden facon. Gøre det kendte ukendt og dermed interessant på ny. (…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
