Jeg hører jeres stemme fra den voksnes skolebænk, stemmen der taler bag et nedarvet sprog. Sproget for det stabile liv, den lille adspredelse, i dag, i morgen, i overmorgen, lykkens lille cirkel, et købmandssprog der hviner gennem jeres hud som det oplyste billede i den sidste drøm, inden I vågner. Til en dag hvor ingen veje fører tilbage til i går, og morgendagen lover mere af det samme. Hvad kan I gøre andet end at overtage de voksnes sprog, det forbitrede snakkeri styret af skabeloner, beregning og hævn? De voksnes ødselhed. Vi der gør en dyd ud af at handle uden at handle. En dyd ud af ikke at kunne ændre på noget. En dyd ud af ikke at længes. En dyd ud af ikke at have noget på hjerte. En dyd ud af at fortsætte selvom vi har opgivet enhver tro på noget andet end os selv.
Så hurtigt I skal ud at køre. Jeres våde øjne er jeres glatte vejbane. Glide og flyde forbi udstillingsvinduet. Nyheden. Det samme som i går. Jeres lille vandhul. Det fælles trug. Fra alle os til alle jer. Uimponeret suger I safter og sekreter I jer. Selvfølgelig er I stoppet med at tilhøre ungdommen, før I kom i skole. Ophørt med at udforske jeres egne hænder, den jord I holdt i jeres hænder, i plantagerne, på jeres vandringer, i skove, på sandstrande, langs med skjulte søer, ad askegrå udstrakte egne, den håndfuld af jord som varmede jeres kroppe, de planetariske kys på den varme hud. Jeres sangstemme, jeres skrig, alt det I begyndte på som børn. Stoppet med at udforske det der slider på jeres hænder, jeres hud, jeres krampe, jeres kropsdans. Stoppet med at forstå hvorfor I er så ulykkelige. Hvorfor I skjuler jer selv. Ophørt med at leve udenfor tiden, ungdommens eneste tid. Den underjordiske aktion hvor den yngre bliver ældre end den ældre og yngre end den yngre. Hvor man ikke længere har behov for sit eget navn, fordi man forvandler sig til det, man siger og opdager at man er, en lille pige der vokser, og en stor dreng der bliver mindre.
*
Jeg hører jeres vejrtrækning. Jeres overvældende digitale åndedræt, trykket fra dansemusikken, der lyder som om I både fester og arbejder på samme tid. Til lyden af Beyoncé og Lady Gaga. Jeg hører jeres skridt i bunden af den digitale skærsild, hvor det ikke er muligt at træde ved siden af, fordi det hele kører rundt, fordi det hele gentager sig som en plade, en plade uden riller, uden skrammer, en musik der har oploaded jeres nydelseskrampe til økonomisk coke. En arbejdsfest der har outsourcet jeres følelser til næste liv. Jeres job er en fest, den teknologiske autotune jeres hjerteslag. Ravedreamers, business buzz, kreativ industri, nullernes tuberkulose. Hvem skulle have troet, at I kunne brænde op så hurtigt som friturestegte synapser. I der troede, I ville finde virkeligheden, hvad gemmer der sig bag jeres anstrengte entreprenørsmil andet et en stille tristhed?
Glidende op og ned ad rulletrapper i den transparente tundra, som om sorgen kommer udefra, som sporene fra en corporate verden der har taget jeres drømme fra jer. Netværksmøder om dagen, Star Wars og Hunger Games om aftenen. Det er lykkedes os at skjule, at fremtiden og fortiden forsvinder for jer. Det er lykkedes os at skabe en verden, der ikke længere rummer noget interessant. Hvad er jeres maniske produktivitet andet end et udtryk for, at I har mistet troen på virkelig forvandling? Hvad er mani andet end at kunne gemme sig bag en stemme? Hvad er konstant arbejde andet end at kunne gemme sig bag stemmens skrig? Hvad er det at være besat andet end en flugt? Hvad er det at være evig aktiv andet end at være passiv?
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
*
Engang kunne vi med sindsro sige: I ønsker nyt liv, mens den voksne ønsker våbenhvile. I bevæger jer, mens den voksne står stille. I ser frem, mens den voksne ser tilbage. I lever, mens de voksne er ved at dø. I er forvirrede, mens den voksne er klar. Nu lyder det, som om vi taler samme sprog? I undrer jer, forvirret over alt det I ser i jeres drømme. Skræmte ansigter. Smidige ansigter. Ikke rå eller brutale, bare glatte. Som vores. Jeg behøver bare at stryge en tændstik foran jeres ansigt, mens I ligger og sover. Så ser jeg det, jeg også ser om dagen, at jeres øjne løber i vand. De tårer, I tørrer væk, når I vågner. Inden I står op, før I aflægger jeres spøgelse, aflægger jeres stemme, det, som holdt jer i live, det som er jeres liv. Jeres andet liv. Jeres kampdygtighed. Nu vågner I uforstående over for de nye tegn i den gamle dyrekreds. Den oprevne sjæl. De glemte billeder.
Ikke så underligt at I drømmer om at skrælle huden af og lægge den på sandet i et åbent mønster. Grave den ned i sandet som en besked til jeres forfædre, jeres egen drømmetid. Nu sidder I og stirrer på den tavse partner på den anden side af cafébordet, nipper til jeres cappuccino, mens I undrer jer over, hvad I skal foretage jer, hvad der skal blive af jer. Ikke så underligt at I doper jer med porno, Lady Gaga og krimiserier om fortabte politimænd. Ikke så underligt at alle jeres samtaler lyder som salgstaler, hvor enhver, der taler, lyder som om, han vil sælge noget inklusiv sig selv. Hvad har vi lært jer andet, end at I skal være turister? Privilegerede verdensborgere svimle over egen middelmådighed.
Fra kedsomhed til distraktion til kedsomhed. Fra rundt i mørket til rundt i mørket.
Hvad har vi lært jer andet end at glide op ad og ned ad rulletrapperne til et forkromet fortov tvunget til at shoppe? Altså, hvad har vi lært jer andet end at være ligeglade? Mens slitagen slider på jeres kroppe, kæmper I for at finde nye måder at være ensomme på. Nu kommer I til os for at lære at mestre spidsbelastningen mellem ydeevne og begær. Summen af alle kompetencer. Sandheden er at vi ikke længere kan lære jer noget, I ikke kan lære jer selv. Vi har kun vores eget navn, vores eget spejl, vores egen bitterhed. Den evige foretagsomhed. Den maniske handling. Handling uden kraft. Begær uden sult. Lyst uden tanke. Liv uden mysterium.
*
Engang sagde vi til den unge: Du er da kommet ind i mit liv for at ødelægge, er du ikke? For at ødelægge vores trygge forestillinger, for at rive tæppet væk under os, få os til at tro på noget andet end os selv, vores falske behov? Du er da kommet, fordi du tror på ordet, på billedet, er du ikke? Fordi du har oplevet jorden skifte farve under dine fødder? Fordi du har mærket, hvordan skønheden river os alle med i faldet, ned fra vores piedestal. Fordi den skrøbelige skælven fører os nærmere jordens rotation. Fordi din fornemmelse for verdens skønhed vikler dig ind i dens sted. Hvor noget fortærer dig, uden at du kan sige, hvad der faktisk skete. De øjeblikke hvor man er parat til at give slip. De stunder hvor man forstår at være overgivet til kræfter uden for ens egen kontrol. Øjeblikke hvor man omstyrter og bevæger jorden, mens man bevæger sig selv. Det var sådan, I kom ind i verden, ud af hullet, men nu går i tilbage, hen til os, det samme hul?
Tilbage står troen på, at vi skulle bevæge jer et andet sted hen. Alt det der skal opnås, alt det I kan få, det som I vil besidde og eje, det som skal være jeres, kun jeres, ingen andres, jeres nydelse, jeres liv. At bede er det nemmeste af alt.
I har set jeres grønthandler gøre det bag disken. Nu gør vi det sammen hver dag. Vi har lært jer det. Det standser ikke. Det fortsætter. Hver dag. Det er derfor, I kommer. Det er derfor, I vender tilbage. I lærer det hurtigt. Al den frihed I har, som vi ikke havde. Og så bliver I bare siddende, passive, mens I styrter rundt. På bænken, på gaderne, på vejene, på gangene, i lufthavnene, i transitten.
Og jeres øjne forbliver våde, som om I ikke er tilfredse, som om I udskyder noget. Noget som vi har givet jer, som vi har stillet jer i udsigt. Som om I fortsætter med at ligge på knæ. Som om det menneskelige i jer kun lyser i jeres fravær. Som om I er blevet for trætte til at gøre noget andet, end det I plejer. Fordi I har glemt, hvordan man bruger trætheden til et nyt angreb? Som om jeres udmattede kroppe, der skriger på et andet liv, har glemt, hvordan man skriger. Som om I længes efter at finde noget, ingen før har kaldt nydelse. Fordi I stadig forsøger at finde ud af, hvad det vil sige at være i live. Fordi I stadig venter på at kunne rive jer løs fra menneskeriget. Forsøger at gå gennem en portal til en verden, hvor sprogets huller og støv igen bærer jer hen til tingene, ind i dem, ind i deres flimrende og viltre liv og hen til den næste ting. Og videre. Fordi I er blevet for smidige uden at være mærket af den jord, der har kendt jer meget længe. For glatte uden at være besværlige. For simple uden at være enkle. For langt væk fra alting uden at være væk hjemmefra. For meget en rullekuffert uden rygsæk. For meget mulighed uden umulighed. For mange punkter af gråd uden virkelige tårer. For mange økonomiske nødvendigheder uden skæbne.
Jeg ville have givet jer en rygsæk fyldt med esoteriske ord. Så I sammen kunne lave udkast til nye verdener, ingen har set. Hvor de hvide mennesker også kan være brune. Hvor man ikke længere spørger om det, som findes, men om det som ikke findes. Hvor enhver inspiration kræver ensom underkastelse frem for utålmodig beherskelse. Hvor man kan elske et træ mere end et menneske. Hvor man kan elske sig selv som en alien, som Sun Ra, som Major Tom, som ingen. Flygte fra jeres identitet, jeres evige spændetrøje. Opdage jeres egen lyrik. Jeres splittelse, jeres længsel, jeres liv. Hvor den skøre nutid er nok til tusind liv. Jeg ville have udpeget en vej, hvor ingen står stille i sin egen lyskreds. Nu går I rundt og spiller kroket med jeres egne hoveder på en uendelig soft green finansieret af en virtuel talismand fra A/S-Singapore.
*
Der er ikke længere nogen skygger, som kan hjælpe jer med at se tingene klart; kun det grelle lys. Et lys så skarpt at man må sænke blikket. Lyset, det kommer fra alle hjørner. Som om en kraft udefra er kommet ind i verden, som ingen kan standse. Som om vi ikke længere har noget at sætte i stedet. Hvor alt, hvad vi har frygtet i de sidste tredive år, er blevet en realitet. Eller også er vi bare blevet indhentet af noget, som er sket for længe siden?
Nu efterlades vi med et lys, der kommer fra tingene selv, helt udefra, uden skygger. Et lys så langt væk at tingene skifter farve. Alene. Alene med det som er alene. Alene med os selv. Alene med et lys vi ikke bryder os om. Vi sænker blikket. Ikke fordi det overvælder os, men fordi vi er alene. Alene, mens vi ser huse og byer gå op røg. Alene, mens vi lader stå til. Alene, fordi vi brænder op i den sociale masse. Alene, mens vi holder gang i samtalen for ikke at bryde sammen. Alene, mens vi fremviser de samme modeller for ikke at være fortabte. Alene, mens vi hylder den gode oplevelse, så vi kan lade som om, vi ikke er ved at kede os til døde. Alene, mens magten leger stoleleg, så alt kan blive ved det samme.
Vi, der er så små og har tabt vores krige, skal værne om vores eget lys. Et lys der lever i vores have, vores lille have, som er vores. Her fordeler planter og ukrudt sig i små lige rækker. De står pænt og ånder. Det er vores have. Vores lys. Skiftevis betragter vi himlen og vores lille have og synes, at lyset har forandret sig. Som om også planterne holder på deres eget lys. Luften er blevet alt for spændende. Troldmændene forsøger stadig at forudsige morgendagen. Den frie, primitive kerne af et samfund med skærpet appetit. Men ingenting vokser, som det plejer. Vi sender live fra vores egen boldgade om den store verden. Vi er ligeså fremmede for vores egen have, som vi er for de fremmede udenfor. Vi var heldige at blive forkælet af vores forældres generation, men nu strejfer vi omkring i gaderne bøjet i neon fortabte i vores egen have. Kan ikke længere finde vej, kan ikke forstå, hvorfor lyset ikke længere skinner på os.
Alting var så klart defineret af os, vores have, det ukrænkelige. Bacon og rugbrød var vores glorie. Det som voksede i vores egen have. Skabelsen af vort individuelle selv, alterbrødet, det som alle får del i, fordi lyset skinner på os. Hvor enhver modtager det, der tilkommer ham. Nu æder vi alle af det samme kedelige brød, men uden velsignelse. Vi æder for at fylde vores maver uden at være sultne. Fylder vores maver uden at drømme om en anden verden. Æder og drikker i vores egen lille have. Der hvor lyset er holdt op med at skinne. For lyset skinner ikke længere i vores have. Stedet hvor alt vokser og gror i to lige rækker. Lyset vil os ikke. Afviser os selv på en varm og rolig dag. Mens vi soler os. Smører os ind i creme. Slår liggestolene ud, knapper øllen op. Nyder bølgerne. Et skumsprøjt her, en bølge der. Vi, der er så små og har tabt vores krige, har lært at værne om vores eget lys. Det kender vi. Det lever i vores have, vores lille have, som er vores. Her fordeler planter og ukrudt sig i små lige rækker. Lys efter lys. Det spiller, det changerer, det hvirvler. I det ydre. Det tæmmer, det beskytter, det inddæmmer. I det indre.
En dag betragter I et isbjerg, hvis elfenbenshvide sneblokke rammer jorden i en ujordisk hvidhed. Smukkere og mere urovækkende end det I har set før. Endeløse udgravninger i jordens sarte bælte har ændret overfladen. Landskaber, I aldrig har set før, som venter på os som spøgelser fra en anden tid. En uvant varme udenfor, en uvant kulde indeni. En ukendt masse af fluorescerende lys som ikke kommer fra himlen eller os, som om vi skal finde beviserne i ruinerne. Findes dette tingenes og jordens lys? I vidste det ikke, fordi I var adskilt fra det.
Lyset, der fortsætter sin rejse. Lyset i omdrejninger. Det, som gør ondt. Det, som blænder. Det, som ingen behersker. Et lys uden farve. Et grelt lys. Et lys, der fryser. Et iset lys. Et hvidt lys. En hvid tid i en opvarmet verden. En tidløs tid, hvor smeltet is sender kugler af sted gennem atmosfæren. Kugler, der ankommer fra en anden tid. Midt i tiden. Kugler, som når at tø op på sin lange rejse. Kugler, der triller ud af hullet. Fra en sænket himmel. Alt for tæt på. Kugler, vi ikke længere ser. Kugler, der har lagt sig henover vores møbler som gammelt skidt, vi ikke orker at støve af. En stadig tungere luft. Molekyler rullet sammen som en kugle ladet med en energi, som ikke længere er vores. Som slider på hinanden. Som slider på os. Som spredes. Foran øjnene på den voksne, den unge. Gør ingen forskel. Lysets sammenbrud er bare et mellemspil. Man glider og danser fra nydelse til nydelse, fra projekt til projekt, fra knepperum til knepperum. Fra trøst til trøst. Fra uvished til uvished. Fra panik til distraktion til panik. Fra kedsomhed til distraktion til kedsomhed. Fra rundt i mørket til rundt i mørket. I evig kontrol, helt ude af balance.
*
Nu falder det. Regn og kastanjer fra et træ. Et helt træ, der giver op. Et helt træ, der ikke længere kan bestemme sine farver og sit fald. I den samme gade hvor en dreng samler kastanjerne sammen. Den ene brune kugle efter den anden. Roligt, tællende, drømmende. Bagved står den voksne, pædagogen og råber og gestikulerer. Han, drengen, hører hende ikke. Med hånden nede i jorden og hovedet ude i regnen. Foran børnehaven. Foran de voksne. Det oprejste menneske. Drengen med kastanjerne. Han bliver bare ved. Én efter én lægger han dem op i et badekar af plastik ved siden af sandkassen. Han bliver stående og kigger, mens de flyder rundt på vandet. Undrer sig. De råber. Han bliver stående. Ser krusningerne på overfladen. Bølgerne, der vokser. Alt det naturen gør helt af sig selv. Bevæger og berører. Stilheden, ensomheden, uinteresseret, det, som er hans kærlighed. Opdagelsen af en verden uden for ham selv, os selv. Vores eneste chance for at komme nærmere hinanden?
Hvad gemmer der sig bag jeres anstrengte entreprenørsmil andet end en stille tristhed?
Så kigger han op, fordi han kan huske solens stråler. For ikke mange minutter siden så han solen spejle sig i bygningen overfor. Dens mærkelige stråler fik et andet lys til at glimte i de store glasfacader i den øverste del af bygningen. Som om bygningen stod i flammer. Smukke og passende flammer. Gløder på hver etage. Glasset, der smeltede for øjnene af ham. Og det blev stående, huset, uden at vælte. Optændt og oplyst uden længere at være et hus. Helt udefra kom det.
Kom igen sol når du har tid, kom igen, tænker han. Og nu regnen, regnen der falder i lårtykke stråler. Han breder håndfladen ud for at holde på vandet, som om det var jord. Jord fra himlen. Han er mere end stille. Skjult i regnen. Bag det skrøbelige gemmer sig jordens granit. Nej, bag det skrøbelige gemmer sig den smuldrende og opløste granit. Han giver slip. En mand forsøger at hjælpe en dame over gaden, men glider ud af sit greb på cyklen. Andre kæmper sig frem med paraplyer blæst om på vrangen. Forsvinder ind i tørvejr og tager jakken af. Pædagogen forsvinder. Drengen bliver stående.
En bil holder stille, selvom der er grønt. Vinduesviskerne bevæger sig fra side til side, mens manden bliver siddende foran rattet, fordi han ikke har set noget lignende og nu slukker lyset på instrumentbrættet, som lader sin sjæl køre videre i mørket, svævende og skælvende. Han selv er klippet væk fra kroppen som af en saks, så den kan køre med nattevinden mod en hvilken som helst kold stjerne. Og der bliver mørkt foran instrumentbrættet. Han kan kun sidde og stirre på regnen, der vælter ned. Og det går op for ham, at vandet er løbet ind i bilen og er på vej ud gennem alle åbninger. Vand overalt. Vand, der løber. Store dråber hænger fra knapperne på instrumentbrættet, CD-spilleren, løbende vand der former metallet, det hårde metal blødgjort af vand. Nu omdannet til en flydende materie. Vandet der hænger som klaser fra knapper og metal. Som fosser fra instrumentbrættet. Som løber ud på gulvet. Og han læner sig tilbage i sædet mens vandstanden stiger. Den mærkelige glæde inden sammenbruddet?
Også badekaret er efterhånden fyldt til randen med vand, og kastanjerne skvulper hen til kanten, flere af dem ud over. Den kvindelige pædagog råber en sidste gang ud til børnene om at komme ind i huset. Ungerne smider, hvad de har i hænderne, skovle, sand, bolde. Imens stiger vandstanden i haven og på gaden. Og så rammer det med store slag, først i badekarret, derefter i sandet og endelig på vejene, klumper, store klumper af is. Ikke hagl, men is. Alt for store til at blive ført af vinden. De, som endnu forsøger at gå, ligner skygger. Små streger, der ikke gør nogen forskel. De bevæger sig med hastige skridt; det gør hverken fra eller til. Et eller andet behersker deres gang.
*
Lynet, der skærer visionens tråde, brystet, der sender ekkoer af stemmens tordenbrag, en dunken i brystet, der slår sine slag, som før eller siden rammer jorden. Skærmenes billeder af kroppe og sjæle bygget af glasvægge, der skulle lære jer at stå oprejst. Der skulle lære jer at tro på jer selv. Vide hvordan I kommer frem i verden. Lære jer at være stolte af det, I kommer fra. Elvte septembers kroppe er blevet jeres kroppe. Sammenstyrtede huse og sammenstyrtede templer. Koncentrationen af det nye støv. Fragmenter af det gamle. Fragmenter af det nye. Tusmørket tager til. Verdens billeder fra en anden tid. Arkaiske billeder, der hjemsøger jer som støvets håndhæver fra de gamle riger. En heftig maskedans uden forstillelse. En lang serie af mysterier. En accepteret oprindelse bundet til en krig, til en splintret oprindelse, til et sammenstød mellem det kendte og det ukendte. Født ind i verden, hvor I må leve med dette suspekte. Som symptomer. Umælende, mens I øver jer på det oprejste menneskes gang. At komme frem i verden. At glemme de billeder, der rumsterer I jer. Opvokset med de billeder, vi forsøger at slette fra jeres hukommelse.
Det, som bevæger uden at dø. Det, som er til uden at leve. Det, som brænder op uden at brænde. Det, som brænder ved alt for høj varme. Brændte kroppe, der falder, mens lynet, der flængede himlen den ellevte september, fortsætter med at lyne. Haglen og orkanen, der sammen med regnen og stormen og den nye istid fortsætter med at vælte tingene omkuld, mens alt står stille omkring jer. Grene og blade, der hvirvler i luften. Intet af det kan brænde. Det hvirvler omkring jer. Bestilt af den øverste myndighed, som ingen kender. Bestilt af de blinde til de blinde. Bestilt af den Gud, der bilder jer ind, at I skal være evigt unge, fordi I er verdens navle. Som bilder jer ind, at I skal glemme alt om døden. Som bilder jer ind, at I skal være, som I altid har været, tæmmede, byrdefulde og stabile. Bestilt af de samme, som har slettet jeres ungdom, fordi I kun har lært at kopiere de voksne. Bestilt af dem, som allerede lever på den mørke side af månen, som ikke længere har noget at lyse med, som overlader alt det med lyset til jer. Bestilt af dem som lever i de fremmede regioner, hvor organismerne trives som passivt stjernestøv. Bestilt til jer, en udsat flok der ikke evner at genopdage det første kys.
Denne teksten er et utdrag fra Alexander Carnera,
Forvirringens eufori – Til den sidste ungdom, Forlaget Fjordager, Munkbo, 2019.
Alexander Carnera er forfatter og skribent, i København.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
