Simone Weil blev født i 1909 og døde i 1943 i en alder af bare 34 år. Hun blev optaget i eliteskolen École normale supérieure omkring samme tidspunkt som Simone de Beauvoir og forlod skolen med udmærkelse 1931. Men her hører alle ligheder også op. Beauvoir gjorde intellektuel karriere, Weil forblev en grænsesøgende marginalfigur, en profetisk stemme der så udover sin egen tid. Hun var en aktivistisk tænker drevet af et ønske om at afsløre arbejderens lidelsesfulde sandhed. Hun var en grænsefilosof for hvem mennesket er fanget mellem en manipuleret verden og en længsel efter godhed og skønhed. Og endelig var hun en hjemløs kristen mystiker, hengivet til en selvtømning af egen vilje i bøn for Gud.
Et politisk-filosofisk såvel som et åndelig-eksistentielt spor løber ned gennem hendes forfatterskab. Men kampen for retfærdighed, godhed og frigørelse smelter hos Weil sammen med menneskets åndelige kamp for mening og skønhed. Weils forfatterskab kaster lys over aktuelle spørgsmål som godhed og etik, uddannelse og opmærksomhed, sandhed og retfærdighed, natur og skrøbelighed, erfaring og intimitet, og magt. Hun træder i disse år frem som en vigtig stemme på linje med Hannah Arendt og Simone de Beauvoir. I Danmark er fire nye oversættelser af hendes værker undervejs. Om kort tid udkommer Note om almen afskaffelse af de politiske partier og Personen og det hellige på det nystartede Aleatorik, mens Forlaget Virkelig efter planen skal udgi Tyngden og nåden og Iliaden eller kraftens digt til efteråret.
Simone Weil var et usædvanligt barn og udviklede fra tidligt af en følsomhed for andre menneskers lidelse. Så snart hun opdagede at hun fik mere at spise end andre fattige børn gemte hun større og mindre rationer, noget hun fortsatte med resten af livet, lige til den dag hun døde på et sanatorium i Syd-England. Hendes kald – at tage den lidende menneskeheds byrde på sig – gjorde hende vanskelig at omgås, og fremfor at gå på kompromis foretrak hun den radikale ensomhed.
I sit portræt af tænkeren, Simone Weil telle que nous l’avons connue (1952), kaster præsten Joseph-Marie Perrin og filosoffen og vinbonden Gustave Thibon lys over denne ubrydelige forbindelse mellem hendes liv og hendes tænkning. Begge blev de hendes ven og mødte hende på et afgørende tidspunkt i de traumatiske år 1941–1942, hvor Weil ønskede at prøve kræfter som bonde, leve og bo enkelt.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
Beslutningen kom efter at hun i flere år havde kæmpet arbejdernes sag som klummeskriver og ved på egen krop at opleve det nedværdigende arbejdsliv på Renault-fabrikken i 1934. Hos Weil møder vi et sjældent klarsyn, en følsomhed for alt hvad der fratager mennesket værdighed intakt, og en ligeså sjælden evne til at være sig selv tro. Men hun var også det Thibon omtaler som «et utålmodigt barn af det absolutte»: Hun havde ingen distance til egen lidenskab, og hendes ydmyghed gjorde hende stædig grænsende til selvtortur. Man skal imidlertid aldrig glemme, som Thibon understreger, at «den inspirerede altid giver mere end han besidder».
At falde opad
Under sit ophold bor hun på Thibons gård i Saint-Marcel d’Ardèche i Sydfrankrig. Om dagen arbejder hun i marken, om aftenen underviser hun de lokale bønder i de græske tragedier, studerer sanskrit og den episke lovsang Bhagavad Gita, samt den engelske digter George Herbert, som baner vejen for hendes egen version af kristendommens lys. I denne periode nedfælder hun i sine notesbøger de fragmenter som Thibon i 1947 udgiver posthumt under titlen Tyngden og nåden. Hendes tanker indskriver sig her i en græsk og manikæisk tragisk dualisme, hvor tilværelsen anskues som en kamp mellem materiens destruktive kræfter, styrke og magte, og nåden, som er den åndelige og frigørende bevægelse.
Tyngden betegner den kraft som trækker os nedad. En tyngdekraft der hænger sammen med jeg-ets krav om besiddelse, selvhævdelse og selvvækst. Den eneste undtagelse er nåden, mener Weil. På fransk kan grace betyde både lethed og nåde, mens græske charis betyder ynde, men henviser også til de skønne gudinder, hvor ynde, skabelse og godhed finder sammen. En svævende og charmerende lethed står i begge traditioner i en klar modsætning til tyngdekraften. Også nåden og lethedens lys udgår fra bestemte love og kræfter, som får os til at «falde opad». Nåden løfter.
Svagheden blir styrken
Weil så det problem, som er forholdet mellem Gud, verden og mennesket: Da Gud er alt det gode, der kan eksistere, og derfor ude af stand til at øge mængden af det gode, kan han kun skabe det onde. Deraf vores verden. Men hvorfor skabte han den så? Problemet er klassisk, men Simone Weil havde en løsning. Hun spurgte: Hvad er vores verden andet end Guds tilbagetrækning, at han afstår fra sin magt og dominans som er uforenelig med kærlighed? Hvad er vores verden andet end afstanden til ham og vores venten på ham og vores aftryk, som vi kalder skønheden? Gud er netop dette fravær, hemmelighed og tilbagetrækning. Ja, men hvorfor skabelsen?
Weils svar er at Gud skabte kærligheden og kærlighedens veje, ikke som en yderligere eksistens eller glæde, men som en svækkelse, en opgivelse. Det er Guds ønske at færdes gennem materien for at genforenes med sig selv. Kærlighedens kraft er en mildhed der begrænser sig selv, en magt der lægger en dæmper på sig selv, for eksempel over for sine børn. Weil kalder det en afskabelse (décreation). Det er denne opgivelse, der skal træne os i at minimere jeg-ets betydning, således at det upersonlige i os, som er det hellige i mennesket, kan lyse.
«At elske er at finde sin rigdom udenfor sig selv», som Weils lærermester filosoffen Émile Chartier, bedre kendt som Alain, udtrykte det. Svagheden bliver styrken. Det er denne idé om kærlighedens upersonlige dimension, der baner vejen for det Weil kalder «det hellige i personen» og samtidig danner grundlaget for hendes syn på ret og politik.
Det hellige: skønheden og såret
I Personen og det hellige, udgivet posthumt i 1957, ser hun udgangspunktet for ret og politik i en forpligtelse overfor mennesket og naturen. Først må man erkende sine forpligtelser og hvordan disse har rod i det upersonlige lys og ikke det personlige. Mine egne rettigheder kommer altid i anden række. Kun sådan vil vi kunne nærme os en beskyttelse af alle levende væsner og tingene. Weil lægger op til en naturret, der begrunder retten ud fra et ideal om godhed og retfærdighed baseret på en kritik af en liberal menneskeopfattelse og en samfundsudvikling hvor alt relativeres, hvor vi har mistet sansen og sproget for at noget er vigtigere end andet.
Weil fornægter ikke retsbeskyttelsens betydning, men det ensidige fokus på at beskytte det personlige i mennesket, med fokus på mine rettigheder og mine behov, ender som en hindring mod at beskytte og værne om det allervigtigste, nemlig det hellige i mennesket, som udspringer af skrøbeligheden og længslen efter godhed. Vores fokus på det vi selv omtaler som personlige behov, stammer ifølge Weil «fra en meget overfladisk side af sjælen». Også vores omgang med grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden, kritiserer hun. Først når der er noget på spil, der overskrider det individuelle personværn, noget som er drevet frem af uretfærdighedens harme, kritikkens vrede, den insisterende sandhedssøgen, forbinder disse frihedsrettigheder sig med det upersonlige og dermed det hellige i mennesket.
Weils skrift er en gravsten over vor tids partikultur og demokratiets markedsgjorte nedsmeltning.
På samme måde bør vi forstå at romanske kirker, Homers epos Iliaden eller opdagelsen af geometrien, intet har at gøre med at udtrykke en personlighed. Disse værkers skønhed og sandhed er forbundet med deres anonymitet. «Det som er helligt i videnskaben er sandheden. Det som er helligt i kunsten er skønheden. Sandheden og skønheden er upersonlige», skriver Weil.
Det som for hende gjorde den græske tanke og især Iliaden til noget enestående eller helligt, var krystalliseringen af en særlig balance mellem to modsatrettede kræfter i verden, mellem styrke og mildhed. «Den sterke er aldri bare sterk, den svake aldri bare svak», skriver hun i sit essay om Iliaden.1Simone Weil, «Iliaden eller diktet om styrke» (orig. 1941), overs. Christine Amadou, Agora, nr. 4, Oslo, 2017. For den stærke er det en bitterhed at måtte underkaste sig netop styrken og magten. Afgørende er hvordan han bærer dette sår, heraf den græske lære om dyden. For Weil var den græske tankes nøgterne blik på lidelse og ulykke i verden et svendestykke for hvad det vil sige at være tro mod den erfaring der gennemtrænger os. Menneskets redning ligger i at «gjenfinne det episke genius […] og slutte å beundre styrken, å hate sine fiender og å forakte de ulykkelige».
Hverken heltedyrkelse eller partidyrkelse fører til en reflekteret indsigt i den sjælelige værdighed og det almenes væsen. Men fordi tænkningens forpligtelse overalt og hele tiden bliver gjort fortræd af opportunisme og dumhed, var Weil konstant på vagt overfor det hun så som fællesskabets og gruppesalighedens afgudsdyrkelse. Hun så den i kirkens institutioner og hun så den i politikkens dyrkelse af partiet. Det var én af grundene til at hun aldrig lod sig døbe og ikke havde meget til overs for den katolske kirke. Weil er da også blevet kaldt en «kættersk katar» med henvisning til den kristne kærlighedsbevægelse katharismen fra 1200-tallet.
Gravsten over partikulturen
Note om almen afskaffelse af de politiske partier er skrevet i 1943 kort før Weils liv fandt sin afslutning. Hun var da i London hvor hun var med til at samle De frie franske styrker under general de Gaulle, men blev chokeret og skuffet over franske politikeres forsøg på at falde tilbage til de ødelæggende partipolitiske spil – splittelse, rivalisering og nedgørelse af modstanderen. I bogen argumenterer hun for at kun en stræben efter retfærdighed og sandhed kan være styrende for en politikers virke og dømmekraft, og at denne aldrig kan tilsidesættes af et tilhørsforhold til et parti. Da forvandler folketingsarbejdet sig til et cirkus der kun øger folkets foragt. Weils skrift er en gravsten over vor tids partikultur og demokratiets markedsgjorte nedsmeltning.
Endnu under den franske revolution i 1789 blev ideen om et «parti» anset for et direkte onde, som det var nødvendigt at undgå. Som et republikansk ideal der stammer fra tanken om almenviljen i Rousseaus Samfundskontrakten (1762), opstod ideen om det politiske parti i kølvandet på rædselsregimet under Robespierres revolutionære ledelse. Weil betoner vigtigheden af denne idé, men også hvor vanskelig den er at realisere i praksis. Det er nemlig i kraft af denne, af menneskets evne til at reflektere over et generelt problem, give udtryk for en mening og herefter få disse meninger til at «stemme overens», at man «anerkender, at den universelle konsensus peger mod sandheden». Det er evnen til at neutralisere tilfældige lidenskaber, der gør det muligt at stile mod retfærdige institutioner og samfund.
Weils karakteristik af lidenskaben som en impuls der fremmer løgn, forbrydelse, grådighed og en selvforstærkende dynamik, kan dagligt bevidnes gennem massernes – og partiernes – manglende evne til at omvende (den ofte berettigede) vredens afmagt til en politisk kraft for det fælles bedste. I de vestlige samfund har store partier igen og igen givet køb på tidligere humane idealer (indenfor uddannelse, velfærd og flygtningepolitik), kun for at bevare magten og sikre partiets ekspansion.
For at vurdere de politiske partiers vanskelighed med at leve op til krav om retfærdighed og almenhed, må man ifølge Weil identificere partiets tre væsentlige karaktertræk: «Et politisk parti er en maskine der har til formål at fremstille kollektive lidenskaber. Et politisk parti er en organisation konstrueret til at udøve et kollektivt pres på alle dets medlemmers tænkning. Det første, og når alt kommer til alt, endelige mål for ethvert politisk parti er dets eget endeløse fremgang.»
Kulturens stirren sig blind på eget vokseværk får Weil til at konkludere at ethvert parti i udgangspunktet, såvel som i sin stræben, er totalitært. Ikke så snart har partiet udtalt sine ædle hensigter, før det undermineres af ting der aldrig i sig selv kan være mål, men kun midler, det være penge, magt, stat, national stolthed, økonomisk produktion og universitetsdiplomer. Kun godhed, det vil sige retfærdighed og sandhed, kan være mål i sig selv.
Partitilbedelse og tankeløshed
Partier er sat i verden for at tjene en bestemt opfattelse af almenvellet, men underlagt partiets magt og ekspansion, forvandler partiprogrammer sig til en tom fiktion. Blind tilbedelse, propaganda og ideologisk kontrol, i dag kaldet spind, tager over. Derfor hører vi ikke mere politikere der taler på vegne af retfærdigheden og det fælles bedste. De siger «som borgerlig eller liberal mener jeg» eller «som socialist mener jeg», ligesom når man siger «som dansker mener jeg». Men som Weil understreger: «Man mener altså noget, ikke fordi man er fransk, katolik eller socialist, men fordi evidensens uimodståelige lys tvinger én til at mene sådan, og ikke anderledes.»
Problemet er at sandhed og retfærdighed gøres til en personlig synsvinkel eller «fortolkning». Vi ser kun de almene problemer gennem vores egne sproglige konstruktioner, og bliver dermed ude af stand til at tænke forandring gennem erfaring. Vi forveksler tanker med meninger, fornuft med individuelle valg. Det er fordi vi ifølge Weil har mistet begæret efter sandheden, denne tænkningens drivkraft, der sigter mod noget objektivt sandfærdigt.
Det er vor tids sygdom at en forpligtelse på tænkningen erstattes med indtagelsen af en position «for» eller «imod» – tænk TV-debat, opinionsmålinger, mikrofonholderim med variationer. Weils mareridt er blevet til virkelighed: Politik reduceres til markedet, til forbrugerens tilfældige præferencer og følelser, som partierne bruger til at udøve deres propaganda med fremfor at tænke konsekvenserne til bunds for det fælles bedste.
Tankekraft som svar på en sygdom
Weils modtræk er en forpligtelse på tænkningen gennem en kundskab der først og fremmest handler om at tilegne sig virkeligheden. Moral drejer sig ikke kun om evnen til at handle, men at få øje på virkeligheden og ens medmennesker. Man må smede en anden form for at skabe forbindelse mellem mennesker. En form hvor det virkelige er den nødvendighed mennesket erfarer ved at fornemme ubehag og smerte. Først da har mennesket en sand kontakt.
Ud fra denne bevidsthed begyndte Weils søgen efter at forstå, hvorledes folk kan rodfæste sig i verden. Kommunikation og sympati afhænger ikke af om man deler det samme liv, men beror på en erfaring af værdighed, som opstår ud af en bevidsthed om egen utilstrækkelighed. Det er en forudsætning for at kunne se den udsatte anden, som et værdigt politisk subjekt, og ikke blot et såret ansigt for en Danmarksindsamling eller en sørgelig skæbne grundet i vanskelige humanitære forhold.
Før det kan vende sig udad til andre må mennesket vende sig indad: Bevidstheden om egne brister og skrøbelighed bliver et afgørende grundlag for at række ud til andre. Denne bestræbelse på at overskride sig selv, og se sig selv som forbundet med andre, er hovedtemaet i Weils bog Rodfæstelsen. Her siger hun at «der i kernen af menneskets hjerte findes en længsel efter endegyldig godhed, en længsel som altid findes der, og som aldrig tilfredsstilles af nogen genstand i denne verden».2Rodfæstelsen, overs. Elsebeth Juncker, Frimodt, København, 1960 (1949). Bevidstheden om denne værdighed går gennem menneskets evne til opmærksomhed, der i modsætning til fantasien aktiverer en uselvisk forestillingsevne.
Weil vender sig imod den moderne relativistiske idé om at mennesket foretager sine valg i en verden uden objektive værdier. Derfor må tankens evne til opmærksomhed være en stræben mod en ydre autoritet, ikke en Gud eller indbildt fantasi, men en normativitet. Moral er en evne til at handle, men det er også en evne til at se virkeligheden og ens medmennesker på en sand måde, frigjort fra fordomme og fastlåsthed. Fremfor meningernes snakkeri «for» eller «imod», betoner Weil opmærksomhedsevnens læringsproces, der i hendes optik er et andet ord for sandhed, som det der bestemmer den menneskelige tilstand.
Det gode bliver Weils erstatning for Gud. Gud er et billede på det gode, men vi må gå ud over billedet. For Weil betyder det at vi må bevæge os gennem fantasiens billeder, det være partiets doktriner og anden gruppesalighed, som spærrer os inde i selviske følelser og en jagt på konformitet i livsførelse og tanke. Opmærksomheden er den evne hvor vi bryder gennem de indbildte fantomer, en evne til at se andre, se ting, se verden. Det handler om at nærme sig tingene. At tænke er at blive båret hen til tingene og ind i dem.
Weils tanker om en erfaring af udsathed som grundfigur for politisk tænkning er i de senere år taget op af Giorgio Agamben og homo sacer, Jacques Rancière og uligheden, og Judith Butler og immigrantens sorgarbejde. Weils kamp for den udsatte menneskehed og objektiv godhed kan sammenfattes i behovet for et nyt begreb om opmærksomhed. Og kan rummes i en mistillid til det vi i dag kalder selvet, med dets fokus på selvudvikling og politisk magelighed. Hvorfor ofrer vi alt for penge, magt, præstige, nations- og partidyrkelse? Hvorfor indgår vi konstante skamfulde kompromiser gennem ligegyldigt forbrug, falske behov, status, lidt grøn økonomi her og der, der ikke tager fat ved roden? Efter mødet med Simone Weil er man ikke i tvivl: Virkelig frigørelse kræver et mod, et møde med det ubehagelige.
© norske LMD
Simone Weil, Note om almen afskaffelse af de politiske partier, overs. Louise Bundgaard, Aleatorik Forlag, 2019.
Simone Weil, Personen og det hellige, overs. Louise Bundgaard, Aleatorik Forlag, 2019.
Alexander Carnera er forfatter og essayist
- 1Simone Weil, «Iliaden eller diktet om styrke» (orig. 1941), overs. Christine Amadou, Agora, nr. 4, Oslo, 2017.
- 2Rodfæstelsen, overs. Elsebeth Juncker, Frimodt, København, 1960 (1949).
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
