Som forælder vil man for alt i verden beskytte sine børn. Intet ligger vel mere en på sinde end det. Passe på dem. Gøre alt hvad der står i ens magt for, at intet ondt sker dem. Man ved godt, at man kun har en vis handlekraft. At noget er udenfor rækkevidde. Derfor håber man også bare på, at det hele nok skal gå. Det gør det som regel. Men nogle gange går det slet ikke.
I Island lever Magnea et ganske ordinært teenageliv. Hun klarer sig fint i skolen, omend hun ikke altid synes, det er lige spændende. Hendes forældre er skilte, men hun kommer rimeligt ud af det med dem. I den grad man nu kan som selvstændig teenager med oprøret ulmende i kroppen. Hun har en nær barndomsven i Helga, der dog måske er ved at hellige sig gymnastikken i en sådan grad, at hun ikke har så meget tid til Magnea. Helga er heller ikke så meget til fester og fyre. Måske er det derfor Magnea begynder at blive fascineret af Stella og Stellas kæreste Toni. De er lidt mere rå i det. Har attitude. De vil ikke bare sidde hjemme ligesom Helga.
Snart begynder trekløveret at bruge det meste af deres tid sammen. Og de søger spænding og det uforudsigelige. Det er det, der holder dem sammen.
Hver gang vi ser en sekvens med teenagerne, fyldes vi med vemod og smerte.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
I filmens åbningsscene møder vi dem midt i en prank. De har lokket en liderlig, halvgammel stodder i en fælde. Magnea har givet sig ud for at være sugarbaby og befinder sig nu inde i en lejlighed med en mand, der tror, han skal have sex med en teenagepige. Imens sidder Stella og Toni i bilen udenfor og lytter med. Klar til at rykke ind hvis situationen kommer ud af kontrol. Og det gør den naturligvis. Men trekløveret klarer ærterne og får berøvet sex-kunden, der ingen sex får den dag, men derimod kommer af med sine penge.
De små forskydninger
Det kan virke som en voldsom handling, men ellers er det ikke voldsomhed, der præger den forandring, som Magnea gennemgår. Tværtimod sker den gradvist og netop heri ligger filmens store troværdighed. Man bliver ikke junkie med ét slag. Det sker lidt hen ad vejen.
I Magneas tilfælde aner vi nogle små forskydninger. Hendes tøjstil ændrer sig til det mere outrerede og nedringede. Kropsholdningen bliver en anden. Sproget mere barskt. Hun afbleger sit hår. Hendes fokus i vennegruppen forskyder sig. Og så bliver fascinationen af stoffer til indtagelse af stoffer. Først en joint, men sidenhen de stærkere sager. Forældrene aner, at noget skidt er i gære, men de ved også, at Magnea skal have lov at have en vis grad af frihed. Måske er de naive og for godtroende? Eller måske spiller det ind, at de er skilte. Faren vil gerne strække sig længere. Ikke diktere for meget af frygt for at skubbe datteren fra sig, nu hvor han kun ser hende engang imellem.
Misbruget eskalerer og så modereres det igen. Det er ikke blot en lang rejse mod død, men en vekslen mellem en barsk junkie-tilværelse og så et mere normalt teenageliv. Magnea stikker af hjemmefra og hutler sig igennem på gaden. Men hun vender også hjem igen. Kommer i afvænning og starter i skolen igen. Man tror næsten på, at hun nok skal lykkes med sit liv. Og man tror på den spirende kærlighed, der er mellem hende og Stella. Lige indtil stofferne igen forpurrer det hele.
Skift i tid
Filmen er baseret på interview med folk, der har prøvet det her i virkeligheden. Både misbrugerne og deres pårørende. Den slags dokumentarisk afsæt kan godt hindre en god film og pådutte en uheldig skematik til værket. Det er på ingen måde tilfældet i Let Me Fall. Tværtimod fremstår filmen som et meget gennemkomponeret værk.
Det for alvor virkningsfulde ved Let Me Fall er brugen af skift i tid. Bestandigt veksler vi mellem de 15–17-årige unge og deres 35–40-årige fremtidsskæbner. Der hvor de er, og der hvor de kommer hen. Det, de starter ud som og det, de ender som. Det er et meget stærkt greb. Hver gang vi ser en sekvens med teenagerne, fyldes vi med vemod og smerte, fordi vi ved, hvordan de forskellige personer ender. Og de to tider beriger hinanden på meget fin vis og er med til at nuancere karaktererne. Teenagepigerne får en anden kompleksitet, fordi vi i forvejen kender en flig af deres fremtidige skæbne. Grebet gør naturligvis, at suspense er sat ud af spil. Vi skal ikke holdes fanget ved en spænding om hvordan det skal gå pigerne.
Manglen på spænding er erstattet af noget vigtigere, nemlig en vedkommende, nærværende og intim skildring af misbrugerne. Vekslen mellem tid gør også at filmen tydeliggør hvor lidt, der nogle gange skal til for at have skindet i behold og andre gange falde igennem. Man sidder med en følelse af, at pigernes fremtidige skæbner ligeså godt kunne være byttet rundt imellem dem. Det er stærkt. Ikke siden Christiane F. (1981) har jeg set så overbevisende en film om misbruget og dets skæbner.
© norske LMD
Let Me Fall, Baldvin Zophoníasson, Island, 2019.
På kino fra 13. desember.
Steffen Moestrup er filmkritiker.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
