Den rødgrønne forandring der forsvandt

I midten af februar meddelte den danske statsminister, Mette Frederiksen, at hun ikke ville deltage som taler på den store scene i Fælledparken i København til 1. maj. Frederiksens aflysning blev forklaret med henvisning til, hvad statsministeren beskrev som «uroligheder» og «slåskampe» blandt deltagerne på arbejdernes internationale kampdag sidste år.¹

Ifølge den socialdemokratiske beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), var der tale om «venstreekstremistiske hooligans», der lavede ballade.² Andre kilder nævner, at der opstod en konflikt, da personer tilknyttet netop DSU forsøgte at fjerne eller dække et banner fra ungdomsafdelingen i Bygge-, Jord-, Miljøarbejdernes Fagforening (3F BJMF), som kritiserede Socialdemokratiet for at have svigtet på spørgsmålet om pension, og at DSU’ere også havde optrådt aggressivt tidligere på dagen.³

Hummelgaards beskrivelse af dele af venstrefløjen som venstreekstremister, er først og fremmest et forsøg på at diskvalificere dem i den politiske debat. Frederiksen og Hummelgaard valgte at angribe venstrefløjen uden at nævne kritisable handlinger fra DSU’ere. De undlod også at nævne den politibrutalitet, som et demonstrationsoptog fra den yderste venstrefløj og den antifascistiske bevægelse blev udsat for samme dag, og den manglende påsætning af lovpligtige ID-numre der gjorde det svært at identificere de involverede politifolk.⁴

Angreb på den yderste venstrefløj findes også inden for venstrefløjen selv.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Bestill nå

Fornyes til 199,- per kvartal

I januar, inden Mette Frederiksen tog til Israel i anledning af 75-året for befrielsen af Auschwitz, udtalte hun, at antisemitismen i dag udspringer af islamiske miljøer og venstrefløjen.⁵ Frederiksens angreb på venstrefløjen kom også til udtryk, da Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti (en af deres parlamentarikere stemte for, en anden undlod at stemme) i Europa-Parlamentet sammen med højrefløjen stemte for resolutionen «Betydningen af europæisk historiebevidsthed for Europas fremtid», der sidestiller kommunisme og fascisme.⁶ Mette Frederiksen havde åbenbart glemt, hvem det var, der befriede Auschwitz. Den eneste danske Europaparlamentariker, der stemte imod, var Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten.

Opgør på venstrefløjen

Angreb på den yderste venstrefløj findes også inden for venstrefløjen selv. Det kom til udtryk i en række centralt placerede personer i Enhedslistens støtte til en ny ungdomsorganisation, der kalder sig «Rød Grøn Ungdom» (RGU), der blev annonceret søndag den 1. marts. Inden for den første time af RGU’s annoncering, endnu før den nye gruppe havde offentliggjort sin politik, var centrale dele af Enhedslistens magt- og partiapparat ude at udtrykke støtte til den nye organisation på sociale medier, hvor der henvistes til en ny hjemmeside i Enhedslistens layout. Partiets officielle organer blev først orienteret efter stiftelsen.

RGU blev dannet som en ny mere spiselig og mindre radikal organisation end Enhedslistens eksisterende, ungdomspolitiske samarbejdspartner, Socialistisk Ungdomsfront (SUF). RGU har en paragraf, der forbyder medlemskab af andre partilignende organisationer bortset fra Enhedslisten, og dermed er der lagt op til, at de to organisationer skal konkurrere. På den ene side står et kampagneorienteret RGU og på den anden et SUF med større fokus på organisering og aktivitet i bevægelserne.

Dannelsen af RGU blev efterfulgt af en ophedet debat internt i Enhedslisten. Det interne opgør i Enhedslisten er ikke kun et spørgsmål om ungdomspartier, men dækker også over centrale politiske uenigheder såsom EU-modstand, bevægelsesarbejde og internationalisme. Disse uenigheder vil kun blive mere tydelige de næste år og vil komme til udtryk på internationale spørgsmål som det skete med Libyen (2011) og Mali (2019). Forholdet til netop Socialdemokratiet og især Mette Frederiksens migrations- og asylpolitik vil være et springende punkt. Her er den venstreradikale bevægelse og SUF en torn i øjet på dele af Enhedslisten, for hvem denne bevægelse og en ukontrollerbar ungdomsorganisation, er en hæmsko for partiets deltagelse i en fremtidig regering efter spansk, finsk eller græsk forbillede.

Kernen i RGU-projektet består af unge ansatte i fagforeninger og personer med tilknytning til centralt placerede personer i Enhedslisten, eksempelvis via ansættelser på partiets Europaparlaments-sekretariat, på Christiansborg, samt private og andre ikke-offentlige netværk. En del af persongalleriet der støtter projektet, består også af folk, der tidligere var tilknyttet Enhedslistens Ungdomsnetværk (EUN), der blev stiftet i 2011 som et forsøg på at udføre nyt ungdomsarbejde på den yderste venstrefløj.

EUN blev dengang, ligesom RGU, præsenteret som en selvorganiseret indsats fra unge socialister, men var i hemmelighed koordineret med deltagelse af dele af toppen i Enhedslisten, hvilket fremgår af en redegørelse fra to personer, der dengang deltog i aktiviteterne. Selve kampagnen mod SUF går dog endnu længere tilbage og fandt også sted i midten af 00’erne.

At valget af navn faldt på Rød Grøn Ungdom er næppe tilfældigt og kan ses som et forsøg på at afspore arbejdet i SUF, der i januar i en artikel i det venstreorienterede medie, Solidaritet, skrev, at SUF’s ledelse ville foreslå et navneskift til Rød Grøn Ungdom, som en del af en forandringsproces. Halvanden måned senere blev RGU så annonceret. Den nye gruppes valg af navn og fravalg af at deltage i SUF’s forandringsproces for i stedet at oprette en ny organisation er udtryk for to ting: et forsøg på at sabotere dele af venstrefløjens partidemokrati og en frygt for, at fornyelse kommer fra systemkritisk side.⁷

Administratorer eller udfordrere

Bag uenighederne om, hvad der skete i Fælledparken samt konflikten mellem RGU og SUF, findes store modsætninger. Den centrale skillelinje, hvis man skal forstå den danske venstrefløj i dag, er forskellige syn på, hvordan et parti på den yderste venstrefløj bør opføre sig over for Socialdemokratiet, staten, kommunerne og EU. Skal partiet og arbejderbevægelsen deltage i at administrere et system, der grundlæggende er uretfærdigt sammensat, for at få gennemført forbedringer? Ja, mener en mindre, men centralt placeret gruppe i Enhedslisten, der med afsæt i en falsk dikotomi mellem «traditionalister» og «fornyere» har gennemført ændringer i partiet og arbejder for, at partiet skal være tilhængere af EU. Centralt i konflikten spøger spørgsmålet om regeringsdeltagelse.

Siden Enhedslisten blev dannet i 1989 som en samling af forskellige venstrefløjsstrømninger, har partiet fungeret som støtteparti for Socialdemokratiet ‒ baseret på et grundlæggende princip om at stemme for den mindste forbedring og mod den mindste forringelse. Det princip er kommet under pres i takt med at Enhedslistens mandater er blevet mere afgørende i både kommuner og Folketing.

Efter en konflikt i 2012 med den socialdemokratisk ledede centrumvenstreregering, der kom til i 2011, og som indgik en skatteaftale med højrefløjen i stedet for dens støtteparti, endte Enhedslisten med at erklære, at nu var partiet i opposition. Partiet undlod dog at vælte regeringen. Partiets forhandlingsposition blev forsøgt skærpet i 2015 efter valgnederlaget til højrefløjen samme år, med en årsmødeudtalelse om partiets forhold til blandt andet Socialdemokratiet. Nu skulle Enhedslisten, der var vokset til Danmarks fjerdestørste parti, ikke længere være støtteparti, men «venstrefløj i egen ret» i et modsætningsforhold til både Socialdemokratiet og højrefløjen.⁸

Konfrontation på klima

I dag fremstår Enhedslisten ikke som en venstrefløj i egen ret. Ved valget i sommeren 2019 vandt partierne fra den såkaldte røde blok flertal. Selv om Enhedslisten faldt fra at være fjerdestørste til sjettestørste parti, var der dog grund til optimisme, især på klimaområdet. Venstrefløjens store præmie var et forståelsespapir, der dannede baggrund for tre støttepartiers samarbejde med Socialdemokratiet. Forståelsespapiret blev udarbejdet af Socialdemokratiet sammen med Enhedslisten, det reformistiske Socialistisk Folkeparti og det socialliberale og borgerlige Radikale Venstre.

Grøn omstilling var den største sejr for venstrefløjen. Nu skulle Danmark have en klimalov og CO2-udledningerne skulle ned med 70 procent i 2030 i forhold til 1990-niveauet. Prisen, venstrefløjen betalte, var, at Socialdemokratiet ikke ændrede grundlæggende i den migrations- og asylpolitik, der var blevet ført under de borgerlige regeringer i de foregående år.

I dag bliver det dog mere og mere tydeligt, at der ikke er enighed mellem samarbejdspartnerne om, hvad forståelsespapiret betyder. Grundlæggende vil det sige, at venstrefløjens støtte til socialdemokratiet hviler på en fortolkning af et ikke-juridisk dokument, en fortolkning, der primært er underlagt partiapparaterne tilknyttet Christiansborg.

Udmeldinger fra Enhedslisten i slutningen af februar kan indikere, at venstrefløjspartiet vil udfordre regeringen netop på klimapolitikken.⁹ Det er dog vigtigt at understrege, at det kun er klimaministeren, som Enhedslisten har truet med at vælte – og ikke hele regeringen. Sådan en udmelding er populær i dele af Enhedslistens bagland, men er næppe nok til at imødekomme dele af baglandets utilfredshed med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen – og med Enhedslisten selv.

Pas på Danmark

I et interview med den borgerlige avis Berlingske i oktober 2019, sagde Mette Frederiksen: «Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til.»¹⁰ Det var i artiklen ikke tydeligt, hvorfra truslen kom, men sikkert, at den kom udefra, og kunne retfærdiggøre øget masseovervågning.

I slutningen af februar blev det første tilfælde af corona annonceret i Danmark, og i midten af måneden meldte medierne om det første coronarelaterede dødsfald i landet. I løbet af kort tid var der indført en undtagelsestilstand og magten centreret i regeringen, og den eksisterende epidemilovgivning var nu ændret, så embedsmænd og regionale enheder havde mindre at skulle have sagt end tidligere.

Den 18. marts gik statsministeren på direkte tv og meddelte, at store dele af de økonomiske aktiviteter blev lukket ned. Dog ikke industrien og byggeriet, hvilket indikerer, at regeringen og samtlige Folketingets partier accepterer, at folk kan få og sprede Covid-19 via visse arbejdspladser. Manglende nedlukning af disse sektorer og manglende karantæne af arbejdere, der kom til landet under pandemien, vil med stor sandsynlighed koste menneskeliv, men et ønske om bestemte sektorers fortsatte profit vejede tungere.

Coronapandemien var for Mette Frederiksen, der tidligere var blevet kritiseret for brug af politisk udpegede embedsmænd i statsadministrationen, en kærkommen lejlighed til igen at understrege sin rolle som vogter af Danmark. Nu med nye og mere vidtgående beføjelser. Spørgsmålet er, hvad og hvem det egentlig er, Frederiksen passer på?

Små forbedringer, store nederlag

På trods af en politik om øget masseovervågning og koncentration af magt hos regeringen er en række småforbedringer kommet til med den socialdemokratiske regering. Væsentlige ændringer eller tilbagerulninger af højrefløjens strategiske indgriben i det danske samfund har dog ikke fundet sted. Logikken for Mette Frederiksen og hendes støtter synes at være: Der kan skabes sociale forbedringer, så længe det ikke koster for mange penge eller viser, at partiet er «slappe» på immigration og asylspørgsmål.

Psykiatri, boligpolitik, styrkelse af arbejdstilsynet og normeringer i daginstitutioner er områder, hvor det går en smule i den rigtige retning. Disse områder er dog også alle eksempler på småforbedringer, fremfor reelle ændringer i statens prioriteringer. Bag de små og langsomme forbedringer og løftet om en grøn forandring gemmer der sig en større konflikt. For skal venstrefløjen acceptere Socialdemokratiets omfavnelse af velfærdsstaten som værende forankret i et statsborgerskab baseret på «vestlige» og «danske» værdier?

Det indre fjendebillede

Et lille lyspunkt var den lovede fjernelse af børnefamilier fra udrejsecentret Sjælsmark nord for København. Dette er dog ikke blevet gennemført endnu, og børnefamilierne vil stadig ikke blive tildelt ophold af den danske stat. For dele af venstrefløjen var hensigtserklæringen om mindre forbedringer for børnefamilierne en sejr. Det er dog en meget lille sejr, der også skal ses i kontekst af, at den yderste venstrefløj ikke har formået at skabe en migrations- og asylpolitik i egen ret, der kan omsætte international solidaritet til praksis.

Spørgsmålet er, om Enhedslisten på længere sigt kan leve med at støtte regeringen, eller om solidariteten også gælder for flygtninge og de dele af arbejderklassen, hvis boliger bliver revet ned eller privatiseret som følge af den såkaldte «ghettoplan», der har til formål at undgå såkaldte «parallelsamfund» gennem ændringer i beboersammensætninger. Planen, der har opbakning fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og den tidligere, borgerlige regering, er blevet kritiseret af FN’s komité for økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder (CESCR).¹¹ De første personer har nu fået opsagt deres lejemål.¹²

Hvis ikke Enhedslisten siger fra over for den nuværende regering, har partiet reelt valgt at reducere sig selv til et vedhæng til socialdemokratiet. Partiets manøvrerum kommer derfor til at centrere sig om fordelingspolitik på en mindre skala. Samtidig sker en de facto accept af Socialdemokratiets og højrefløjens mangel på respekt for flygtninge og indvandrere, samt en yderligere forsinkelse af reel grøn omstilling under løfter om forandring.

Løsningen er ikke, at venstrefløjen angriber sin egen radikalisme. I stedet for at deltage i Socialdemokratiets projekt i håb om regeringsposter og småforbedringer, må venstrefløjen for alvor formulere sit eget projekt og slå fast og vise, at både de røde og grønne linjer er overskredet. At forankre en social retfærdig migrations- og asylpolitik i konkrete krav om udvidede rettigheder er en central del af løsningen.

© norske LMD

Asger Hougaard er stipendiat ved Universitetet i Bergen.

1
«Mette Frederiksen dropper Fælledparken-tale efter 1. maj-ballade», Danmarks Radio, 18. februar 2020, dr.dk.
2
Morten Lykke, «Hummelgaard: Nogle fagligt aktive er venstreekstremister», a4 nu, 20. februar 2020.
3
«Episode i Fælledparken beskrevet misvisende i medierne», 3F Bygge-, Jord, og Miljøarbejdernes Fagforening, 2. maj 2019, 3F.dk.
4
«Efter politiets 1. maj amok: Nu skal pansernes identifikationsnumre limes fast på uniformen», Konfront, 6. september 2019.
5
Kristian Klarskov og Johan Blem Larsen, «Mette Frederiksen: ‘Der er en grim antisemitisme i Danmark i dag, der ikke var der tidligere. På grund af indvandringen’», Politiken, 20. januar 2020.
6
Se Pierre Rimbert, «Falskmyntnere», Le Monde diplomatique, november 2019.
7
Henrik Skaaning, «Forandringer i SUF: Skarpere rødgrøn profil og navneskifte», Solidaritet, 15. januar 2020.
8
«Enhedslisten vil opbygge fremtidens venstrefløj og styrke folkelige bevægelser» (PDF), politisk udtalelse vedtaget på Enhedslistens årsmøde 26. og 27. september 2015
9
Hans Skovgaard Andersen, «Regeringens støttepartier kræver omgående handling – Skipper truer med at vælte klimaminister», Berlingske, 23. februar 2020.
10
«Mette Frederiksen bebuder massivt øget overvågning i kampen mod kriminelle: ‘Vores samfundsmodel er på spil’», Berlingske, 8. oktober 2019, berlingske.dk.
11
«Concluding observations on the sixth periodic report of Denmark», Committee on Economic, Social and Cultural Rights, United Nations Economic and Social Council, 12. november 2019.
12
«Nu bliver de første mennesker smidt ud på grund af ghettopakken», Arbejderen, 24. og 28. februar 2020.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Bestill nå

Fornyes til 199,- per kvartal

Den rødgrønne forandring der forsvandt