Sympatisk og halvbanalt

Tøj er eminent til at sende signaler. Det kan ske på mange niveauer. Det er teenageren, der pludselig skifter børnegarderoben ud med en ultrakort nederdel eller en outreret top til stor forstyrrelse hos forældrene. Det er den midaldrende mand, der dropper jakkesættet og iklæder sig skovmandsskjorte, hue og andre hipster-items, for nu skal han være ung med de unge. Selv fraværet af tøj kan være et politisk signal, som når parisiske modeller optræder nøgne i en protest mod pelsindustrien. Tøj er et statement. Et udsagn.

Tøjet som protestgenstand er omdrejningspunktet i den sympatiske, om end halvbanale film Papicha. Vi befinder os i Algeriet under borgerkrigen i 1990’erne. På universitetet møder vi en flok unge kvinder, der elsker mode. Derfor er deres blik også rettet ud mod verden og måske især Vesten. Her finder de inspiration og går gerne i stramme jeans, mens de hører amerikansk popmusik, lægger en tyk makeup og danser natten lys. De er håbefulde. Energiske. Og filmen er god til at vise det tempo og den iderigdom, som driver ungdommen. (…)