Uden konsekvens er vi ikke mennesker

Han nærmer sig kvinden med en iøjnefaldende selvsikkerhed. Han kender situationen i detaljer. Ved præcist hvordan alle omkring ham agerer. Han kan tage en drink fra en af de mange personer på dansegulvet og give den videre til en anden person i én naturlig, flydende bevægelse. Som om han har været der på dansegulvet før. Og det har han. Utallige gange. Flere tusinde måske. Myles sidder nemlig fast i en tidslomme. Derfor oplever han den samme dag og den samme bryllupsfest igen og igen og igen og igen.

I denne udgave af den tilbagevendende dag byder han brudepigen Sarah op til dans. Hun modsætter sig først, men overtales så. Måske betages hun af hans elegante, men ligefremme ageren og af hans kendskab til lige netop den verden og de omgivelser, som de er fælles om denne aften. Og hun betages i en sådan grad, at hun går efter ham ind i den ørkengrotte, som gør at også hun havner i en uendelig tidslomme. (…)