Atom Egoyan har en særlig hang til nedtrykte, hvis ikke direkte tragiske skæbner. Tænk blot på The Sweet Hereafter fra 1997, hvor en skolebus forulykker og fjorten børn omkommer. Eller Ararat (2002), hvor Egoyan tager det armenske folkemord til behandling og på nærmest underfortalt vis får skabt en gribende beretning om tab og tilgivelse. I sit seneste værk, som faktisk er optaget tilbage i 2019 og har måtte lade vente på sit skandinaviske ophold, afsøger Egoyan nok engang det skæbnesvangre på sin særlige, ulmende facon.
En ensomhed lurer
Vi begynder i en kirke og hos en ung, velmenende præst. Han får besøg af en yngre kvinde ved navn Veronica, der står overfor at skulle begrave sin afdøde far. Præsten kender kun faren sporadisk og sammen må de to derfor prøve at indkredse hvilket menneske, faren var. Men samtalen breder sig og bliver derved lige så meget et portræt af datteren selv og nærmest en terapeutisk session for hende. (…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
