Den mytologiske maskine

I lighed med mange andre efter andre verdenskrig, gjorde også den italienske forfatter, germanist og litteraturforsker Furio Jesi sig tanker, om hvorvidt der i den tyske måde at tænke på, findes noget som kunne forklare fascismen og nazismens fremkomst i det tyvende århundrede. Det som optog ham, var hvorvidt man kan tale om en særlig «tysk sygdom», hvor mytiske billeder igennem det attende og nittende århundrede fremviser en særlig destruktiv tilbøjelighed og opdyrker de mørke afgrunde i sjælen. I denne periode lader det til, skriver han, at myten «nogle gange virker som medicin, andre gange som gift, både som kilde til fornyet humanisme, men også som instrument for både barbari og kriminalitet».

Mytens tvetydige rolle og indflydelse på kultur og samfund er ledetråden i Jesis hovedværk fra 1967, Germania segreta, der nå udkommer på engelsk som Secret Germany. Her trækker han på sin ungarske mentor og grundlægger af de moderne studier i græsk mytologi, Károly Kerényi, og dennes sondring mellem den genuine og den teknificerede myte. Den genuine myte er mytens sande udtryk, i betydningen, «dens afsløring af det virkelige». Den er «begivenhedens sandhed», det, som i billeder, ord og sang lader en meningsgivende og helende verden komme til syne. Den teknificerede myte er på den anden side en forvansket udgave af myten, styret af et præ-defineret personligt, socialt eller politisk formål. (…)